Gitte - glad og stabil medarbejder søger arbejde som køkkenmedhjælper

Jeg brænder for at tilberede mad, der både er af høj kvalitet og som samtidig præsenteres på bedst vis og søger derfor alt arbejde som køkkenmedhjælper, madmor eller kantinemedarbejder.

Jeg har stor erfaring med tilberedning af smørrebrød, salater, kolde og varme retter. Jeg har tidligere arbejdet forskellige steder som køkkenmedhjælper, hvor mine primære arbejdsopgaver var at tilberede og anrette varme og kolde retter såvel som buffet og tag selv bord. Derudover har jeg erfaring med borddækning, the- og kaffebrygning samt lettere oprydning.

Som menneske er jeg venlig, imødekommende og pligtopfyldende. Jeg sætter en ære i at komme til tiden, og gøre mit arbejde ordentligt. Jeg er socialt anlagt og er glad for samarbejde med mange mennesker, men er ligeledes vant til at arbejde selvstændigt.

Jeg kan arbejde 15 timer om ugen, og har brug for ind imellem at kunne sidde ned.

Kontaktnummer 54

Morten - fleksibel mødestabil og lærenem ung mand søger arbejde indenfor butik og lager

Min primære arbejdserfaring er inden for butik samt lager. Som person er jeg glad og imødekommende. Jeg er god til at arbejde både selvstændigt og i teams.

Jeg søger arbejde indenfor telebutik, da jeg generelt interesserer mig for telefoni og de styresystemer (Android og IOS), der er knyttet til de forskellige mobiler. Med erfaring indenfor butik er jeg også vant til kundeservice, og jeg trives med personlig kundekontakt.

Jeg søger desuden arbejde indenfor lager og transportbranchen, hvor jeg har fire års erfaring blandt andet med emballering, optælling, scannerbetjening, vareforsendelse- og modtagelse. Jeg har truckcertifikat og har erfaring med at bruge en gaffeltruck.

Jeg kunne også se mig selv arbejde indenfor det kriminalpræventive område i forbindelse med oplysning og undervisning i virkninger og konsekvenser af at tage euforiserende stoffer.

Jeg kan arbejde op til 20 timer om ugen fordelt på 5 dage.

Kontaktnummer 66

Alie - stabil og loyal køkkenmedhjælper og servicemedarbejder søger arbejde

Jeg søger alt arbejde indenfor køkken og servicefaget. Jeg har tidligere været køkkenmedhjælper i en større virksomhed, hvor mine primære opgaver var at tilberede grøntsager, lave salater og mindre retter, forberede samt anrette buffet, lettere rengøring og kaffebrygning.

Jeg er en imødekommende, smilende kvinde, stabil, loyal, fleksibel og giver altid en hjælpende hånd i travle situationer. Jeg er god til selv at tage initiativ, mødestabil, pligtopfyldende, god til at samarbejde og til selv at tage initiativ. Jeg kan arbejde mellem 10-15 timer om ugen.

Kontaktnummer 35

Sharifa - udadvendt positiv medarbejder søger stilling som servicemedhjælper

Jeg vil gerne arbejde som køkkenmedhjælper eller kaffedame i en offentlig eller privat virksomhed. Jeg har tidligere arbejdet på plejehjem, hvor mine arbejdsopgaver netop var tilberedning og servering af mindre retter, borddækning, oprydning og lettere rengøring.

Jeg har tidligere arbejdet med rengøring i hjemmeservice, og i en længere periode var jeg ansat som pædagogmedhjælper i en integreret institution. Desuden har jeg fungeret som vikar i forskellige daginstitutioner.

Jeg er en glad person, der godt kan lide at arbejde med mennesker. Jeg er pligtopfyldende, mødestabil  og kan arbejde 3- 4 timer dagligt 4 dage om ugen.

Kontaktnummer 4

Sara - motiveret glad og smilende

Efter for nylig at have prøvet kræfter med opgaver som butiksekspedient i to forskellige delikatesseforretninger, har jeg indset at jobbet som ekspedient er lige mig. Jeg er god til den direkte kontakt med mennesker og sætter stor pris på denne kontakt, da det er med til at give nye input og variation i hverdagen.

