Hvad er rød og blå zone?

Der skelnes mellem rød zone (Indre by og Langelinje) og blå zone (Øvrig by)

Der gives kun tilladelse til rød zone en gang om året; i marts. Gentegninger af tilladelser har førsteret. Annonceringen vil fremgå her på siden, hvor der udbydes de ledige pladser, som ikke bliver gentegnet.

Der oprettes venteliste til de ansøgere, der ikke får en tilladelse i rød zone.

Der gives tilladelse til blå zone hele året. Der er ingen begrænsninger for antal tilladelser vi giver i blå zone.

Hvor må jeg samle kunder op i min cykel?

I rød zone og på Langelinie må du kun medtage kunder fra de cykeltaxiholdepladser, som kommunen har anvist.

I blå zone må du samle kunder op, under hensyntagen til almindelig færdsel og naboer.

Det er i hele byen er det tilladt at afhente passagerer, som har bestilt en cykeltaxi til en bestemt adresse. Du må også gerne samle passagerer op fra fortovet, mens cykeltaxien er i fart, hvis det ikke er til gene for den øvrige færdsel.

Der må under ingen omstændigheder tage kunder i din cykel fra vejbane eller cykelsti eller på steder:

  • Der tvinger passagerer og fodgængere, herunder personer med barnevogn, rollator, kørestol eller lignende ud på vejbane eller cykelsti.
  • Der blokerer færdselsarealet eller forhindrer adgang til butikker, restauranter, gadedøre, udstillingsvinduer m.m.
  • Der blokerer tilgængeligheden og ganglinjer for synshandicappede.

Kørslen skal altid være i overensstemmelse med færdselslovens bestemmelser. Du skal eksempelvis trække cyklen på gågader og fortov.

Vær derudover opmærksom på, at mange parkeringspladser samt parker og strandparker ikke er offentlige, men ejes privat. Ønsker du at stille din cykeltaxi her, skal du derfor også have tilladelse fra grundejeren.

Er der særlige krav til min cykel?

Cykeltaxien skal være indrettet med siddeplads til passagererne. Ud over føreren, der kører cyklen, må der max være to voksne og to børn under 8 år med på cyklen.

Cykeltaxien skal altid fremstå ordentlig og renholdt.

Der må ikke spilles musik på cykeltaxien, da det kan være til gene for kunder og forbipasserende. Du må ikke råbe efter kunder fra cykeltaxien.

Du har selv ansvaret for og skal sikre, at cykeltaxien er lovlig, egner sig til persontransport og er i forsvarlig stand.

Hvordan ansøger jeg?

Tilladelsen opnås ved digital ansøgning her på siden.

Efter sagen er behandlet, kan tilladelsen hentes ved personligt fremmøde i Teknik og Miljøforvaltningens kundecenter.

Njalsgade 13
2300 København S
Mandage mellem kl. 13:00 og 15:00.

Husk at medbringe:

  • Pas eller andet billede ID.
  • Sygesikring eller CVR-bevis.

Tilladelsen er personlig og der udstedes kun en tilladelse pr. person. Enten tilknyttet CPR-nummer eller CVR-nummer med personlig identifikation.

Der bliver sat billede på tilladelsen.

Du får tilladelsen med det samme, med mindre din sag kræver yderligere sagsbehandling, så må du påregne op til 3 ugers sagsbehandlingstid.

Hvornår skal jeg søge om gentegning af min tilladelse?

Du skal søge om gentegning af din tilladelse, hvis du fortsat ønsker at køre med cykeltaxi, når din tilladelse udløber.

Rød zone: 1. – 15. februar kan alle der har tilladelse til rød zone søge om gentegning af deres tilladelse. Udfyld ansøgningsskemaet her på siden inde for perioden.

Hvor længe gælder tilladelsen?

Tilladelser til cykeltaxi ansøgt efter udgangen af marts i indeværende år gælder fra ansøgningsdato frem til 14. april det efterfølgende år.

Tjek altid din tilladelse. Det står i din tilladelse hvor længe den er gældende. Det er dit eget ansvar at søge om fornyelse, når den udløber.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her på siden, så får du besked, når det er tid til at søge om gentegning og når der ud udbydes tilladelser i rød zone.

Hvad koster det?

Det er gratis at få tilladelse til cykeltaxi i Københavns Kommune.

Men det er et krav, at du har en tilladelse og at du følger vores vilkår, før du må søge hyre.

Hvordan får jeg et CPR- eller CVR-nummer?

Har du brug for hjælp til oprette et CVR-nummer, kan du kontakte Københavns Erhvervshus for rådgivning.

Er du udlænding og har spørgsmål eller brug for hjælp i forbindelse med at få et CPR-nr. kan du kontakte International House Copenhagen

Hvad skal jeg være særlig opmærksom på?

Din tilladelse skal sidde synligt på vognen, da Københavns Politi og Københavns Kommunes til hver en tid skal kunne se tilladelsen. 

Når du får tilladelse til at søge hyre med din cykeltaxi, forpligter du dig til at efterkomme alle instruktioner fra Politiet og Københavns Kommune.

Københavns Kommune lægger stor vægt på, at byens cykeltaxier har et højt serviceniveau over for kunderne, og folk med tilladelse til at bruge kommunens arealer respekterer og behandler konkurrenter og andre brugere af vejen ordentligt.

Forretningsdriften fra cykeltaxier skal følge den gældende lovgivning, regler og retningslinjer for sin type erhverv. Som indehaver af en tilladelse, har du selv ansvaret for at gøre dig bekendt med disse regler, samt for at indhente nødvendige tilladelser, forsikringer mv.

Tilbagekaldelse af tilladelse

Københavns Kommune kan helt eller delvist tilbagekalde en tilladelse, eller ændre vilkårene, hvis vi skønner det nødvendigt af hensyn til færdslen eller vej- og/eller parkarealets brug.

Københavns Kommune kan tilbagekalde tilladelsen, hvis det konstateres, at du ikke overholder vilkårene.

Hvorfor skal jeg have en tilladelse?

Du skal altid have en tilladelse, før du må stille ting på kommunens areal, uanset om det er en cykeltaxi eller et pariserhjul. Det er et krav fra vejdirektoratet, med henvisning til lov om offentlige veje §80.