Overborgmesteren (A) 1. behandling af Budget 2015

Overborgmester Frank Jensens tale ved 1. behandling af budgetforslaget for 2015

Det talte ord gælder.

Verdens bedste by!

Det er København.

Hele tre gange inden for de seneste år har vi fået den kåring.

Og skulle nogen synes, at Monocle er et lidt mærkeligt hipsterblad

Så kør i stedet en tur op på Langebro sidst på dagen og se solen sende sine sidste stråler ud over havnen.

Eller gå en tur over Dronning Louises bro fredag aften og dans med ved en af de spontane gadefester på det brede fortov.

Man kan selvfølgelig også bare se på alle de andre priser, vi har modtaget.

Så kan man se, at København er en succes.

Det er ikke noget, vi er kommet sovende til.

Det har krævet hårdt arbejde, svære prioriteringer, flotte visioner.

Og ikke mindst stærkt samarbejde.

Det sidste vil jeg især fremhæve.

Ingen partier har siddet så meget med armene over kors, at de ikke kan tage del i æren.

Og det er også sådan, det skal være!

Københavnerne er bedst tjent med et bredt samarbejde på Rådhuset.

---

København er for alvor trådt ud af fortidens skygge og truende bankerot.

Nu er København hele Danmarks vækstmotor.

Vi er Europas grønne hovedstad.

Vi har genindført pasningsgarantien i vores børnehaver og vuggestuer.

Og personligt blev jeg særlig glad, da jeg forleden hørte børne- og ungdomsborgmesteren fortælle, at 8 ud af 9 af vores udsatte skoler har vendt udviklingen og sikret en blandet elevsammensætning.

Det er virkelig godt gået!

Men vi skal naturligvis ikke stikke hinanden blår i øjnene.

Jeg står ikke her og siger, at alt er godt.

---

Vi skal holde fast i vores resultater, men der er masser, vi kan gøre endnu bedre.

Vi skal investere i at fastholde den høje livskvalitet for københavnerne.

Og vi skal have væksten højere op, så vi kan tiltrække arbejdspladser og komme overledigheden til livs.

Men først og fremmest, så skal vi have alle med!

København er ikke et VIP-projekt.

Det er fantastisk, at Noma igen er blevet verdens bedste restaurant.

Men det vigtigste er, at den almindelige københavner har mulighed for at spise sund og lækker mad til hverdag.

Vækst og livskvalitet skal komme alle til gode.

Et af de vigtigste kendetegn ved København, er vores stærke fællesskab.

Jeg har før sagt, at jeg er bekymret for, at vores by bliver delt i to.

Det er kampen imod den opdeling, som er vores vigtigste opgave i de kommende år.

---

Man kan gøre mangt og meget.

Men når vi kigger ned i den kommunale værktøjskasse, så er der to redskaber, som står over alle andre.

Det er boligpolitikken og skolepolitikken.

Det er her, vi som kommunalpolitikere for alvor har håndtagene, der kan ændre på de grundlæggende forhold.

Så ulighed og opdeling i stedet bliver til lighed og fællesskab.

Derfor er det forhåbentlig heller ikke nogen overraskelse, at Socialdemokraternes hovedprioriteter ved de kommende forhandlinger er en solid boligpakke og fortsatte investeringer i vores folkeskoler.

---

Det er i disse år, vi for alvor skal sørge for at investere i flere almene boliger.

De mest attraktive områder i byen er allerede blevet lukket land for de almene selskaber.

Og grundpriserne fortsætter opad.

Mange har sikkert hørt, at muligheden for at lade kommunerne stille plankrav om billige boliger, indgår i finanslovsforhandlingerne.

Vi krydser fingrer.

Men indtil det sker – og selv hvis det sker – så er det både klogt og rigtigt, at vi sørger for boliger, hvor både butiksassistenten og den studerende har råd til huslejen.

---

København skal være en blandet by med et stærkt fællesskab.

Det betyder ikke, at vi skal tromle de private løsninger.

Men vi skal sikre, at fællesskabet er så attraktivt, at det slet ikke er til at sige nej til.

Folkeskolen er den vigtigste institution, vi som kommune har ansvaret for.

Derfor skal folkeskolerne også have en helt særlig bevågenhed.

Særligt i disse år, hvor antallet af skolebørn eksploderer, samtidig med at folkeskolereformen træder i kraft, og vi stadig mangler at renovere for over to milliarder kroner på vores skolebygninger.

I bund og grund er det i folkeskolen, at den vigtigste kamp mod fremtidens ulighed foregår.

---

En anden vigtig kamp mod uligheden er kampen for at skabe arbejdspladser. Derfor vil socialdemokraterne også med dette budget være optaget af at skabe arbejdspladser.

Det vil vi gøre ved dels ved at investere massivt og dermed skabe private arbejdspladser, dels ved at sikre, at det københavnske erhvervsliv har så gode vilkår som muligt.

---

Men selvom vi gør nok så meget for at skabe jobs og for at investere i skoler og boliger, så er der desværre nogen, der ikke klarer den.

De mennesker - som af den ene eller den anden grund falder igennem - dem skal vi være klar til at gribe – og få tilbage på sporet.

Alle kan få brug for en chance til.

Derfor vil socialdemokraterne også bruge budgetforhandlingerne til at sætte ind med initiativer både på socialområdet og på beskæftigelsesområdet.

Hvem ved om ikke det også viser sig at være en god investering i længden?

---

Hverken vækst eller livskvalitet kommer af sig selv.

Jeg har kun nævnt nogle få af de mange emner, som vi skal drøfte i forhandlingerne.

Jeg glæder mig.

Jeg ser frem til, at vi i fællesskab laver en aftale, som kan gøre København til en endnu mere fantastisk by for børn, for ældre, for virksomheder, for studerende, for udsatte og ikke mindst for helt almindelige, hårdtarbejdende Københavnere.

Yildiz Akdogan (A) 1. behandling af Budget 2015

Yildiz Akdogan (S), politisk ordfører

Budgetordførertale

  • Hvad gør en by ”liveable” – værd at leve i – blev den internationale arkitekt Jan Gehl spurgt om, da København endnu engang fik prisen for at være den bedste by. Svaret ifølge Gehl er ret ligetil, det er, når ”Byen er til for de mennesker, der bor i den.”
  • Fortællingen om København er vores fælles fortælling om byen, der som en grim ælling i 80’ernes økonomiske krise og stagnation, har udviklet sig til en smuk svane - en rummelig by med muligheder for de mennesker der bor i den.
  • Det er en fortælling om vækst og livskvalitet. Det er en fortælling, vi kan være stolte af. En fortælling, der konstant er i bevægelse.
  • For at fortællingen om verdens bedste by – ”en by for dens borgere” – holder, skal vi konstant holde fokus, prioritere og skabe forbedringer for københavnerne.
  • Det betyder for os Socialdemokrater, at vi igen tager Københavns og københavnernes udfordringer op i årets budgetforhandlinger.
  • Vi tager kampen op mod en social, kulturel og økonomisk opsplitning af byen.
  • Vores mål er, at København er en tryg by for alle – uden parallelsamfund,  social ulighed eller forskel på bydelene.
  • I budgettet for det kommende år, som også overborgmesteren nævnte, sætter vi derfor helt særligt fokus på boliger til almindelige mennesker og ordentlige skoler til vores børn. Men vores ambition er også at skabe jobs, ligesom vi ønsker at de svageste kommer mere med.
  • Det er vigtige elementer for, at vores København hænger sammen fra bydel til bydel, fra gade til gade, fra menneske til menneske.
  • Københavnerne skal have deres hverdag til at fungere – som studerende, familie eller ældre borgere.
  • Overfor bøller, der er på den anden side af loven eller unge på vej derud, vil vi blive ved at signalere og fortsat handle på, at alle skal opføre sig ordentligt og inden for de rammer, vores samfund fungerer i.

 

  • Der er på den måde en lang række fortællinger i selve fortællingen om København.

 

  • Vi har fortællingen om Børnenes København.
  • Vi har knoklet for at sikre pasningsgarantien for de små. Den holder vi fast i.
  • Nu er det tid til at skabe ordentlige skoleforhold til de børn, der er blevet lidt ældre. Folkeskolen skal igen være så god, at den er et tilbud man slet ikke har lyst til at sige nej til.
  • Vores fokus er derfor, at fagligheden skal blive bedre, skolerne skal danne moderne rammer og at folkeskolereformen bliver en succes.
  • Det gør vi ved at investere i renovering og i nye skolespor, så der er plads til både viden, læring og arbejde.
  • Vi skal have en folkeskole, hvor det hverken piber ind ad vinduerne eller ud ad ørerne. Men en skole, hvor faglokalerne er moderne og toiletterne lækre. Vores skole skal svare til vores tid.