Jeg har tidligere arbejdet med kundekontakt i ILVA, hvor jeg blandt andet var ansvarlig for mit eget område i butikken. Jeg har også arbejdet i og været utrolig glad for henholdsvis Karamelleriet og Ro-Chokolade. Begge stillingerne har været med til at bekræfte, at det er denne vej, jeg gerne vil gå. Skulle der forekomme lettere administrativt arbejde, vil dette også være til at løse fra min side.

Som person er jeg omhyggelig, glad og udadvendt. Jeg er generelt i godt humør, forsøger at møde dagen med et smil, og prøver at se muligheder frem for begrænsninger i forhold til de problemstillinger jeg møder. Til ethvert arbejde hører spændende og udfordrende opgaver og mere rutineprægede opgaver. Jeg lægger vægt på at løse dem alle med samme ihærdighed.

Jeg kan arbejde 20-25 timer om ugen.

Kontaktnummer 23

Charlotte - præsentabel og positiv søger arbejde på skønhedsklinik eller i butik

Gennem mine uddannelser som henholdsvis kontoruddannet og Social og sundhedsuddannet og mine forskellige jobs er jeg vant til at omgås mennesker og er hermed meget serviceminded. Som person er jeg sød, venlig og imødekommende, smilende og præsentabel, udadvendt, positiv og fleksibel, har udpræget ordenssans, er social anlagt og har stor menneskelig indsigt, intuition og rummelighed. Som ovennævnt er jeg meget serviceminded og vil passe rigtig godt i et job, hvor jeg kan udføre praktisk/servicerende arbejde. Det kan være som:

  • Medhjælper i skønhedsklinik (salg af produkter, telefonbetjening/booking af kunder, lettere rengøring/vask af håndklæder, gå ærinder, tage imod kunder, lave the og kaffe.
  • Cafémedarbejder (servering, kundebetjening, lettere oprydning og rengøring)
  • Servicemedarbejder i mindre firma (telefonbetjening, posthåndtering, opdækning i mødelokale, oprydning/afrydning, fotokopiering, gå ærinder samt forefaldende opgaver.
  • Butiksmedhjælper (Salg af tøj, smykker og andet. Kundebetjening, åbning/lukning, telefonbetjening samt lettere rengøring)

Jeg arbejder bedst under velordnede forhold, og jeg trives med strukturerede og rutineprægede opgaver. Jeg foretrækker at arbejde i indre København.

Jeg kan arbejde op til 20 timer om ugen.

Kontaktnummer 69

Lone - imødekommende serviceminded kollega søger arbejde i butik eller på kontor

Jeg er en imødekommende kollega og har blandt andet erfaring med mødeforberedelse og lettere kontoropgaver fra min ansættelse hos Stadsadvokaten, hvor jeg var ansat i syv år.

Jeg kan se mig selv arbejde i en mindre butik, eller som servicemedarbejder på et kontor, hvor jeg kan stå for arkivering, lettere kontorarbejde såsom kopiering, posthåndtering, kaffebrygning, tømme opvaskemaskinen, opdækning og tilberedning af mindre retter. Endvidere kan jeg også godt tænke mig at arbejde på plejehjem eller på en fritidsordning, da jeg er dygtig til alt kreativt håndarbejde – blandt andet papirklip.

Jeg er serviceminded, hjælpsom, glad for at omgås mennesker og har gode samarbejdsevner. Jeg har god ordenssans og hjælper gerne til, hvor behovet opstår.

Jeg kan arbejde op til 20 timer om ugen.

Kontaktnummer 67

Lone - social og ufaglært medarbejder søger lettere servicearbejde

Jeg har tidligere arbejdet som produktionsassistent, hjemmehjælper, pædagogmedhjælper og kantinemedarbejder og søger på grund af problemer med ryg, knæ og led et arbejde uden fysiske belastninger, som servicemedarbejder, kaffedame eller lignende. Af samme grund foretrækker jeg et arbejde, der ligger tæt på min bopæl (Amager).

I min fritid er jeg en del hjemme, hvor jeg nyder at se en god film, spille og socialisere med mennesker. Jeg kan arbejde 3 timer om ugen.

Kontaktnummer 40

Connie - pligtopfyldende og indfølende medarbejder søger arbejde på plejehjem eller i køkken

Jeg er pligtopfyldende og har en god indfølingsevne. Det er vigtigt for mig at være på arbejdsmarkedet, og virke på en arbejdsplads. Jeg søger job som aktivitetsmedarbejder eller som køkken medarbejder, gerne på et plejehjem. Lettere rengøringsjob har også min interesse.

