Lej en ældrebolig - til unge

Er du studerende og på udkig efter en bolig centralt i København? Et sted, hvor du kan fordybe dig i studierne og leje en bolig under trygge forhold? Københavns Kommune og de almene boligorganisationer KAB, 3B, Lejerbo, AAB og VIBO er gået sammen om at leje en række ældreboliger ud til studerende. Boligerne har gode faciliteter og ligger på Nørrebro, på Bispebjerg, København K og i Sydhavnen.

Læs mere om ældreboliger til unge

Ryk op på ventelisten, hvis du er akut boligsøgende pga. studiestart

Er du nyoptaget på en uddannelse i København og mangler en bolig? Så får du en særlig prioritering af din ansøgning via studiestartslisterne. På studiestartslisterne kan du skrive dig op til en af de ledige kollegie- og ungdomsboliger til under 3500 kr. pr. måned dog uden at kunne vælge hvor, men med højest en times transport til dit uddannelsessted.

For at blive optaget på listerne skal du skrive dig op mellem 1. august og 31. august og:
• Lige være blevet optaget på din uddannelse (1. år)
• Have mere end en times transport mellem din nuværende bopæl og dit uddannelsessted

Du skal skrive dig op hos både CIU og KIKK for at øge din chance for at få en bolig hurtigt.

Du kan skrive dig op hos:
• Centralindstillingsudvalget (CIU): www.ciu.dk
• Kollegiernes Kontor i København (KKIK): www.kollegierneskontor.dk

Fremlej et værelse eller en lejlighed

Hvis du ikke har været skrevet op i et boligselskab eller ikke har økonomisk råderum til at investere i en bolig, er fremleje en mulig start på det københavnske boligmarked. Fremleje betyder, at du lejer en andens bolig i en bestemt periode. Boligen er ikke din, men tilhører stadig den eller de personer, du har lejet den af.

Alle slags boliger kan fremlejes for kortere eller længere perioder. I lejeloven er det fastlagt, at lejere af privat udlejningsbyggeri og af alment byggeri under visse betingelser kan og må fremleje i op til to år.

Andelsboligforeninger har ofte lavet specielle regler om fremleje. Men for alle typer af udlejningsbyggeri gælder det, at fremleje ikke må finde sted uden foreningens, ejerens eller selskabets godkendelse. Det gælder selvfølgelig også for private værelser. For kollegieværelser gælder som oftest regler, som det enkelte kollegium har bestemt. Hvis du er i gang med at fremleje en bolig, kan du - for at sikre dig - bede om at få fremlejegodkendelsen at se.

Du kan finde tilbud om fremleje i avisernes boligannoncer, på nettet og i opslag i supermarkeder osv.

Skriv dig på venteliste til en ungdomsbolig

Hos Centralindstillingsudvalget (www.ciu.dk) og Kollegiernes Kontor i København (www.kollegierneskontor.dk) kan du skrive dig op til en ungdoms- eller studiebolig i København. I din ansøgning kan du skrive, hvis du har akut brug for en bolig.

Hvis du har akut brug for en bolig, kan det være nødvendigt at søge bredt - og evt. også lidt udenfor København.