 

  • Fortællingen om de socialt udsatte københavnere er også på vores prioriteringsliste. For alle skal med.
  • Vores retning er hjælp til selvhjælp. De københavnere, der er svagest skal blive så selvhjulpne som muligt.
  • Vi skal på samme tid blive bedre til at tage os af de udsatte.
  • Det betyder flere boliger til udsatte borgere, hjælp til unge hjemløse og en tidligere indsats over for misbrugere.
  • Men det betyder også at tiltag, der virker, fortsat skal prioriteres f.eks. socialrådgivere på skolerne.

 

  • København er også de ældres by.
  • Fru Hansen skal kunne føle sig tryg i hjemmet og byen, ligesom hun skal kunne bruge byens mange kulturelle tilbud som alle andre.
    • Det betyder vi skal sikre, der kører busser, og der er stoppesteder tæt på, hvor fru Hansen bor.
  • Ligeledes skal vi være bedre til at sikre assistance fra den samme hjemmehjælper – så det ikke er en ny person, fru Hansen møder hver dag.

 

  • København som en sund by er også en vigtig fortælling. For vi vil af med ulighed i sundhed.
  • I dag er 7 års forskel på middellevetiden, hvis du krydser Dronning Louises Bro fra Nørrebro til Indre By.
  • Derfor skal alle kunne få hjælp og viden om sundhed lige rundt om hjørnet.

 

  • Fortællingen handler også om, at vi gerne vil have mere aktive og kulturelle københavnere.
  • Der er masser af ideer og fantastiske oplevelser, der skal følge med, når de 1.000 nye københavnere strømmer til byen hver måned.
  • Det handler jo ikke bare om oplevelser og motion, men også mulighed for at mødes på kryds og tværs af sociale og økonomiske skel.
  • Der er stadig stor ulighed i forhold til forbrug og udbud, alt efter hvor man bor i byen.
  • Der skal være kulturtilbud lokalt, ligesom det er nødvendigt at fordoble klubhuspuljen til renovering af klubhuse.
  • Det er imponerende, hvad en kunstgræsbane ved Nørrebroparken kan skabe af liv og engagement. Når jeg går forbi den meget velbesøgte bane, er det enten Fatima og veninderne, der dribler med bolden, den lokale herreklub, eller de ambitiøse nydanske fædre, der hepper begejstret på lilleputholdet. 
  • Det er de lokale tilbud, der skaber liv og aktivitet i bydelene. De skal vi dyrke i hele byen.
  • Og for at der skal være nok plads til alle, vil vi udnytte vores faciliteter bedre hele døgnet – alle ugens dage. Vi vil forbedre de bydele, hvor der er behov, og huske kulturen og fritiden i de nye områder som f.eks. Nordhavn.

 

  • Fortællingen handler også om, at København er en velfungerende og sammenhængende grøn by.
  • Det er gavnligt og visionært, at vi har en CO2-neutral målsætning i 2025.
  • Vi gør byen grønnere, øger livskvaliteten, men gør det også attraktivt for nye erhverv f.eks. Cleantec.  Byen bliver et showroom og et forbillede for andre byer.
    • Vi sætter fokus på at få endnu flere til at gå, cykle, tage bus og metro. Vi fortsætter med at investere i cykelinfrastruktur.
    • Ligeledes ønsker vi, at biltrafikken skal fungere effektivt. Det betyder blandt andet, at veje og gader skal tjekkes for større huller og at der nogle steder skal være lyddæmpende asfalt. Det betyder også, at lyskryds skal digitaliseres for at sikre flowet i trafikken.
  • For at vende tilbage til min indledning om, at København ”er til for de mennesker, der bor i den”, handler fortællingen også om, at de bydele og boligområder, der trænger til et løft, rent faktisk får det løft. Vi er i fuld gang og stopper ikke her. For vi har alle, store som små, brug for trygge og gode rammer at bo i. Og vi har brug for, at København hænger sammen.

 

  • Men for at hele fortællingen skal hænge sammen, kræver det også, at vi har stort fokus på det vigtige kapitel om, at københavnerne skal have uddannelse og job.
  • Beskæftigelsen er steget. Men ikke alle har job endnu. Det skal vi tage alvorligt og ændre.
  • Og så skal vi sikre, at alle der vil, kan få en praktikplads.
  • Uddannelse og arbejde hænger sammen og begge områder tager vi alvorligt, også for at skabe vækst og tryghed.

 

  • Der er altså rigtig mange vigtige og nødvendige investeringer i København - Også i 2015.
  • Investeringer, der gør hverdagen for københavnerne tryg og til den bedste by at bo i.
  • Hvad enten du er gammel, ung, familie, enlig, studerende, ny- eller gammelkøbenhavner.
  • Derfor lad det være sagt: heller ikke i år giver skattelettelser mening for os.
  • Vi har for mange vigtige investeringer i København og i københavnerne, at bruge pengene på.
  • For det er jo ikke bare en fortælling. Det handler om vores alle sammens hverdag. Det handler om at skabe en god, sammenhængende by ”for de mennesker, der bor i den”.
  • Det handler om at tage ansvar for københavnerne. Det tager vi 
  • Og det ansvar glæder vi os til at samarbejde med jer om.

 

  • Tak for ordet.

Signe Færch (Ø) 1. behandling af Budget 2015

Et mere lige, solidarisk og grønt København

- Enhedslistens budgetordførertale til forhandlingerne om budget 2015 

I dag tager vi hul på de første budgetforhandlinger efter et kommunalvalg, hvor københavnerne gav os et klart mandat. I november gik de ind i stemmeboksen og satte i overvejende grad deres kryds ud for de partier, der vil mere et lige og solidarisk København, et grønnere København.

De sagde nej tak til skattelettelser, og flere nedskæringer i det offentlige.

Nej tak til et boligmarked, hvor man er overladt til bolighajer, hvis man ikke har en far, der er rig nok til at købe forældrekøb.

Nej tak til at lade jungleloven regere på vejene, og lade alt indrettes efter dem med bil.

Københavnerne sagde ja til et København, hvor vi som et stærkt fællesskab forsøger at løse de problemer, vi har i byen. 

Ja tak til en by, hvor vi bygger billige boliger, så det bliver muligt at finde sig et sted at bo for helt almindelig mennesker.

Ja tak til en grøn by, hvor vi begrænser de alt for mange biler, der dagligt skaber kaos, og i stedet satser på tiptop forhold for cyklister og det kollektive.

Ja tak til en by, hvor vi behandler arbejdsløse ordentligt, dropper nedskæringer og i stedet satser på offentlig velfærd og jobskabelse.

Det mandat gav københavnerne os. Og det er den by vi skal komme tættere på med dette års budgetforlig.

Byen vokser

København vokser i de her år.  At mange flere gerne vil bo i vores København er både fantastisk og skaber liv og muligheder – og så gør det kommunens økonomi er bedre end tidligere. Det giver mulighed for at lappe på det gigantiske millardefterslæb vi har efter årtier, hvor der ikke har været sat penge af til renovering af vores bygninger, cykelstier og byrum.

Men når byen vokser skaber det også øgede behov. Og det skaber pres på vores boligmarked, vores velfærdssystem, vores trafik og vores arbejdsmarked.

Og det pres truer lige nu det fællesskab vi har i København.  For når vi har øgede behov, men samtidig er økonomisk bundet på en måde, der betyder at vi ikke kan indfri de behov. Så det bidrager det til, at kløfterne i byen vokser. Kløfterne mellem privilegerede og uprivilegerede, kløfterne mellem rig og fattig.

Rigtig mange københavnere mærker alt det positive, fremgangen, kulturlivet i byen.

Men de mange tusinder i København, der har brug for hjælp fra kommunen. De som ikke har råd til en ejerlejlighed til 2 millioner og en bil. De mange der er røget ud af dagpengesystemet og i dag nyttejobber ude på Amager Fælled.  De ser ikke meget til fremgangen.

