Du kan få rådgivning om skoleskift

Hvis du bor i Københavns kommune og ønsker, at dit barn skifter skole, skal du henvende dig på dit barns nuværende skole. Hvis skolen vurderer, at dit barn kan have gavn af det, vil du blive tilbudt rådgivning om, hvilke muligheder dit barn har for at få den bedst mulige skolegang fremover.

Tager du imod tilbuddet om rådgivning, vil rådgiveren sørge for hele forløbet, også kontakten til en kommende skole.

Er rådgivning ikke nødvendig, eller ønsker du den ikke, skal du også først kontakte dit barns nuværende skole. Herefter kan du kontakte den skole, du ønsker. Dit barn kan dog kun blive indskrevet, hvis der er plads på den ønskede skole. Du skal derfor ikke aktivt melde dit barn ud af skolen.

Dit barns nuværende skole vil sørge for, at barnets elevplan overdrages til ny skole.

 

Hvad gør jeg hvis mit barn ikke er klar til at starte i skole?

For nogle børn kan det være en god idé, at barnet venter et år med at komme i skole. Hvis du ønsker at udsætte dit barns skolestart, skal du udfylde et ansøgningsskema og sende det til distriktsskolen.

Du kan finde vejledning og ansøgningsskema her

Kan mit barn starte tidligere i skole?

Dit barn kan få lov til at begynde i 0. klasse allerede i det år, det fylder 5 år, hvis det er født før 1. oktober, og hvis skolens leder vurderer, at barnet vil være i stand til at følge undervisningen i 1. klasse året efter.

Hvis du ønsker, at dit barn skal begynde tidligere i skole, kontakt da distriktsskolen for at få dem til at vurdere dit barns muligheder for at starte tidligere i skole.

Skal dit barn ikke gå i folkeskole i København?

Hvis du har modtaget et brev om opskrivning til skolestart i 2017, og dit barn ikke skal starte på en folkeskole i Københavns Kommune, skal du oplyse dette til distriktsskolen.

Årsagen til, at du ikke ønsker at skrive dit barn op kan blandt andet være fordi dit barn::

  • er blevet optaget på en privatskole
  • skal starte på en folkeskole i en anden kommune
  • skal starte på specialskole
  • har fået udsat skolegang
  • skal have hjemmeundervisning

Har du skrevet dit barn op til en privatskole eller en skole udenfor kommunen, og ved du endnu ikke, om barnet får en plads. Så bør du vælge også at skrive dit barn op til en plads på distriktsskolen i Københavns Kommune, hvor dit barn er garanteret en plads.