Kontorelev til Koncernservice i Københavns Kommune

Vores hovedstad og dine muligheder
Grunduddannelse København søger en kontorelev med speciale i offentlig administration.

Ønsker du en alsidig kontoruddannelse med speciale i Offentlig Administration, hvor du bliver udfordret både personligt og fagligt – så er det måske dig, vi har brug for?
Start din karriere som kontorelev i Københavns Kommune – Danmarks største arbejdsplads.

Dit uddannelsesforløb starter den 1. september 2017, og din praktik vil være forankret i Center for Løn- og Personale, i Koncernservice under Økonomiforvaltningen.
Den teoretiske del af uddannelsen foregår på Niels Brock og afsluttes med en fagprøve.
I din elevtid vil du have mulighed for at danne netværk med andre elever i Københavns Kommune.

Mere om dit praktiksted
Center for Løn- og Personale i Koncernservice består af fem enheder under Økonomiforvaltningen med ca. 220 personalekonsulenter. Koncernservice er et af landets største shared servicecentre, som yder services til Københavns syv forvaltninger inden for områderne løn- og personale samt økonomi. Konkret arbejder vi efter strategien: 'Vi skaber bedre og billigere administration – i samarbejde med forvaltningerne'.

Kontoruddannelsen i Koncernservice varer to år, og består primært af praktisk oplæring. Du bliver involveret i mange opgaver – store som små – og hele tiden med støtte fra elevvejleder og kollegaer. Derudover skal du på tre skoleophold på Niels Brock. Skoleopholdene afsluttes med en fagprøve og en mundtlig eksamen.

Gennem din elevtid i Koncernservice får du mulighed for at være i flere forskellige afdelinger i Center for Løn- og Personale samt Økonomi. Du vil som del af din uddannelse blive tilknyttet en vejleder, og du har en personlig uddannelsesplan, løbende trivselssamtaler og gensidige evalueringer, som er en fast del af dit uddannelsesforløb.

Vi tilbyder

  • God praktisk introduktion til basisfunktionerne inden for Løn- og Personale
  • Gode læringsmiljøer
  • En personlig uddannelsesplan, der løbende bliver fulgt op på
  • Samarbejde og sparring med engagerede kollegaer
  • Selvstændige og varierende arbejdsopgaver i takt med din faglige og personlige udvikling
  • En uges studietur til Bruxelles

Med få ord – du får en solid uddannelse, hvor du bliver klædt på til fremtiden, samtidig med at du udvikler dig både faglig, personligt og socialt.

Koncernservice har gode personaleordninger, herunder kantine-, massage- og fitnessordning, samt arrangementer via personaleforeningen – fx jule- og sommerfest og fredagsbar.

Vi lægger vægt på, at du

  • er interesseret i sagsbehandling, rådgivning og er serviceorienteret
  • har interesse for overenskomster og lovgivning indenfor løn- og personaleområdet
  • har interesse for digitale løsninger
  • følger de fælles arbejdsgange og processer
  • tager ansvar for egen læring og er ambitiøs
  • har lyst til at tilegne dig ny viden
  • er imødekommende og vil indgå i arbejdsfællesskaber – som er i teams, på tværs af enheder og faggrupper
  • kan formulere dig godt både mundtligt og skriftligt
  • har gode danskkundskaber
  • kan arbejde struktureret, selvstændigt og med deadlines
  • er habil bruger af Office 365-pakken

Du skal enten have bestået HG/ HGV efter de regler, der var gældende før 1. august 2015 – eller GF 2 og efterfølgende EUX, eller HHX/STX/HF suppleret med EUS.

Løn- og arbejdsforhold
Dine løn- og ansættelsesforhold er efter gældende overenskomst med HK. Er du under 25 år, er lønnen ca. 13.700,- kr. om måneden. Er du over 25 år, så er lønnen ca. 20.300,- kr. om måneden.

Nysgerrig?
Hvis du vil vide, mere kan du kontakte teamleder Cathrine Kragh på 2343 0569.
Du kan også læse mere om det at være elev i Københavns Kommune på Grunduddannelse Københavns hjemmeside www.grunduddannelse.kk.dk

Hvis du vil vide mere om Københavns Kommune, kan du læse mere på www.kk.dk og du kan læse mere om Koncernservice på www.koncernservice.kk.dk

Ansøgning
Skriv, hvorfor du ønsker elevplads i Københavns Kommune, og hvorfor du godt kunne tænke dig at specialisere dig inden for offentlig administration., samt hvorfor vi lige netop skal vælge dig.
Vedhæft kopi af dine relevante eksamensbeviser. Vedhæft dine standpunktskarakterer, hvis du endnu ikke har modtaget dit eksamensbevis.

Søg stillingen via nedenstående link senest onsdag den 14. juni 2017
Grunduddannelse København afholder i samarbejde med Koncernservice ansættelsessamtaler den 26. juni 2017.

Jobagent

Du kan oprette en jobagent, så du modtager en mail når Københavns Kommune opslår et job med netop din interesse.
Opret jobagent

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.