Derfor er det afgørende, at vi bruger budgetforhandlingerne til at imødekomme byens grundlæggende behov og mindske den kløft.

Fordi vi vil et København, hvor du kan bo selvom du ikke har råd til en dyr ejerlejlighed.

Et København, der også fungerer for alle os, der cykler.

Hvor du trygt kan regne med, at der er et kommunalt velfærdssystem, når dit barn skal passes, din mor har brug for pleje eller du selv ryger på røven og har brug for hjælp.

 

Serviceloftet

Udgangspunktet for at efterleve københavnernes mandat om et mere lige, solidarisk og grønt København, burde være faktisk være gode. Igen i år forhandler vi om et tal i omegnen af 2,5 milliarder kroner. Det er mange penge, og vi er bedre stillede end mange andre kommuner.

Men når vi samtidig kan se, at personalet på vores handicapbosteder er alt for pressede, når pædagoger oplever, at der knapt er tid til at tage på tur, og lærere oplever, at hverdagen med børnene er blevet mere forjaget.

Så er der noget, der ikke hænger sammen.

Vi står med et paradoks. Det går faktisk økonomisk godt, men København er underlagt styring fra staten, der betyder, at vi ikke kan bruge pengene på den velfærd, som er helt nødvendig. For de samme antal kroner, med det samme antal ansatte, skal vi løse stigende opgaver, f.eks. på psykiatriområdet, hvor der kommer flere psykisk syge, men vi ikke får penge til det ekstra personale, der skal drage omsorg for de mennesker. På den måde udhuler serviceloftet vores kommunale velfærd.

 

Det er ikke en situation, vi kan løse her i kommunen. Det er de borgerlige partier og socialdemokraterne på Christiansborg, der har mulighed for at lave det her om, og stoppe den undergravning af både velfærden og det kommunale selvstyre. Men vi må forsøge at råbe dem op og forklare dem konsekvenserne af serviceloftet.

Og vi skal arbejde for, at København går over det del-måltal for servicerammen, som KL har udstukket. Og så længe kommunerne samlet set går så meget under servicerammen, må det også kunne lykkedes at få KL med på, at vi udnytter den samlede ramme bedre, ved at lade de byer, der faktisk har behovet, gå over del-måltallene.

 

 

Prioritere de grundlæggende behov

Vi kan ikke løse problemet med den økonomiske spændetrøje her i København, men den får betydning for, hvordan vi skal prioritere.

Når vi er underlagt stramme økonomiske rammer, så tvinger det os til, at fokusere på de grundlæggende udfordringer og behov vi har i København. Derfor mener vi heller ikke i Enhedslisten, at vi har råd til at bruge penge på lettelser i hverken skatter eller afgifter.

I stedet skal vi tage hånd om de behov, der presser sig allermest på.

Det handler for Enhedslisten handler om.

At få skabt en grønnere by og yde vores bidrag til at afværge klimakrisen. Derfor skal en fremkommelighedspakke sikre, at der ikke sker stigning i biltrafikken de kommende år – gennem et massivt løft for cykler og for den kollektive trafik, hvor vi bl.a. skal have sat gang i mere letbane.

Det handler også om at få styr på boligsitutationen. Det kræver at vi får bygget almene

billige boliger, både som familieboliger, ungdomsboliger, seniorfællesskaber og basisbolig. Og så foreslår vi at nedsætte en boligkommission, der skal komme med bud på, hvordan vi sikrer, at vi ikke ender som London eller Paris, hvor de færreste har råd til at bo i selve byen.

Det handler også om, at forsøge at sikre det velfærdssystem, der skal træde til, når man har mest behov – det skal vi sikre ved at have fokus på de mange udløb og på de stigende behov på socialområdet og børneområdet, og huske de udsatte områder i byen.

Og så skal vi væk fra den arbejdsløshedspolitik, der handler om at genere de arbejdsløse, men i stedet sætte fuld skub på jobrotation, hvor vi kan tilbyde arbejdsløse ordinær beskæftigelse som vikarer, mens kommunens egne ansatte efteruddannes.

Behovet for skarp prioritering betyder også, at vi bliver vi nødt til at se på de spareforslag der ligger, og de mange aktiviteter, der udløber, før vi ser på nye spændende initiativer.

Særligt på social- og kulturområdet er der en række udløb, der er helt afgørende. Men også på børneområdet, beskæftigelse, sundhed er der vigtige udløb, som det er nødvendigt at kigge på.

På børneområdet er processen omkring spareforslagene jo knapt nok afsluttet. Det har været en ærgerlig proces, men vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at rulle den planlagte grønthøsterbesparelse tilbage. Vi har været med til at sende en række konkrete spareforslag videre til forhandlingerne, men kan stadig være bekymrede for, om de effektiviseringer holder hele vejen hjem.

Det vil vi forfølge i forhandlingerne, og pille eventuelle forslag ud, som vi mener, forringer forholdene for byens børn.

Hvis der er behov for det, ved jeg, at vores ordfører Rikke Lauritzen gerne uddyber i debatten.

 

 

Et lige, solidarisk og grønt budget

Vi står overfor budgetforhandlinger, hvor der er brug for, at vi fokuserer på de grundlæggende behov i byen. Vi håber, at der kan være flertal for et forlig, hvor vi tager hånd om de problemer vi har trafikken i byen, pres på boligmarkedet, presset på velfærdsområderne og manglen på jobs.

Vi gør os ingen illusioner om, at det bliver et budgetforlig, der i sig selv kan løse de store kløfter vi ser i byen, eller forhindre den langsomme udhuling, der sker af den københavnske velfærd.

Men vi går til forhandlingerne med et ønske om at lave et budgetforlig, hvor vi efterfølgende kan se københavnerne i øjnene og fortælle dem, at vi har prioriteret de nødvendige ting, for at skabe en by der ikke kun er for dem, der er ved muffen. Hvor vi tager udgangspunkt i københavnernes behov, og sikrer at det bliver en by, hvor almindelige mennesker har råd til og lyst til at bo og leve.

Hvis vi gør det, tager vi københavnernes mandat fra valget i november alvorligt. Så skaber vi et mere lige, solidarisk og grønt København.

Tommy Petersen (B) 1. behandling af Budget 2015

Et København for alle
Radikale Venstre er optaget af, at sikre et København for alle. Et København, der hænger sammen.

I København skal der være reelt lige muligheder for alle.

Derfor er det for Radikale Venstre en prioritet, at sikre social mobilitet og gøre op med den negative sociale arv, så den enkeltes muligheder ikke afhænger af, hvilken baggrund man har.

I dag er det sådan, at københavnere med korte uddannelser og lav indkomst har færre gode leveår. Det skal vi ikke acceptere.

Alle skal med, og vi tror på, at det kan lade sig gøre.

Når det kommer til at bryde den negative sociale arv, har Danmark nærmest ikke flyttet sig de sidste 10 år.

Derfor har en række af regeringens reformer været så vigtige at få i gang.

Både folkeskolereformen, erhvervsuddannelsesreformen og beskæftigelsesreformen sigter på netop at sikre social mobilitet.

Vi tror på, at vi med en god og sikker hånd om byens arbejdsløse, om de unge og om de udsatte grupper, kan bringe regeringens reformer i mål og løfte vores by endnu højere.

Vækst og beskæftigelse
Det er en topprioritet for Radikale Venstre, at folk kan få et arbejde. Det handler ikke blot om tekniske foranstaltninger, men en grundholdning om, at arbejdet er en forudsætning for, at man skaber sin egen fremtid.

Heldigvis går økonomien, væksten og jobskabelsen nu i den rigtige retning. Der er øget tillid fra borgere og erhvervsliv til dansk økonomi.

Desværre halter København dog bagefter de byer, vi gerne vil sammenligne os med i udlandet, når det kommer til betingelserne for jobskabelse.

For meget bureaukrati, for mange gebyrer, og for dårlige rammebetingelser trækker gang på gang erhvervsklimaet i København ned. Det hindrer os i at tiltrække investeringer og virksomheder, og dermed også at skabe jobs og vækst i København.

Derfor er det vigtigt, at vi for alvor kigger på de forhold, som erhvervslivet peger på er problematiske for deres virke i Hovedstaden. Vores erhvervsservice skal professionaliseres langt mere; vi skal blive langt bedre til at tiltrække og fastholde international arbejdskraft, og så skal vi være tætte medspillere i industrier, der skaber jobs i Hovedstaden.

