Retten til at standse en sag er en mindretalsbeskyttelse

Et medlem, der har deltaget på udvalgsmødet under behandling af sagen, har ret til at standse udvalgets beslutning i sagen og indbringe sagen for Borgerrepræsentationen. Det kaldes standsningret. 

Standsningsretten er en vidtgående beskyttelse af mindretallet, der sikrer det enkelte udvalgsmedlem ret til at standse udførelsen af en beslutning.

Hvornår og hvordan kan et udvalgsmedlem standse en sag?

Udvalgsmedlemmet skal helt eller delvist have deltaget på udvalgsmødet under behandling af sagen. Hvis et medlem grundet sin inhabilitet ikke kan deltage i behandling af sagen, betyder det, at medlemmet ikke kan standse sagen. Men der er ikke krav om, at udvalgsmedlemmet har stemt imod beslutningen. Medlemmet skal inden udvalgsmødet slutter meddele, at han/hun ønsker at standse den pågældende sag. Der er ikke noget krav om, at medlemmet skal have en saglig begrundelse for at standse sagen.

Kun egentlige udvalgsbeslutninger kan standses, derfor kan medlemmet ikke standse udvalgets informative og procesuelle beslutninger.

Hvis det af lovgivningen fremgår, at det er det pågældende udvalg, som har beslutningskompetencen i sagen, så kan medlemmet ikke standse sagen.

Det er kun sager i de politiske udvalg, som kan standses.

Kan et udvalgsmedlem trække sit ønske om at standse sagen tilbage?

Ja, det medlem, som har benyttet sin standsningsret, kan frafalde standsningen når som helst inden mødet i Borgerrepræsentationen. Trækker medlemmet standsningssagen, får udvalgets beslutning i sagen straks virkning.

Hvad sker der, når en sag er standset?

Efter at et medlem har udnyttet sin standsningsret, kommer standsningssagen på dagsordenen på førstkommende møde i Borgerrepræsentationen. 

Udførelsen af udvalgets beslutning standses dermed, indtil Borgerrepræsentationen træffer beslutning i standsningssagen.