Piccolo i konsulentvirksomhed

Navn: Silas Özaltin
Alder: 15 år.
Arbejdsplads: Foreningen Nydansker.
Timeløn: 60 kr.
Arbejdstimer: 3 timer
Bruger sin løn på: Tøj og elektronik.

"Jeg er glad for at arbejde i Foreningen Nydansker, hvor jeg køber ind og hjælper med andre praktiske opgaver. Det er en lille arbejdsplads, så man lærer hurtigt folk at kende, og det er ret socialt. Min chef er også ret utraditionel. Han går ikke med slips og jakkesæt, eller, kun når han skal til møder.

Jeg synes, at det er vigtigt at få erfaring med arbejdsmarkedet i en tidlig alder. På et eller andet tidspunkt skal man jo have et job, og det er jo ikke erfaring man får gennem skolen. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde et sted som i Foreningen Nydansker i fremtiden. Det er spændende, især med min baggrund. Jeg har en halv tyrkisk baggrund, hvilket betyder, at jeg har kendskab til tyrkisk humor og kultur. Det er en kompetence, jeg kan bruge i mit arbejde." 

Salgsassistent

Navn: Hakim El Ghazouani.
Alder: 18 år.
Arbejdsplads: Irma
Timeløn: 100 i timen samt tillæg på 20 efter kl. seks
Arbejdstimer: 8 timer om ugen
Bruger sin løn på: Tøj og elektronik

”Jeg er glad for at arbejde i Irma, og det bedste ved mit job er lønnen! Der er selvfølgelig også andre gode ting ved at arbejde i Irma. Blandt andet afholdes der gallafester, hvor man skal være fin i tøjet. Det er faktisk ret fedt. Derudover møder man jo en masse nye mennesker. Jeg har lært meget ved at arbejde i Irma, blandt andet at være mere disciplineret og at tage ansvar. Jeg startede med at sætte varer på plads og hjælpe kunderne i butikken. Nu sidder jeg i kassen og sørger for, at alt ser pænt og ordentligt ud i butikken.

Jeg har lært, at det er vigtigt at informere arbejdspladsen, når man bliver syg eller er ved at komme for sent på arbejde. Jeg har venner, som ikke er så gode til det, og det kan jo egentlig være fyringsgrundlag”.

Jeg bruger primært min løn på mig selv. Men hvis min mor ringer og spørger om jeg lige vil købe nogle ting med hjem, så gør jeg også det.

Min plan for fremtiden er at videreuddanne mig indenfor it-programmering. Jeg arbejder meget med computere i min fritid og er god til at overclocke computere - altså tune dem”.