Derfor foreslår vi oprettelsen af et Erhvervscenter på ligne med det succesfulde International House, så virksomheder har én samlet indgang til kommunen, og kan blive betjent hurtigt og effektivt.

Vi skal desuden føre en aktiv beskæftigelsesindsats, der erstatter meningsløs passiv forsørgelse med en aktiv indsats målrettet den enkelte.

Det er ligeledes kernen i beskæftigelsesreformerne, som her rammer plet. Men det kræver fokus og en masse knofedt.

Vi ved nemlig, at der er stor risiko for, at du ender på kontanthjælp, hvis din mor og/eller far også er det. Derfor er det afgørende, at vi afsætter ressourcer til en gruppe, der ikke selv råber højt, hvis vi vil bryde den negative sociale arv.

Men vi skal også stille klare krav og forventninger til de ledige. Krav om, at alle der kan, skal tage uddannelse eller arbejde. Og forventning om, at alle med den rette hjælp kan udvikle sig positivt.

Vi skal have fokus på resultater frem for processer, at sætte virksomhedernes behov i centrum, at opkvalificere medarbejderne samt at placere indsatsen, dér hvor vi får mest beskæftigelse for pengene.

Børn og unge 
Vi tror på, at vi sammen kan skabe en god by med gode rammer for vores børn og unge, så de kan have en god barndom, og samtidig tilegne sig de værktøj, de skal bruge videre i livet.

I Danmark er sandsynligheden for at få en kandidatgrad 9 gange større for akademikerbørn end for børn af ufaglærte. Det er meget skævt.

Sådan burde det ikke være. Det støder vores retfærdighedssans og strider i mod vores forestilling om Danmark. Vi tror ikke på, at de tal afspejler, hvor talentet findes.

Med skolereformen og erhvervsuddannelsesreformen får vi en helt unik mulighed for at bidrage til, at alle kan være med. En mulighed for at styrke den sociale mobilitet.

Lektiecafé, så alle kan få hjælp til lektierne; mere bevægelse, så børnene bedre kan koncentrere sig; mere dansk og matematik, og ikke mindst den åbne skole, hvor alle børn får mulighed for at stifte bekendtskab med foreningslivet og se nye muligheder.

Vi skal sørge for, at reformerne kommer godt fra start. Derfor skal vi støtte op om de enkelte elementer.

Hverdag der hænger sammen

Radikale Venstre ser det som en kerneopgave, at kommunen skaber rammerne for at borgerne i København kan leve deres liv, som de gerne vil.

Derfor er det afgørende, at vi som politikere er med til at sikre, at hverdagen kan hænge sammen.

Det er vigtigt at bevare og udvikle fleksible dagpasningstilbud

Og i takt med at familier indretter sig på flere og flere forskellige måder, og at arbejdsmarkedet ikke længere kun har åbent 8-16, er også behovet for pasning i skæve tider af døgnet vokset. Der er derfor behov for flere pladser på døgnåbne daginstitutioner, så børn kan være i trygge og velkendte rammer, hvis forældrene arbejder om natten. Hverdagen skal hænge sammen.

I takt med at vores by vokser, og nye boligområder skyder op, skal vi ligeledes sikre os, at byen hænger sammen og at vi bygger, udvikler og handler så ressource effektivt som muligt.

Der  hvor vi ikke udvikler metro, skal vi sørge for at binde byen sammen med bedre  busforbindelser, og indtænke nye transport former såsom brug af det vand, der omgiver byen. Vi skal naturligvis også fortsætte med at  udvikle vores cykelstier, så man nemt og sikkert kan komme rundt i byen  - være en del af byen

På samme måde skal vi sørge for, at nye områder består af blandede boliger. Vi skal undgå ghettoer uanset hvilket indkomstlag, der kendetegner dem. Det skal være muligt for alle at bo i København, uanset hvilket kvarter der fanger deres interesse.

Og når man så finder det sted man vil bo, så skal vi naturligvis sørge for, at der er daginstitutioner og skoler til børnene. Og her er det afgørende, at skolepladserne er af en kvalitet, der gør folkeskolen til det naturlige førstevalg.

For alle børn har ret til en ordentlig skolegang.

For nogle af byens borgere kan det være svært at leve, som man vil. Selvom vi formelt set har lige adgang til vores sundhedsvæsen, kan vi se, at der er stor ulighed i sundhed. Det vil vi gøre op med. Vi vil hjælpe flere københavnere til at kunne leve et bedre liv.

Derfor ønsker vi at styrke tidlig opsporing af sygdomssymptomer. Borgere med risiko for at udvikle f.eks. diabetes, spiseforstyrrelser, og psykiske lidelser skal kunne forvente, at vi tager deres symptomer alvorligt.

Vi skal også som politikere sørge for, at folk har en god oplevelse ved at bo i og besøge København. Vi skal ikke tolerere diskrimination og andre former for undertrykkelse. Folk i alle aldre, alle etniciteter, seksualiteter, folk fra alle religioner og overbevisninger, skal kunne leve frit i København uden at skulle være på vagt.

Vi skal fortsætte med at søge dialogen med vores børn og unge og lære dem at respektere og forstå hinanden på tværs af deres forskelligheder.

Det værste vi som politikere kan gøre er, at slå alle over én kam og puste til fordomme. Vi må ikke svigte vores ansvar her.

I dagligdagen som politiker står man tit over for mange dilemmaer.

Ét af de mere klassiske dilemmaer i politik er, om man skal stå udenfor og råbe, eller smøge ærmerne op og tage ansvar.

Det er vigtigt at gøre opmærksom på problemer, der skal løses. Men endnu vigtigere er det, at løse problemerne.

I Radikale Venstre er vi ikke bange for at tage ansvar. Det er vores pligt som politikere at tage ansvar for de mennesker, som vi alle repræsenterer.

Og sikre en bedre by for borgerne.

Og en by i vækst, hvor alle har en chance, og hvor der er plads og rum til, at alle uanset baggrund kan slå sig ned, få et job og bidrage til at udvikle byen endnu mere.

Men vi skal samarbejde, hvis vi skal nå dertil.

I Radikale vi samarbejder vi, med dem der vil.

Vi samarbejder med dem, der vil være med til at skabe job til københavnerne, dem som vil skabe bedre forhold for erhvervslivet og dem som vil udvikle byen til det mest attraktive sted i norden at bo og finde job i.

Det tror vi på kan lade sig gøre. Hvis vi tager ansvar. Hvis vi ser fremad. Og hvis vi udnytter de muligheder, som vi har i København.

Det Radikale Venstre er klar. Det håber vi også, at I er.

Pia Allerslev (V) 1. behandling af Budget 2015

Borgmester Pia Allerslevs tale ved Borgerrepræsentationens førstehandling af budget 2015 torsdag den 28. august 2014

Lad mig starte med en solstrålehistorie fra det virkelige liv.

Det er en LILLE solstrålehistorie. Endnu. Men det kan vise sig at blive til en meget væsentlig solstrålehistorie, der kan få stor betydning for udviklingen af den københavnske folkeskole.

I otte ud af de ni allermest sårbare og udsatte skoler i København har man gjort det, som vi politikere har skændtes om i årevis.

Ved hårdt og målrettet arbejde, lokale initiativer, justeringer af skoledistrikterne og opsøgende virksomhed har skolerne – med hjælp fra forvaltningen - formået at vende udviklingen – og nedbringe andelen af tosprogede elever.

Det er stadig en meget spinkel tendens – men en tendens, som fremover kan være af stor betydning for den faglighed, som vi alle er enige om er så væsentlig for vores skoler.

Pointen er, at det nytter. Vi KAN gøre noget for at vende udviklingen. Og som eksemplet viser, handler det ikke om smarte modeller eller drastiske fingerknips-løsninger.

Det handler om hårdt målrettet arbejde. Og ikke mindst – samarbejde.

Lad det være et nøgleord. Især nu, hvor vi skal lægge budgettet for næste år og se fremad – og hvor vi for alvor har taget hul på folkeskolens nye virkelighed med folkeskolereformen.

Med budget 2015 skal vi træffe en række beslutninger, som har stor betydning for de københavnske børns fremtid.

København er en by i rivende vækst. Antallet af børn vokser med cirka 100 – om måneden. Kapaciteten på Børne- og Ungdomsområdet er blevet udvidet massivt de seneste år – både hvad angår daginstitutioner og skoler. De næste år skal vi især fokusere på skolerne.

