Psykolog til koordinatorenheden i Center for Socialpædagogik og Psykiatri

Ønsker du et fagligt udfordrende og selvstændigt job med rådgivnings-, supervisions- og undervisningsopgaver? Har du solid klinisk erfaring med børn og unge med psykiatrisk behandlingsbehov? Brænder du for at styrke indsatsen omkring børn og unge med svære psykologiske og psykiatriske vanskeligheder? Så er du måske vores nye medarbejder til koordinatorenheden.
 
Koordinatorenheden er en velfungerende enhed, hvis primære funktion er at tilbyde faglig rådgivning og supervision til sagsbehandlere og andre fagpersoner i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Derudover løser koordinatorenheden VISO-opgaver i hele landet. Sagerne er præget af stor kompleksitet, ofte med svære psykiatriske problematikker. Centralt i koordinatorenhedens opgaver er ofte at skabe forståelse for den psykiatriske problematik samt understøtte langsigtede og helhedsorienterede sociale og pædagogiske indsatser. Særlige fokusområder er at styrke det tværsektorielle samarbejde omkring barnet/den unge samt at understøtte samarbejdet med familie og netværk.
 
Koordinatorenheden er en del af Center for Socialpædagogik og Psykiatri, et ambitiøst og udviklingsorienteret center, som også omfatter syv specialiserede døgn- og dagbehandlingsinstitutioner samt et ambulant tilbud for unge med spiseforstyrrelser. Du vil blive del af en engageret, tværfaglig enhed på syv erfarne medarbejdere.
 
Stillingen vil i et vist omfang indeholde opgaver i centrets andre enheder, herunder undervisning og supervision til medarbejdere på dag- og døgninstitutioner. Du kan læse mere om centret her: www.csp.kk.dk.
 
Vi søger en erfaren psykolog, gerne på specialistniveau. Klinisk erfaring med børn og unge med komplekse psykologiske og psykiatriske vanskeligheder vil blive vægtet højt. Derudover efterspørger vi, at du:
  • har erfaring med supervision og undervisning af andre faggrupper
  • har erfaring fra børne- og ungdomspsykiatrien
  • har gode formidlingsevner, mundtligt såvel som skriftligt
  • kan skabe overblik i komplekse opgaver med til tider konfliktfyldte samarbejdsrelationer
  • kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • er teamorienteret og god til at samarbejde.
Vi kan tilbyde
  • en dynamisk arbejdsplads med gode muligheder for faglig udvikling
  • sparring og samarbejde med et engageret team
  • et selvstændigt job med gode muligheder for at præge en enhed i fortsat udvikling
  • flekstid.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst og principperne om ny løn. Arbejdstiden er 24-30 timer ugentlig efter nærmere aftale. Arbejdsstedet er på Limfjordsvej i Vanløse. Center for Socialpædagogik og Psykiatri anvender børne- og straffeattest samt udvidede referencer som led i rekrutteringen.
 
Stillingen forventes besat den 1. november 2017.
 
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til leder af Faglig Enhed Julie Munck på 2147 5498 eller psykolog Lis Selander på 2677 5524.
 
Søg stillingen via nedenstående link senest torsdag den 7. september 2017.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 38.

Jobagent

Du kan oprette en jobagent, så du modtager en mail når Københavns Kommune opslår et job med netop din interesse.
Opret jobagent

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.