Projektchef til Københavns nye områdefornyelse i Folehaven (tidsbegrænset)

Brænder du for at løfte Københavns udsatte byområder i samskabelse mellem kommunens forvaltninger, almene boligorganisationer, lokale aktører og borgere? Vil du stå i spidsen for at gøre Folehaven til et trygt og attraktivt sted at bo med nye byrum og attraktioner samt øge byliv og styrke fællesskaber?

Københavns Kommune gennemfører i dag seks områdefornyelser i byen, som over en femårig periode løfter Københavns udsatte byområder gennem fysiske, sociale og kulturelle tiltag. Vi skal i efteråret 2017 starte en ny områdefornyelse og søger derfor en projektchef til at varetage den daglige ledelse af et lokalt sekretariat og sikre fremdrift i indsatsen.

Stillingen er placeret i Teknik- og Miljøforvaltningen i enheden Område- og Byfornyelse, der arbejder med tre typer af indsatser: områdefornyelse, fælles gårdhaver og bygningsfornyelse. Projektchefen vil få sparring og støtte fra fagligt stærke medarbejdere og de øvrige seks projektchefer i enheden Område- og Byfornyelse.

Om jobbet
Første opgave bliver at nedsætte et team, der skal udarbejde en kvarterplan i samarbejde med forvaltningerne, de relevante almene boligorganisationer, borgere og lokale aktører. Kvarterplanen skal fastlægge visioner, budget og en række konkrete projekter og succeskriterier, der sætter retningen for områdefornyelsens arbejde med at udvikle kvarteret de næste 5 år.

Når kvarterplanen er godkendt af Københavns Kommunes Borgerrepræsentation og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, skal du som projektchef sikre, at kvarterplanen implementeres succesfuldt. I alle områdefornyelsens projekter er et godt samspil med kvarterets borgere, erhvervsliv, lokale aktører, almene boligafdelinger og kommunens forvaltninger helt centralt.

Områdefornyelsen Folehaven
Områdefornyelsen Folehaven er et femårigt projekt (2018-2023) finansieret med i alt 30 mio. kr. fra Københavns Kommune og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Området afgrænses af Folehaven, Bekkersgårds Vænge, Gammel Køge Landvej, Blommehaven og Harrestrup Å. Indeholdt i området er bl.a. de almene boligområder Folehaven og Elleparken, et villaområde samt boligbyggeri langs Vigerslevvej og vejen Folehaven.

Områdefornyelsen Folehaven ligger på kanten af byen og har en række fysiske og sociale problemer. Arbejdsløsheden, de sociale udfordringer og kriminaliteten vokser og området er, ifølge Politiets tryghedsindeks 2015, det mest utrygge i Københavns Kommune. Inden for afgrænsningen er der derfor behov for områdefornyelse med fokus på det gode, tidssvarende hverdagsliv i form af mødesteder, kulturel udveksling og attraktive uderum, som samlet set giver et nutidigt bud på, hvordan et boligområde i periferien af København kan se ud.
 
Flere enkeltstående aktører gør allerede i dag en indsats for at håndtere nogle af områdets udfordringer, men initiativerne er i høj grad fokuseret på at løse en specifik og afgrænset problemstilling. Der er behov for, og potentiale i, en koordinerende indsats, som også skal sikre, at udviklingen af området Folehaven tænkes i sammenhæng med de store, delvist private udviklingsprojekter lige udenfor afgrænsningen og den nærliggende områdefornyelse i Kulbanekvarteret.
 
I løbet af 2016 udarbejdede forvaltningen en ansøgning om områdefornyelse i Folehaven. Du kan finde ansøgningen her: http://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/index.asp?mode=detalje&id=1632

Hvad forventer vi af dig?
Du har gennemslagskraft og lyst til at afprøve nye metoder til udvikling af byen. Du har dokumenteret erfaring fra en kommune, en tegnestue, en boligorganisation eller andet, hvor du har stået bag omfattende udviklings- eller anlægsprojekter med mange aktører og interesser involveret. Du er en blæksprutte, der kan holde hovedet koldt og humøret højt i en til tider uforudsigelig hverdag, hvor tempoet er højt.

Din tilgang er helhedsorienteret, og du formår at håndtere komplekse projekter og modstridende interesser. Du er god til at omsætte og integrere input fra politikere, fagfolk og borgere til strategi og resultater. Du er imødekommende og har flair for at samarbejde med meget forskelligartede aktører som fx kommunale institutioner, frivillige foreninger, erhvervsdrivende og almene afdelingsbestyrelser. Desuden er du god til at identificere og aktivere områdets borgere – også dem som ikke nødvendigvis råber højest.

Som projektchef vil du bl.a.

  • motivere, inspirere og lede et lokalt placeret sekretariat på fire-fem medarbejdere
  • tilrettelægge og gennemføre et kvarterplansforløb, der inddrager og aktiverer områdets aktører og beboere – og munder ud i en ambitiøs plan, som lokalområdet har ejerskab til
  • have et tæt samarbejde med områdets store almene boligforeninger og søsterområdefornyelsen i Kulbanekvarteret
  • samarbejde med og understøtte områdefornyelsens styregruppe med lokale og kommunale repræsentanter samt en række arbejdsgrupper
  • sikre, at kvarterplanens projekter implementeres i samarbejde med kommunens syv forvaltninger og områdets beboere
  • stå i spidsen for ambitiøse og ofte komplekse anlægsprojekter, der giver kvarteret nye byrum, forbindelser, attraktioner og mødesteder
  • tiltrække yderligere midler til kvarteret gennem fundraising og indspil til kommunens budgetforhandlinger
  • sikre synergi mellem områdefornyelsen, bygningsfornyelse og etablering af fælles gårdhaver
  • have ansvar for økonomistyring, budget, regnskab og evaluering.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat i Teknik- og Miljøforvaltningen i Center for Nye Anlægsprojekter med reference til enhedschef Jane Drejer Nielsen. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med forhandlingsberettigede organisation.

Stillingen ønskes besat fra 1. august 2017 og er tidsbegrænset frem til april 2023.

Er du blevet nysgerrig?
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef Jane Drejer Nielsen på 2630 0375 eller projektleder Esben Tjørnevig Henriksen på 2114 2764.

Søg stillingen via nedenstående link senest onsdag den 21. juni 2017

Medsend en motiveret ansøgning, CV og evt. eksamensbeviser og referencer.

Ansættelsesprocessen er kort, da stillingen ønskes besat før sommerferien, så arbejdet med kvarterplanen kan starte i august. Vi forventer derfor at afholde første samtalerunde den 26. juni og anden samtalerunde den 28. juni. Der indkaldes til samtaler den 23. juni.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelsen, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.200 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4 mia. kr.

Jobagent

Du kan oprette en jobagent, så du modtager en mail når Københavns Kommune opslår et job med netop din interesse.
Opret jobagent

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.