Vi skal arbejde intenst på at blive bedre til at udnytte den eksisterende kapacitet på skolerne. Den langsigtede vision her må være multifunktionelle enheder på tværs af forvaltningerne – der omfatter fx skole, kultur, bibliotek og idræt.

Men det ændrer ikke ved, at vi stadig står med et massivt behov for at fortsætte udbygningen på skoleområdet - hvis vi fortsat skal have plads til alle de mange børn, der skal i skole i de kommende år.

Vi har et behov for 18 nye skolespor over de næste 10 år. Alene næste år har vi behov for at bygge mindst én ny skole – samt yderligere to-tre nye skolespor.

På hele Børne- og Ungdomsområdet står vi midt i store forandringer – og nu skal vi fokusere på at forankre de store ændringer.

Folkeskolereformen er trådt i kraft. En ny hverdag gælder for børn, lærere, ledere. Meget er sagt i den forbindelse – men jeg hæfter mig ved, at ingen er uenige i intentionerne. 

Nemlig først og fremmest at børnene skal blive dygtigere. Og her i København må vi se i øjnene, at vi har en stor opgave foran os – for vores børn klarer sig ikke lige så godt som den gennemsnitlige folkeskoleelev.

Det ER ikke en let opgave. Men den er nødvendig. Derfor er der også brug for at afsætte de nødvendige midler til videreuddannelse af lærere og ledere, så de kan løfte de mange nye opgaver.

Med arbejdstidsaftalen har hverdagen også ændret sig for lærerne, og det vil tage tid at finde den rigtige form for arbejdet. Midlerne til at nå målet er bl.a. målstyret læring, teamsamarbejde og aktionslæring.

Som jeg var inde på i starten har vi i København en særlig udfordring i forhold til udsatte og tosprogede elever. Derfor har vi også behov for en optrapning af den tidlige indsats for de udsatte tosprogede børn. Og nøgleordet er igen hårdt arbejde og samarbejde. Indsatsen vil ikke bære frugt i morgen – men målet er, at tosprogede drenges karakterer om få år skal være steget markant. Nogle af redskaberne kan være flere intensive læringsforløb – også i sommerferien. Vi skal turde belønne de pædagoger, der gør en ekstra indsats. Og være åbne for, om det i nogle områder kan være hensigtsmæssigt at arbejde med mindre grupper af børn.

Men reformen ændrer ikke bare skolelivet. En længere skoledag giver kortere åbningstid i fritidstilbuddet. Derfor er det nødvendigt at nytænke hele området.

Det kræver store investeringer at realisere det mål inden for de næste fem år. Men det er afgørende at foretage de nødvendige prioriteringer nu, så vi kan blive ved med at have et bæredygtigt tilbud til vores børn og unge. Foreløbige skøn peger på et investeringsbehov på cirka 1,2 mia. kr. – og derfor vil det give mening at stræbe efter en langsigtet aftale.

En anden nødvendig investering gælder indsatsen, når de unge forlader folkeskolen. Rigtig mange vælger gymnasiet bagefter – men vi støtter det nationale mål om at få flere unge til at søge ind på erhvervsuddannelserne, som giver den unge reelle kompetencer på arbejdsmarkedet. Alt for mange unge med studenterhue ender på kontanthjælp, og vi skal have bremset det høje frafald på erhvervsuddannelserne. Der er slet ingen tvivl om, at en bedre og styrket vejledning af de unge vil hjælpe mange til at vælge den rigtige retning – og derfor skal vejledningsindsatsen styrkes markant.

--

Men de unges fremtidsmuligheder hænger jo ikke kun sammen med, at de træffer det rigtige valg.

Det hænger også sammen med mulighederne her i byen. Med beskæftigelsesmulighederne. Og dermed med erhvervslivets vilkår.

Det går jo godt i København. Folk strømmer til byen, og af samme årsag har vi penge i kassen. Og det er jo nok ingen hemmelighed, at vi i Venstre helt grundlæggende går ind for skattelettelser.

Men én ting ligger os særligt på sinde: Erhvervslivet. Vores ønske om at skabe mere vækst her i landets hovedstad – til gavn for os alle - hænger tæt sammen med de vilkår, vi byder erhvervslivet. Og nok har der været nedsat velmenende task-force-arbejdsgrupper, og der er blevet sagt mange rigtige ting – men vi mangler stadig at omsætte de gode tanker til handling. Det er her væksten skal skabes. Det er her jobbene skabes. Det er i øvrigt også her, mulighederne i høj grad skal ligge for de unge.

Derfor går vi i Venstre ind for at nedsætte erhvervslivets dækningsafgift – ligesom vi går ind for at fjerne byggesagsgebyrer. Det har vi råd til, og vi er ikke sat i verden for at være kommunale skrankepaver, der gør livet så besværligt som muligt for virksomhederne. Vi skal fjerne barrierer og sikre erhvervslivet de bedst mulige betingelser. Det gælder også iværksætterne, som vi gerne vil have mange flere er. Vi skal omsætte de gode erfaringer fra Lydens Hus til andre områder – i en iværksætterpakke.

København ER og SKAL være en attraktiv storby – med ambitioner om at gøre det bedst muligt for vores borgere. Men dermed er vi også forpligtet til at holde styr på vores udgifter, så vi sikrer, at borgerne får mest muligt for pengene.

Det gælder også den indsats, vi lægger for dagen, når vi forsøger at hjælpe ledige borgere i gang igen med enten job eller uddannelse. Og her er der behov for en opstramning af indsatsen. Både for de lediges skyld – og for skatteborgernes skyld. Fx har vi hældt 5 mio. kr. i et beskæftigelsesforsøg i Kgs. Enghave og på Vesterbro – i alt seks personer kom i enten job, praktik eller uddannelse.

Det er der selvfølgelig al mulig grund til at glæde sig over. Men hold da op, - det er en dyr indsats, og skatteborgerne kan med rette spørge, om vi mon bruger deres penge mest hensigtsmæssigt.

Det er VORES ansvar – at skatteborgerne får mest muligt for pengene.

Lad os nu droppe alt om blinkende bænke, fri hash, syngende skraldespande – og al den slags fjollerier, som bare forværrer fordommene om Københavns Kommune.

Lad os fokusere på de kommunale kerneopgaver – og på at gøre det bedst muligt her. Derfor opfordrer jeg også til, at vi i langt højere grad MÅLER, hvad vi får for pengene. Lad os konkurrenceudsætte langt flere opgaver, som ikke er kommunale kerneopgaver. Og hvis det viser sig, at opgaven løses bedre og billigere ved at udlicitere, så lad os gøre det. Uden at skele til stivnede ideologier eller hensyn til vennerne i fagforeningerne. Vi VED, at der er mange hundrede millioner at spare – bare her i København.

Og så må vi se i øjnene, at der er nogle kerne-opgaver, vi ikke løser godt nok i dag. De ældre er nogle steder utilfredse med ældreplejen, og derfor bør vi arbejde på at indføre én fast tilknyttet hjælper til den enkelte ældre i hjemmeplejen. Også på handicapområdet har vi et efterslæb, når vi sammenligner os med andre større byer.

Jeg må også lige pege på en kommunal kerneopgave, som vi i alt for mange år har forsømt. Byens ejendomme, legepladser og infrastruktur har et desperat behov for renovering – ja, og det samme gælder for resten stadig Hovedbiblioteket. Jeg siger det hvert år – og jeg bliver nødt til at gentage det.

Vi skubber ansvaret foran os – år for år – og efterslæbet bliver større og større. Derfor gentager jeg her behovet for at afsætte en større millionpulje til formålet hvert år de næste 10-12 år.

Men det ændrer ikke ved, at vi OGSÅ har behov for nye tiltag. Vi skal have en permanent skøjtehal på Østerbro, ligesom vi meget gerne vil prioritere et vinterbad på Bryggen. Og så SKAL vi altså i det hele taget til at lære af fortidens fejl, når vi udvikler nye bydele. Vi SKAL indtænke plads til alle slags offentlige institutioner, hvad enten det drejer sig om skolebiblioteker eller idrætshaller. Det har afgørende betydning for, hvordan en ny bydel udvikler sig.

