Skolen i Sydhavnen er kåret til Årets Byggeri

Skolen i Sydhavnen er blevet kåret til Årets Byggeri 2015 af magasinet Byggeri.

Skolen i Sydhavnen har haft vind i sejlene siden åbningen i august 2015. Den maritime profilskole blev tidligere på efteråret udråbt til årets skolebyggeri og nu bliver den hædret som Danmarks bedste byggeri i 2015.

Det er første gang, at prisen for Årets Byggeri gives til en folkeskole.

Skolen i Sydhavnen har et særlig fokus på det naturvidenskabelige og med sin beliggenhed ved vandet fokuseres der specielt på det maritime. Og det er netop byggeriets sammenhæng med lokalområdet, som dommerkomiteen har lagt vægt på.

Københavns Kommune bygger og renoverer skoler som aldrig før. Siden 2010 er der afsat 2,2 mia. kr. til helhedsrenovere 40 skoler, og der er brugt 3,8 mia. på nye skolebyggerier og skoleudvidelser med i alt 41 nye skolespor – herunder den nye Skolen i Sydhavnen.  Alene i Københavns Kommunes budgetaftale for 2016 blev der afsat 700 mio. til renovering af flere Københavnske skoler.

De københavnske skolebyggerier skal leve op til en række krav til funktionalitet, pædagogik og arkitektur, så byggerierne sker i tråd med det læringsgrundlag, der ligger i skolereformen.