Prøv en ladcykel (Østerbro)

Østerbrogade, kl. 15.00-18.00:

Flere familier fravælger egen bil i byen til fordel for ladcykel og delebil. I dag kan du prøve en tur på vores ladcykler med og uden el, og se om det er noget for dig. Frisk luft, motion, færre udgifter og mere plads i byen er nogle af fordelene ved flere cyklister og færre biler.
Miljøpunkt Østerbro vil være at finde i gadebilledet, måske sammen med Cykling Uden Alder, hvor vi sætter fokus på bæredygtig transport og glæden ved at cykle.

Arrangeret af Miljøpunkt Østerbro

Kør om kap i kørestol (Østerbro)

Østerbrogade v. Sortedamssøen, kl. 15.00-18.00:

Ikke alle sygdomme er synlige.
Kom og kør om kap med din familie, venner og se hvem som er hurtigst på en 100 meter i Kørestol.
Scleroseforeningen arrangerer i samarbejde med Wolturnus en kørestoltevent for alle på Østerbrogade, under bilfri søndag.
Kom og få en sjov oplevelse og hyggelig dag på de lukkede veje i København.

Arrangeret af Scleroseforeningen

Hør musik der skabes i øvelokalerne (Østerbro)

Østerbrogade v. Gunnar Nu Hansens Plads og Trianglen, kl. 15.00-18.30:

Rytmisk Musik København giver Byen Lyd. For at hylde den bilfri søndag, afholder RMK to hyggelige koncerter, til glæde for byens beboere. Fra en mobil scene giver foreningen prøver på medlemmernes musik, for at vise noget af den musik der skabes i øvelokalerne og bobler under overfladen.

Arrangeret af Rytmisk Musik København

Prøv kræfter med pilates og yoga (Østerbro)

Østerbrogade v. Trianglen, kl. 15.00-18.00:

Kom som du er og prøv kræfter med pilates og yoga sammen med "we are Libra".
Five element yoga er en stående yogaform fra Himalaya, der styrker det personlige potentiale, samt skaber fysisk styrke, balance og vitalitet. Udefra kan five element minde om en blanding mellem yoga og Chi gong; En fusion af stærke krigerstillinger og flydende energetiske bevægelser, hvor vi forbinder vejrtrækningen med bevægelserne. Man kan også opleve det som meditation i bevægelse.
Øvelserne laves stående, så måtter er ikke nødvendigt. Alle aldre, størrelser og køn kan være med.

Arrangeret af We are Libra

 

Se hvad en frisbee gør ved dit humør (Østerbro)

Østerbrogade ml. Trianglen og Lille Triangel, kl. 15.00-20.00:

Københavns Frisbee Klub inviterer østerbroerne til frisbee-aktiviteter på asfalten. Der vil være opvisningskampe og forbipasserende inviteres til enten at spille med eller blot kaste lidt med os. Vi vil sætte nogle frisbees på højkant med diverse konkurrencer. Kom og se hvad en frisbee gør ved dit humør!

Arrangeret af Københavns Frisbee Klub 

Fejr mangfoldighed med Copenhagen Pride (Østerbro)

Østerbrogade v. Gustav Adolfs Gade, kl. 15.00-20.00:

Kom og fejr Københavns mangfoldighed under Bilfri Søndag med Copenhagen Pride. Vi spiller underholder allerede under Copenhagen Half Marathon og fortsætter om eftermiddagen og aftenen med at sprede glæde under Bilfri Søndag.

Arrangeret af Copenhagen Pride

Hør om SFs arbejde (Østerbro)

Østerbrogade (v. Lille Triangel), kl. 15.00-20.00:

Kom og hør om SF’s arbejde og få en pølse fra grillen. Slap af og fornem stemningen på en bilfri gade.

Arrangeret af SF 

Gør et loppe-kup (Østerbro)

Østerbrogade (Poul Henningsens Plads):

Loppemarked på Poul Henningsens Plads i anledning af Bilfri Søndag. Kom og gør et godt kup. Aflyses ved heldagsregn.

Arrangeret af Grethe Kure

Lav socialt kunstværk med et halvt ton kridt (Nørrebro)

Nørrebrogade (Dr. Louises Bro) kl. 15.00-20.00:

Dronning Louises Bro transformeres til et socialt kunstværk via et halvt ton kridt og tusindvis af glade, legende mennesker. En magisk og kreativ urban forvandling som skabes og drives af byens indbyggere og besøgende med maksimal lokal forankring. En manifestation af direkte lokal borgerinddragelse, integration og samskabelse henimod en bæredygtig udvikling af København som en levende, socialt og økologisk ansvarlig by, der har kant og rummelighed på hjertet!

Arrangeret af Soulwash

Koncert og dans (Nørrebro)

Nørrebrogade (mangler endelig placering) kl. 15.00-20.00:

Koncert på Nørrebrogade under Bilfri Søndag. Kom og nyd pladsen og dans med dine venner.

Arrangeret af Nitely

Hør musik fra mobile lydcykler (Nørrebro)

Nørrebrogade kl. 15.00-20.00:

Musik fra mobile lydcykler på Nørrebrogade. Få en dejlig dag på den bilfri gade med baggrundsmusik fra United Sound Systems, som er en forening for mobile lydsystemer. Vi slutter dagen med en større koncert.

Arrangeret af United Sound Systems 

Medbring rulleskøjter til rulleskøjte-disco (Nørrebro)

Den Røde Plads samt Nørrebrogade foran pladsen: kl. 12.00-20.00 på Den Røde Plads og fra kl. 15.00 benyttes også Nørrebrogade. 

Rul for dit kvarter. Allerede fra kl. 12 er der rulleskøjtedisco på Den Røde Plads. Medbring dine egne rulleskøjter eller lej nogle på pladsen. Eventet er et velgørenhedsarrangement og du ruller for at styrke de lokale potentiale for dem, som bruger Ungdommens Røde Kors’ lokale klubber. Når Nørrebrogade åbnes til Bilfri Søndag, kan der rulles på Nørrebrogade. Bliver du sulten eller tørstig, kan du købe mad fra Foodtrucks på pladsen.

Arrangeret af Projektakademiet

Gæt hvor meget biler fylder i byen (Nørrebro)

Ud for Nørrebrogade 39 kl. 15.00-18.00:

Ved du hvor meget biler og biltrafik fylder i byen? Du skal lægge klodser på brættet indenfor to kategorier: En europæisk by (som København) og en by i USA. Kommer du tæt på de to rigtige tal får du straks en præmie.

Arrangeret af Rådet for Bæredygtig Trafik 

Smag et glas naturlig vin (Nørrebro)

Nørrebrogade ml. Blågårdsgade og Dr. Louises Bro kl. 15.00-20.00:

Vinkapellet smider en masse dejlige vine op i christiania-cyklen og sælger ud af dem oppe på broen i forbindelse med Bilfri Søndag og halvmarathon. 

Så kom forbi til et lækkert glas naturlig vin og en snak om vores vinbønder og bæredygtighed.

Arrangeret af Vinkapellet 

Mærk fordybelsen og roen (Vesterbro)

Enghavevej v. Tove Ditlevsens Plads kl. 15.00-18.00:

Kom ned i tempo og ud på gaden foran Vesterbro Bibliotek og Kulturhus til Bilfri Søndag. Vi kæler for fordybelsen og roen. Du kan farvelægge mandalaer, læse bøger, ligge og se op på den blå efterårshimmel mens du lytter til fuglefløjt og låne bøger om mindfullness og meditation.

Arrangeret af Vesterbro Bibliotek og Kulturhus