Virksomheder, der skal have spildevandstilladelse

Alle virksomheder, der har processpildevand, skal have tilladelse til at tilslutte sig offentlig kloak. Med processpildevand menes der spildevand fra virksomhedens produktion og drift og rengøring, hvor spildevandet indeholder miljøfremmede stoffer.

Ansøgeren er den person eller virksomhed (ejer eller lejer), der har det juridiske ansvar for driften af virksomheden eller anlægget.

Kontakt os tidligt i forløbet

For at fremme en hurtig sagsbehandling anbefaler vi, at I kontakter Center for Miljøbeskyttelse så tidligt i planlægningsforløbet som muligt. Vi kan orientere om relevante love og regler, og vejlede og svare på konkrete spørgsmål i forbindelse med ansøgningen fx viden om renere teknologi og forureningsbegrænsning. Du kan kontakte os på mail: spildevand@tmf.kk.dk

 

 

 

Hvornår du skal søge spildevandstilladelse, og hvad ansøgningen skal indeholde

I skal som virksomhed søge om spildevandstilladelse i følgende situationer:

  • Nyetablering.
  • Udvidelser eller ændringer, der medfører forøget forurening.
  • I har processpildevand, men ingen spildevandstilladelse.

Ved bygge- og anlægsaktiviteter skal I søge om midlertidig afledning af spildevand.

De nødvendige oplysninger varierer alt afhængig af hvilken aktivitet, der afledes spildevand fra. Du skal benytte den ansøgning i fanebladet, der passer til jeres situation. Nogle af punkterne er måske irrelevante for dig. Hvis det ikke er relevant bedes du notere det ud for punktet i ansøgningen, så vi ved, at du har forholdt dig til spørgsmålet.

Få din tilladelse til tiden

I vil inden for 10 hverdage fra modtagelsen af jeres ansøgning få en kvittering for modtagelse, og en orientering om det videre forløb. Vi udarbejder jeres spildevandstilladelse så hurtigt som muligt.

Hvis I søger om midlertidig afledning af spildevand fra bygge- og anlægsaktiviteter er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 4 uger fra vi har modtaget alle oplysninger i sagen. Derfor er det vigtigt, at jeres ansøgningsmateriale indeholder alle relevante oplysninger.

Hvis I søger om tilslutningstilladelse for afledning af spildevand fra en vaskehal og/eller vaskeplads er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid op til 12 uger fra vi har modtaget alle oplysninger i sagen. Derfor er det vigtigt, at jeres ansøgningsmateriale indeholder alle relevante oplysninger.

Hvis I søger om tilslutningstilladelse for afledning af spildevand fra en virksomhed er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid op til 1 år uger fra vi har modtaget alle oplysninger i sagen.  Derfor er det vigtigt, at jeres ansøgningsmateriale indeholder alle relevante spildevandsforhold. I må forvente, at vi i løbet af sagsbehandlingen er i dialog med jer om jeres ansøgning og undervejs har brug for svar på konkrete spørgsmål.