--

Jeg håber, at budgetforhandlingerne vil vise, at der over hele linjen er bred interesse for reelle forhandlinger. Det skylder vi også københavnerne. Og det tjener demokratiet og borgerne bedst. I Venstre er vi klar til at gå ind i forhandlingerne. Vi har vores synspunkter – men vi er også åbne og til at snakke med.

Ninna Thomsen (F) 1. behandling af Budget 2015

Budgettale 2015

Ninna Thomsen

Kan I huske hvordan byen så ud da I var børn? Eller da I var helt unge? Jeg flyttede til Vesterbro for 20 år siden og det var et kvarter i forandring.

Man kunne måle forandringen på, hvor pornobutikkerne startede på Istedgade. B&W-arbejdere i min partiforening talte konstant om det nye og det gamle Vesterbro.

I dag taler vi om det nye og det gamle Sydhavn. Gad vide hvad man siger om 20 år? Det nye og det gamle Ørestad – måske?

Byfornyelsen af Vesterbro og de andre gamle kvarterer har et eller andet sted gjort det af med ´det gode gamle Vesterbro´. Men først og fremmest løftede byfornyelsen livskvaliteten i byen for rigtig mange – og det er svært at begræde.

´Det nye Vesterbro´ giver københavnere mulighed for at leve et bedre og et sundere storbyliv. Det gør byen mere lige.  

Og det er jo det, som vi i SF er meget optaget af. At københavnerne har lige muligheder for at leve et godt liv. Og vi er ikke i mål endnu.

For på trods af Vesterbros forandring, så er uligheden og de ulige muligheder fortsat tydelige i København. Det vil vi i SF rette op på.

Alle skal kunne gå i en god skole, alle skal have råd til gode boliger, der skal være arbejde at få, og vi skal fortsat udvikle byen, så der er parker, legepladser og plads til at leve livet – alle steder i byen. 

I SF vil vi give en lige start på livet
Hvis københavnerne skal have lige muligheder, så begynder det med de mindste.

Netop nu ruller Folkeskolereformen ud i den københavnske skoleverden. For SF er det væsentligt at nye initiativer i budgettet understøtter reformen så vi sikrer et fortsat kvalitetsløft i de københavnske skoler.

Sidste år fik vi sat penge af til at få i reformen i gang og SF fik kæmpet flere timer ind med to voksne i de mindste klasser. I år er tiden kommet til at se på mellemtrinnet i skolerne.

Der er nemlig en stor udsivning fra den københavnske folkeskole i de mellemste klasser. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi måske er så fokuserede på, at forældrene skal vælge folkeskolen til, når børnene starter i skolen – at vi måske lidt har overset, at skolen er et tilvalg eller fravalg gennem hele skoletiden.

Vi må ikke svigte de forældre, som vælger folkeskolen. Børn (og forældre) skal igennem hele skolelivet kunne se fordelene ved at gå i den lokale folkeskole.

Vi skal sætte ind på de skoler, hvor udsivningen er størst. Vi vil styrke fagligheden. Forældresamarbejdet. Og så skal der flere voksne i timerne.

Ligesom vi skal have fokus på at forbedre arbejdet med inklusion og den tidlige indsats i daginstitutionerne. 

Forhåbentligt får vi tilført ekstra midler til begge områder via den kommende finanslov. 

Ellers vil det være et klart SF-ønske til de næste budgetforhandlinger.

Og det er et løfte.

Og så er der hele anlægssiden. I SF har vi et ønske om at få en samlet og langsigtet rammeplan for renovering og udbygning af de københavnske folkeskoler frem mod 2022.

Fuldstændig på samme måde som vi gør på ældreområdet med plejecentrene. 

Langtidsplanlægning giver ro for både skolerne, eleverne og de forældre, som skal fastholdes i deres tilvalg af folkeskolen. Det er ganske enkelt sund fornuft.

Det var børnene. Så er der alle os andre.

Lige muligheder for et godt liv  
I SF arbejder vi for at give alle københavnere lige muligheder for et godt liv. Her er sundhed en af forudsætningerne – ikke som et mål i sig selv men som en forudsætning for, at kunne leve et godt, langt liv med mange gode leveår.

Ikke at man skal leve op til alle kostråd eller løbe DHL hver eneste morgen året rundt.

Nej, det handler om, at have det godt med sin krop og have mentalt overskud i hverdagen.

Desværre må jeg indrømme, at vi i vores kommunale sundhedsarbejde nok lidt har tilsidesat det åbenlyse faktum, at sundhed både handler om kroppen og om sjælen. For nu at bruge et lidt fortærsket udtryk.

I København oplever næsten hver fjerde borger, at de har et højt stressniveau. Og alt for mange børn og unge har problemer med trivsel og den psykiske sundhed.

Vi skal af samme grund sætter ind overfor både den fysiske og den psykiske sundhed.

Så den københavner, der lider af lettere angst, depression eller andre psykiske problemer, får hjælp - inden de bliver rigtigt syge, og ryger ud over kanten.

I dag kan københavnerne kun bruge vores fem forebyggelsescentre, hvis de har problemer med deres fysik, f.eks. hvis de er overvægtige. Det skal vi gøre op med. Derfor vil vi i SF have stressklinikker på vores forebyggelsescentre.

Forebyggelse er at investere i sundheden – og det er også til gavn for samfundsøkonomien.

Vi ved også, at hvis vi satser mere på den psykiske sundhed blandt de unge, ja så vil vi bedre kunne fastholde de unge på Københavns ungdomsuddannelser.

Især på erhvervsskolerne er udfordringen meget stor. Her dropper halvdelen ud. Årsagen er som oftest misbrug af rusmidler kombineret med sociale og psykiske udfordringer. Her foreslår vi, at vi i budgetforhandlingerne finder penge til at kombinere hjælpen til misbrug og psykiske problemer og at vi er meget mere offensive end vi er i dag.

Et andet vigtigt SF ønske på socialområdet er ønsket om at udvide åbningstiden for byens fixerum, så det har åbent døgnets 24 timer.

Det vil give misbrugerne et mere værdigt liv, og give mere ro for naboerne i lokalområdet.

Det var et par sociale ønsker og en del sundhedsønsker. Heldigvis har vi også et godt udgangspunkt. Med sundhedspakken, der er aftalt mellem regeringen og KL er der nemlig en klokkeklar aftale om, at vi i København investerer 35 millioner kroner i den borgernære sundhed.

Så københavnerne ikke skal ligge på hospitalerne, når de færdigbehandlede og så vi kan undgå unødvendige korttidsindlæggelser.

 

Lige muligheder, der hvor du bor 
Det andet ben i SF’s fortælling om fremtidens by er den grønne fortælling. SF har år efter år kæmpet penge hjem til cykelområdet. Det er også planen i år. Vi vil have endnu flere til at tage cyklen, og færre til at bruge bilen. Så vi får renere luft og mindre trængsel i København.

Vi skal forbedre infrastrukturen i de såkaldt ’udsatte’ byområder, så de hænger langt bedre sammen med resten af byen og ikke lukker sig om sig selv. 

Konkret vil vi åbne Tingbjerg og Husum op med en ny, grøn forbindelse. Så børn og voksne her – som i resten af byen - kan færdes trygt og sikkert på cykel.

Vi mangler også stadig mange boliger i København. Vel at mærke boliger som er til at betale for helt almindelige københavnere.

Der skal derfor bygges flere almene familieboliger og ungdomsboliger i København. Så vi ikke får skabt en skæv by.

SF vil et mere lige København  
København er ikke som i gamle dage. Nogle savner det gamle København, andre gør ikke – og helt andre kender kun det nye København.

I SF tager vi ansvaret for at udvikle og skabe Københavns fremtid. Så vi får et København der er sundere, grønnere – og frem for alt rødere – med en mere ligelig fordeling af ressourcerne.  

Et København med plads til alle.

Et København, som også om 20 år vil være forskelligt, alt efter hvor du er i byen.

Et København, hvor vi alle har lige muligheder for at leve det liv, som vi gerne vil.

Carl Christian Ebbesen (O) 1. behandling af Budget 2015

Det talte ord gælder

 

Borgmester Carl Christian Ebbesens tale ved Borgerrepræsentationens førstebehandling af budget 2015
28. august 2014

 

Verdens bedste by. Det er København.

For tredje år i træk har magasinet Monocle kåret København til verdens bedste by at bo i.

Det gør mig i den grad stolt, for titlen vidner nemlig om, at vi kan noget ganske særligt i København.