Jeg har hygiejnebevis.

Jeg kan arbejde op til 20 timer om ugen.

Kontaktnummer 71

Julie - serviceminded udadvendt og stabil medarbejder søger job

Jeg søger job især inden for områderne butik, kontor, service og bibliotek.

Jeg er uddannet pædagog og har senere fået en callcentermedarbejder, administration og serviceuddannelse hos CPH West. Jeg bruger dagligt pc og kan blindskrift. Taler og skriver flydende dansk, engelsk og portugisisk.

Jeg har senest arbejdet som kundeekspedient i en Fair Trade butik, hvor jeg blev beskrevet som serviceminded, stabil, pligtopfyldende og struktureret. Udover at have arbejdet som pædagog har jeg mange års erfaring i brancher hvor mennesket er i centrum. Bl.a. som plejemedhjælper i en akutafdeling for rehabilitering af ældre på et plejehjem. Endvidere har jeg arbejdet på et universitetsbibliotek og et folkebibliotek. Som frivillig har jeg arbejdet som medhjælper i et folkekøkken og i forskellige genbrugsbutikker.

Jeg fungerer godt både hvad angår at arbejde selvstændigt og i samarbejde med kolleger. Jeg er lærenem og glad for udfordringer.

De forskellige arbejdsgivere jeg har haft, kan bekræfte at jeg er ansvarsbevidst og engageret, såvel som omhyggelig og selvstændig.

I min fritid dyrker jeg tai chi og vandreture med min kæreste.

Jeg kan arbejde 15 timer om ugen efter kl. 10. Det er væsentligt for mig, at arbejdet er fri for fysisk belastende opgaver.

Kontaktnummer 56

Metha - serviceminded og kompetent medarbejder søger arbejde indenfor butik

Jeg søger primært job indenfor butiksbranchen, da jeg har atten års erfaring indenfor branchen, både som butikschef, som kørende sælger og som butiksassistent. Jeg er oprindelig uddannet butiksassistent indenfor isenkram, og har både arbejdet i Bahne og Inspiration.

Jeg trives med kundekontakt og betjening, er udadvendt, smilende og serviceminded. Jeg er dog også åben overfor andre arbejdsområder, der involverer kundekontakt fx på kontorer og i større virksomheder. Jeg er mødestabil, systematisk og er vant til selvstændigt at løse mine opgaver, men fungerer også glimrende i et samarbejde.

Jeg kan arbejde 15 timer om ugen.

Kontaktnummer 61

Steen - kontorbetjent der sætter en ære i at servicere

Min motivation for at søge job som kontorbetjent hos jer, er at jeg sætter en ære i at levere en service, der er præcis og sikker. Jeg har et godt overblik, er omhyggelig og har øje for, hvor der er et behov for min assistance.

I et fremtidigt samarbejde vil jeg kunne bidrage med løsning og varetagelse af mindre kontor og service opgaver, som ikke nødvendigvis kan bære en fuldtidsstilling. Der hvor jeg ser mine nøgle kompetencer udnyttet bedst muligt er indenfor følgende områder:

  • Fotokopiering og anden mangfoldiggørelse
  • Postmodtagelse, omdeling og -forsendelse
  • Modtagelse af kunder/ gæster
  • Kørselsopgaver, byærinder eller lignende

Med mine over 25 års erfaring, som medarbejder i Post Danmark, kan jeg bidrage med en række kompetencer. Her vil jeg særligt fremhæve min store kørselserfaring og ansvarsbevidsthed, samt min særlige evne til at tale med alle slags mennesker.

Grundet et uheld i 2002 er jeg i dag tilkendt fleksjob og kan tilbyde min arbejdskraft i effektivt 15 timer om ugen. Jeg har ikke brug for særlige hjælpemidler på min arbejdsplads, men skal undgå et alt for tungt fysisk arbejde - og ville derfor være ked af at blive ”kasseret” på forhånd udelukkende i kraft af dette.

Jeg kan tiltræde når som helst og ser frem til at være en vigtig støttefunktion til den primære drift i jeres virksomhed, og dermed være med til at opretholde et effektivt workflow.

Kontaktnummer 75