Bispebjerg Krematorium

Ovnrummet på Bispebjerg Krematorium

Bispebjergs Kirkegårds krematorium er taget i brug den 15. januar 2003 og er beliggende lige inden for Bispebjerg Kirkegårds hovedindgang på Frederiksborgvej 125.

Som pårørende er I altid velkomne

I krematoriet er der ingen kapelsal, men der findes et fint modtagelsesrum for familier, der følger kisten til krematoriet. Der findes også et overværelsesrum for pårørende (jpg), som ønsker at være til stede under kremeringen. Bygningen rummer desuden et urneudleveringsrum (jpg), der kan benyttes, når familier ønsker at nedsætte urnen i et kendt gravsted på Bispebjerg Kirkegård. Det er også muligt at få arrangeret en fremvisning i krematoriet, såfremt der er pårørende, som ønsker at se afdøde, inden kremeringen foretages. Endelig har krematoriet også et særligt rum, som kan benyttes af familier, der ønsker af afvaske afdøde selv.

Ring til Københavns Kirkegård på telefon 33 66 91 00 for at lave en aftale om at benytte faciliteterne til pårørende.

Vi tager hensyn til miljøet

Bispebjerg Krematorium er som alle andre krematorier i Danmark udstyret med filtre til rensning af støv og tungmetaller, hvilket gør kremeringerne miljømæssigt forsvarlige. På Bispebjerg Krematorium genanvendes desuden noget af den energi, der bruges i forbindelse med en kremering. Genanvendelsen sker i forbindelse med, at røgen fra krematorieovnene skal afkøles, inden den kan filtreres for skadelige stoffer. Afkølingen foregår ved, at det rør, røgen udledes af, sendes igennem et meget stort vandbassin, der køler røgen. Derved opvarmes vandet. Det kan så via nogle rør sendes videre ud på Bispebjerg Kirkegård og bidrage til opvarmningen af kirkegårdens bygninger. På den måde begrænses udledningen af CO2.

En smuk og værdig bygning

Bispebjerg Krematorium er tegnet af arkitekterne Friis og Moltke og er et præmieret byggeri. Bygningen er rar at være i og er både på de store linjer og i detaljerne skabt med en højt niveau af værdighed og etiske hensyn for øje.

Sundby Krematorium

Sundbys krematorium ligger på Sundby Kirkegård på adressen Kastrupvej 51. Det er renoveret i 2004 og er ligesom Bispebjerg Krematorium en smuk og værdig ramme om det, der foregår her. Også i Sundby krematorium er pårørende meget velkomne. Ring til Københavns Kirkegård på telefon 33 66 91 00 for at aftale nærmere.