Men titlen giver også anledning til refleksion – for hvad er det egentlig, der gør vores hovedstad så fantastisk?

*

Lad mig nævne et par ting:

Det er sammenhængskraften og stoltheden over at være københavner – uanset om man er fra Brønshøj eller Brumleby, Vanløse eller Vesterbro.

Det er det grundlæggende fundament af vestlige værdier, som vores samfund og hovedstad bygger på – værdier som frihed og tolerance.

Det er vores blomstrende kulturscene med plads til både techno og Thorvaldsen, til popmusik og pølsevogne.

Det er vores unikke danske bymiljø og arkitektur – smukke gamle middelalderbygninger står side om side med topmoderne arkitektoniske genistreger.

*

Men titlen som verdens bedste by giver os ikke ret til at læne os tilbage i stolen, smække fødderne op og slappe af.

Nej! Titlen er tværtimod en vigtig påmindelse om, at vi skal være oppe på dupperne og helt fremme i skoene. For selvom København er en dejlig by, står vi også over for udfordringer.

Hvert år flytter tusindvis af mennesker her til byen, og den udvikling kræver, at vi følger med.

Sørger for, at ældre, syge og udsatte får den nødvendige omsorg, pleje og hjælp.

Sørger for, at alle – uanset baggrund – kan slentre trygt ned ad Nørrebrogade en lørdag aften.

Sørger for, at vi undgår parallelsamfund, og at indvandrergrupper isolerer sig omkring dem selv og deres egen kultur.

Sørger for, at Martin og Muhammed har masser af muligheder for at spille fodbold, gå til svømning eller være kreative.

Sørger for, at nye byområder som Nordhavn ikke bliver sovebyer uden liv og kultur.

Sørger for, at trafikken glider med grønne bølger, at veje og cykelstier er vedligeholdt uden huller, og at bilister kan komme af med deres biler.

Sørger for, at virksomhederne har nok at rive i, så den nyuddannede tømrer og multimediedesigneren har arbejde.

*

Det kræver politisk mod at se udfordringerne i øjnene, ligesom det kræver stor politisk vilje og målrettede investeringer at løse dem.

Derfor står jeg her på talerstolen i dag – helt oppe på tæerne og parat til for 13. gang at være med til at lave kommunens budget.

*

En fransk jøde og filosof har engang sagt følgende:

”Hvis man ikke kender fortiden, forstår man ikke nutiden og egner sig ikke til at forme fremtiden”.

Det gælder også københavnerne.

København har en 1000-årig lang og spændende historie. En historie, vi skal værne om, tage ved lære af og ikke mindst vise frem.

Vores fortid og vores kulturarv binder os sammen som nation, som danskere og som københavnere. Derfor er kulturen og historien så vigtig.

I Dansk Folkeparti vil vi arbejde for, at endnu flere mennesker kommer til at kende vores historie.

Skoleelever skal kende historien. Tilflyttere – hvad enten vi kommer fra en lille by som mig selv eller er indvandret fra fjerne lande – skal kende historien. Turister skal kende historien.

Hvem byggede Rundetårn? Hvilken betydning havde Thorvaldsen for byen? Hvem sloges i havnen en dag i april i 1801? Hvor samledes rødstrømpebevægelsen i 70’erne? Hvordan så Vesterbro ud, før de hippe mennesker flyttede ind?

Svarene på alle disse spørgsmål er bevaret i Københavns arkiver og på byens museer.

Men støvede arkiver og gamle museer kræver nytænkning og forandring, hvis de fortsat skal være vedkommende og interessante for københavnerne, for besøgende og turister.

Vi skal ikke kun opbevare, men også sætte fortiden i spil og bruge den aktivt.

Derfor er der behov for at afsætte penge på budgettet til at flytte Københavns Museum og opbygge et fælles arkiv og magasin for Stadsarkivet og museerne i Københavns Kommune.

*

En investering i fortiden, i historien, i vores fælles kulturarv er også en investering i fremtiden.

Turismen i København er stigende, og vi har en styrke, som helt klart kan udnyttes mere.

Hver tredje turist i Danmark går under betegnelsen ”kulturturist” – mennesker, der rejser til København for at få én på opleveren.

De vandrer byen tynd, går på museer, tager til koncerter og ser sport i verdensklasse.

De køber dansk design og smager på NOMA’s nyskabende, nordiske køkken og sætter tænderne i Ida Davidsens højtbelagte smørrebrød.

Turisme er en vigtig indtægtskilde for vores hovedstad. Turisterne er flittige til at svinge kreditkortet og holder mange københavnere beskæftigede – fra kustoden og kunstneren til taxachaufføren og kokken.

I Dansk Folkeparti vil vi arbejde benhårdt for at få endnu flere turister til at lægge vejen forbi København. Men det kræver, at vi bliver ved med at investere i København.

Vi skal blive ved med at tiltrække og fastholde festivaler og store internationale sports- og kulturbegivenheder som VM i halvmaraton, Distortion og Jazz Festival.

Vi skal udsmykke, forskønne og holde byen ren, så den fremstår indbydende og fra sin allerflotteste side.

Vi skal byde turisterne bedre velkommen gennem en ny og moderne turistinformation, som skal drives af kommunen, ikke af Wonderful Copenhagen.

*

En investering i turisme er en investering i arbejdspladser og indtægter til kommunen – og vi har brug for arbejdspladser og penge i kassen for at kunne give alle københavnere den absolut bedste velfærd. 

Arbejdspladser og øget indtjening er forudsætningen for, at der er:

Råd til at sikre ældre bedre forhold:

Der skal være langt flere demenspladser på plejehjemmene – både af hensyn til de åndsfriske ældre og de demensramte, som har brug for andre rammer og en anden form for pleje.

Familiemedlemmer til beboere på plejehjem skal have langt bedre muligheder for at spise med, når de kommer på besøg.

Vikarer i hjemmeplejen skal have en introuddannelse, så de er ordentligt klædt på til at tage vare på og vise omsorg for de ældre.

Råd til bedre skoler og integration:

Vi skal have mere fokus på tidlig sprogindsats, så alle børn – uanset baggrund – kan forstå, hvad læreren siger, når de starter i 1. klasse.

Samarbejdet mellem folkeskolen, erhvervsskolerne og erhvervslivet skal styrkes, så flere gennemfører en erhvervsuddannelse.

Musikundervisning og musikskoler skal have mere opmærksomhed og flere midler, så flere børn for eksempel får mulighed for at spille guitar eller synge i kor.

Råd til nye idrætsfaciliteter og tidssvarende kulturinstitutioner: 

Der skal bygges nye og moderne idrætsanlæg – en skibakke på Amager, et permanent vinterbad på Islands Brygge, en skøjtehal på Østerbro og badezoner i havnen.

Byens kulturhuse har brug for mere end en kærlig hånd. Vinduer falder ud, malingen skaller af, og indgangspartierne er så nedslidte, at man bliver helt trist. De kalder på renovering nu.

*

Der er masser at tage fat på, hvis København ikke bare næste år – men også mange år frem i tiden – skal være verdens bedste by at bo og leve i.

Udover de mange ting, jeg netop har været inde på, vil der selvfølgelig være ønsker på en række andre områder, som vi i Dansk Folkeparti også vil bringe med til forhandlingsbordet.

Jeg glæder mig til forhandlingerne om budget 2015 – også i år vil Dansk Folkeparti gå til forhandlingerne med gå-på-mod, åbent sind og de konstruktive briller, så vi kan være med til at sikre en budgetaftale. Selvfølgelig helst én, vi kan genkende os selv i.

Lars Berg Dueholm (I) 1. behandling af Budget 2015

Budgetordførertale Lars Berg Dueholm, 28. august 2014

(det talte ord gælder)

Så står vi her igen og skal lægge et budget for Københavns Kommune. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Liberal Alliance vil sætte fokus på vækst i næste års budget. Vi ved jo, at vækst interesserer alle her i lokalet - i hvert fald når det handler om at tale om det.

For det er jo sådan, at vi her i Borgerrepræsentationen har besluttet nogle helt konkrete mål for væksten i København. Der skal i gennemsnit være 5 % vækst i BNP årligt frem mod 2020, og der skal skabes 20.000 nye private arbejdspladser frem mod 2020. Det synes vi sådan set i Liberal Alliance er nogle fornuftige mål - desværre går det dårligt med at leve op til dem. Rigtigt dårligt, faktisk.

