Halvt så mange særligt udsatte boligområder i København på et år

København er gået fra seks til tre områder på regeringens ghettoliste inden for det seneste år.

Regeringens liste over særligt udsatte boligområder for 2015 viser, at i København er fire udsatte områder udgået fra den såkaldte ghettoliste, mens ét område er kommet til. Samlet set er Københavns gået fra seks til tre særligt udsatte boligområder. 

Boligområderne Lundtoftegade, Sjælør Boulevard, Bispeparken og Degnegården er røget af listen, hvilket i høj grad skyldes, at der er færre beboere uden for arbejdsmarkedet og færre beboere, der har begået kriminalitet. Ny på listen er området omkring Stærevej. I alt har København nu tre boligområder på listen: Mjølnerparken, Tingbjerg/Utterslevhuse og Stærevej. 

For alle tre områder er der helhedsplaner på vej. En helhedsplan for Mjølnerparken til 816 millioner indeholder renovering af boliger, etablering af en daginstitution, en handelsgade med forretninger og grønne områder. Planen skal løfte området og tiltrække ressourcestærke beboere. I Tingbjerg/Husum skal en helhedsplan også løfte bydelen ved at åbne området op mod den øvrige by med nye veje. Bydelens grønne områder skal gøres tilgængelige og på sigt skal der være ejerboliger ud mod den naturskønne Vestvold. For Stærevejsområdet i Københavns Nordvest kvarter er der ved at blive udviklet en helhedsplan, som skal være klar i 2016.