Skal der serveres mad hver dag?

Alle daginstitutioner i Københavns Kommune skal tilbyde både morgenmad og mellemmåltider hver dag også selvom køkkenmedarbejderen evt. er syg eller på ferie. Dette gælder også i de institutioner hvor frokosten er valgt fra. Fødevarestyrelsen anbefaler at vuggebørn får et måltid ca. hver 2. time og børnehavebørn et måltid ca. hver 3 time.

Typisk morgenmad til de, der møder frem tidligt, formiddagsmad til de små eller særligt sultne, frokost, eftermiddagsmad og mælk, samt et sent eftermiddagsmåltid til de børn, der først hentes sent. Afhængig af hvor længe barnet er i institutionen, skal det have dækket 45-70 % af dagens energibehov i daginstitutionen og mellemmåltiderne udgør en stor og vigtig del af energibehovet.

Der skal serveres frokost alle åbningsdage - også selvom køkkenmedarbejderen evt. er syg eller på ferie. I institutioner hvor forældrebestyrelsen/forældregruppen fravalgte frokost ved sidst afholdte madvalg, skal der dog ikke serveres frokost.

Må institutionerne bede forældrene om at medbringe madpakke?

Ifølge Lov om Dagtilbud må institutionerne ikke bede forældrene om at tage madpakke med, fx når en gruppe børn skal på tur eller køkkenmedarbejderen er på ferie. Heller ikke selvom forældrebestyrelsen har besluttet dette og der tilbydes mad til børn, hvis forældre ikke ønsker at tage madpakke med.

I ferieperioder og ved sygdom, kan der bestilles vikarmad gennem kommunens leverandør af børnemad Foodsource. Foodsource leverer også turmadpakker.

Må man give sit barn mad med i daginstitutionen?

I Københavns Kommune skal alle daginstitutioner tilbyde morgenmad og mellemmåltider og frokost alle åbningsdage (mandag-fredag). Der tilbydes dog kun frokost, hvis forældrebestyrelsen ikke har fravalgt frokosten. 
Hvis forælderen ønsker selv at give barnet mad med er det som udgangspunkt forælderens eget valg. Institutionen kan dog godt lokalt beslutte, at forældrene ikke må give barnet madpakke med.

Forældrene kan kun blive fritaget for betalingen for den mad, der tilbydes i daginstitutionen, hvis de har en lægeerklæring på, at barnet har allergi eller anden sygdom. 

I loven er det formuleret på følgende måde:
"Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at forældre kan medbringe barnets frokost hjemmefra mod en reduktion i forældrebetalingen, jf. § 32, stk. 2, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og kommunalbestyrelsen vurderer, at den ikke på forsvarlig vis kan tilbyde barnet et frokostmåltid efter stk. 1." 

Hent diætansøgningsskema her

Hvordan tages der hensyn til børn med allergi og behov for særlig diætmad?

Børne- og Ungdomsudvalget har besluttet, at der i alle daginstitutioner der selv producerer mad i Københavns Kommune skal tilbydes mælke- og æggefri diæt (evt. i en kombinationsdiæt). I institutioner der modtager cateringmad kan forældrene blive fritaget for betaling. For at der skal serveres diætmad eller bevilges fritagelse for betaling, skal der foreligge en særlig lægeerklæring fra børnelæge. Hent diætansøgningsskema her

Skal der serveres mælk i daginstitutionen?

Københavns Kommune anbefaler kraftigt, at der serveres mælk i daginstitutionen. Anbefalingen sker på baggrund af Fødevarestyrelsens anbefalinger for mælk.

Fødevarestyrelsen skriver følgende i publikationen "grundlag for anbefalinger for sund mad":

 

Hvor meget mælk?
For alle over 1 år vil et indtag på ca. ½ liter mælkeprodukt dagligt være en passende mængde. Det er ikke nødvendigt, at barnet får præcis ½ liter om dagen, men med et minimum på 350 ml lever kosten lettere op til anbefalingerne. For at det enkelte dagtilbud er med til at sikre, at børnenes behov for sund og nærende mad opfyldes, anbefaler Fødevarestyrelsen, at institutionerne serverer følgende mængder og typer mælk:

- Vuggestuebørn: 1,25 dl letmælk for de 1-3 årige og sødmælk for børn i alderen 9-12 mdr. svarende til ca. 1-1,5 glas mælk i løbet af en institutionsdag

- Børnehavebørn: 1,5 dl skummet- eller minimælk svarende til ca. 1-2 glas mælk i løbet af en institutionsdag
Kilde: Fødevarestyrelsens anbefalinger for mælkeprodukter i ”Det fælles frokostmåltid – anbefalinger og inspiration til sund mad til børn i daginstitutionen”, s. 18-21

Sojadrik, havredrik og risdrik

Sojadrik, havredrik og risdrik kan ikke erstatte komælk, da disse drikke har et lavere indhold af protein, vitaminer og mineraler. Læs mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside: www.fvst.dk

Hvilke beslutninger er der omkring madens kvalitet?

Varm mad - helst et par gange om ugen
- der skal så vidt muligt serveres varm mad et par gange om ugen. Den varme mad er nemmere at sammensætte på en sund måde og betyder også, at der bliver større variation

Mad der er tilpasset børnegruppens sammensætning
- maden skal både være tilpasset aldersgruppen og der skal tages hensyn til børn, der af religiøse eller kulturelle årsager har særlige regler eller forbehold i forhold til mad. Der skal som minimum tilbydes vegetarmad som alternativ til den faste menu og institutioner der modtager cateringmad fra kommunens leverandør, kan også bestille en halalmenu.

Alle institutioner skal så vidt muligt lave maden selv
- alle de daginstitutioner der har køkkenfaciliteter skal lave maden selv. Institutioner med begrænsede eller modtagekøkkener kan vælge at få maden udefra.