Væksten i København har kun været på 1,7 % i gennemsnit i perioden 2001 til 2012. Samtidig har København fra 2009 – det var jo der, hvor Frank Jensen blev overborgmester - til 2012 tabt 7.000 private arbejdspladser.

Så der skal ske noget, hvis vi skal nå de mål, vi selv har sat. Og nu skal vi derfor finde ud af, hvem der reelt vil være med til at prioritere erhvervslivet og skabe vækst, og hvem der bare taler om det.

Og det kan ikke undre, at væksten ikke er så høj som den burde være, når man ser på de forhold, vi giver de private virksomheder. Dansk Byggeri har jo igen i år lavet en liste over, hvor erhvervsvenlige kommunerne i Danmark er. Det er ret alvorlig læsning, hvis man bor i København. Og især, hvis man – som os her i salen – har ansvaret for at sikre, at København har et godt økonomisk grundlag ud i fremtiden.

Opgørelsen viser, at vi er faldet fra nr. 68 sidste år til nr. 90. Det er et dramatisk fald, og det er faktisk direkte pinligt for landets hovedstad, at vi er nummer 90 ud af 98 kommuner.

Jeg nævner det igen i år, fordi det er på en eller anden måde som om, at flertallet herinde ikke har forstået alvoren – men det er altså en kommunal kerneopgave at skabe nogle rammer, som gør det attraktivt at drive virksomhed her i byen. Og det er efter vores mening en bunden opgave for os her i salen at gøre noget for at forbedre kommunens performance på det her område.

Og der kan jeg godt blive bekymret over, om der er nogle her i salen, som er blevet lidt forblændede af den positive udvikling, København gennemgår i de her år i forhold til befolkningsvæksten. Vores dejlige by er meget populær, og der kommer mange nye københavnere til. Det giver også et skub i den rigtige retning til kommunens økonomi. Men det er jo ikke en udvikling, der vil vare for evigt – og det er heller ikke dét, der skal være det økonomiske fundament under København.

For det er jo det private erhvervsliv, der er grundlaget for velfærden. Der er kun råd til velfærden – skolerne, plejehjemmene, vejene osv. - hvis virksomhederne har ordentlige vilkår, for det er her, pengene skal tjenes.

Den økonomiske vækst i København står slet ikke mål med væksten i befolkningstallet, og derfor er vi nødt til nu at begynde at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet. Vi skal lette virksomhederne for skatter, afgifter og kommunalt bureaukrati. Konkret vil vi gerne have

  • sænket dækningsafgiften for erhvervsejendomme – som er meget højere end i de fleste danske byer og derfor stiller for eksempel hoteller og konferencesteder i København dårligere i konkurrencen med virksomheder i andre danske byer.
  • Vi vil også have fjernet byggesagsgebyrerne og nedsat sagsbehandlingstiden, som er en hæmsko for væksten.
  • Og så vil vi have fjernet en række tåbelige afgifter som afgiften på skilte og vareudstillinger, afgiften på at stille en arbejdscontainer op osv.

Men det er ikke kun erhvervslivet, vi gerne vil sænke skatten for. Vi vil også meget gerne sænke personbeskatningen her i kommunen. Konkret vil vi foreslå at sætte kommuneskatten ned med 0,1 procent.

Jeg ved godt, at der er mange herinde, der har svært ved overhovedet at tænke på at sætte skatten og afgifterne ned. ”Det har vi slet ikke råd til”, vil mange sige som automatreaktion. Vi synes i den grad, at vi har råd til det – vi har faktisk ikke råd til at lade være.

Èn måde at få råd på, er at effektivisere og afbureaukratisere administrationen her i kommunen. Det vil vi meget gerne være med til at se på, og vi vil også meget gerne se på, om ikke vi her i kommunen kan blive bedre til at udlicitere nogle flere opgaver. Det er jo sådan, at hvis vi her i kommunen udliciterede lige så meget, som de ti kommuner i Danmark, der udliciterer mest – så kunne vi spare op til 312 mio. om året. Det er mange penge. Det vil alene give os råd til at sænke kommuneskatten med 0,35 procentpoint. Og det er penge, der nærmest ligger på gaden foran os, vi skal bare samle dem op.

En anden måde at få råd til skattelettelser er simpelthen at lade være med nogle af de ting, vi gør i dag. For man ser da af og til et projekt, som kommunen har betalt og udført, hvor man tænker, at det kunne vi godt have undværet. Og det er som om, at intet skal have lov at regulere sig selv, kommunen skal have en finger med i – og smide penge efter – stort set alt.

  • Det er jo for eksempel ikke længe siden, vi var vidner til, at flertallet her lod sig trække rundt i manegen af projektmagerne bag Melodi Grand Prix og endte med at smide millioner efter et projekt, hvor der var et helt useriøst budget fra starten.
  • Og så sent som i sidste uge godkendte et flertal herinde den nye ordning med bycykler, hvor vi ender med at betale intet mindre end 100.000 kr. pr. cykel for en ordning, som jo egentlig bare burde drives privat, hvis der er et marked for det.
  • Og så er der jo en lang række af små projekter og forskellige tilskud, som man kan undre sig over. For bare at nævne et par stykker af dem, vi i Liberal Alliance har studset over - tilskud til operaforestillinger for børn, aktiveringsprojekt for ledige med pileflet, tilskud til festival for historieforskning, tvangsindkøb af dyre økologiske produkter i kommunens institutioner osv.

Og der findes mange flere eksempler på, at vi her i kommunen har en ret ekstravagant omgang med skatteborgernes penge. Vi mener i Liberal Alliance, at borgerne selv skal have lov at administrere flere af deres penge selv, i stedet for at være tvunget til at betale til forskellige mere eller mindre lødige kommunale projekter.

Vi står i hvert fald klar med forslag, hvis andre skulle have svært ved at se, hvordan vi kan få råd til at sætte skatten ned.

Men vi kan jo også hjælpe erhvervslivet – og københavnerne i det hele taget - på andre måder end at nedsætte skatter og afgifter. Vi kunne jo for eksempel sørge for, at det er til at komme rundt i København. Hvad enten man er håndværker og skal rundt på kundebesøg, eller man skal hjem fra arbejde for at hente sine børn, så kan det være endog meget svært at komme rundt i København i sin bil. Det virker som om, halvdelen af byen er gravet op, og det er uholdbart.

Vi vil derfor foreslå, at vi får udarbejdet en strategi for en optimal trafikafvikling i byen. Så vi ikke graver mere lige nu, dér hvor der i forvejen er meget vejarbejde i gang, og så vi kan få en bedre trafikafvikling fremover. Vi har i Teknik- og Miljøudvalget sørget for, at der er blevet udarbejdet en plan for optimeret trafikafvikling i området ved Holmens Kanal – det synes vi sådan set, man burde udarbejde for alle de områder i byen, hvor det er svært at komme rundt. 

For os er det også vigtigt, at kommunen er til for borgerne og erhvervslivet – ikke omvendt. Derfor vil vi gerne afbureaukratisere og luge ud i alle de mange regler og krav, kommunen har. Og som ikke mindst rammer dem, der selv har en holdning og gerne vil kunne vælge. Det skal være lettere at gøre tingene selv, og derfor mener vi, at pengene i højere grad skal kunne følge borgerne. Så man fortsat selv kan bestemme, om man vil bruge en kommunal institution, eller få et tilskud og passe sine børn selv. Og så det er lettere at oprette private institutioner. Det er ærligt talt ikke altid prangende, hvad vi her fra kommunen tilbyder – for eksempel på børneområdet - og så skal dem der vil, have bedre muligheder for at ”stemme med fødderne” og vælge en anden løsning.

Et andet sted, hvor kommunen ikke gør det godt nok, er vores måde at behandle dem, der har været udsendt som soldater, og som er kommet hjem med ar på krop og sjæl.

De ansvarlige forvaltninger har for nylig lagt op til, at ” der ikke længere er behov for en særskilt politik på området”. Vi mener, at vi skylder vores veteraner at tage ordentligt hånd om dem, og det vil vi gerne prioritere i det kommende budget.

Højere vækst, lavere skatter og flere valgmuligheder. Det er vores klare prioriteter i de kommende forhandlinger. Vi går til forhandlingerne med et åbent sind, og vi håber at vi kan være med til at lave en aftale, der trækker i den rigtige retning, for det har København i den grad brug for. Tak.