Ambitiøs special- eller chefkonsulent til udvikling af økonomistyring i Koncernservice – tæt på direktionen

Er du ambitiøs, engageret, skarp med tal og har lyst til at arbejde med økonomistyring i en stor organisation i vækst og udvikling? 
 
Så er du måske vores kommende kollega i Ledelsessekretariatet i Koncernservice. Vi har ansvaret for at betjene direktionerne i Koncernservice og Koncern IT – vores søsterorganisation - med blandt andet god økonomistyring og direktionsbetjening. Som vores nye kollega vil du være en vigtig brik i styringen af et af Danmarks største Shared Servicecentre.   
 
Vi tilbyder   
Et spændende job med forskelligartede opgaver og gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Du vil blive en del af et uformelt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kolleger, og hvor du skal bidrage til at styre og videreudvikle Koncernservice. Det skal ske i tæt samspil med dine kollegaer i Ledelsessekretariatet, medarbejdere og chefer i hele Koncernservice og ikke mindst direktionen og vores kollegaer på Rådhuset.   
 
Din primære arbejdsopgave ved opstart bliver at bidrage til, at Koncernservice og Koncern IT kommer godt over på Københavns Kommunes nye SAP-baserede økonomisystem, som vi går i luften med 1. januar 2018. En vigtig opgave i den forbindelse bliver at sikre, at vi får høstet fordelene ved det nye system gennem tilrettelæggelse af effektive processer. Det vil kræve et solidt kendskab til økonomistyring i en offentlig organisation i tillæg til en skarp organisatorisk forståelse, evne til at skabe overblik, samt flair for at indgå i dialog med chefer og medarbejdere på tværs af organisationen, som påvirkes af forandringen.   
 
Du kommer i forlængelse heraf også til at beskæftige dig med andre udviklingsopgaver såsom at bidrage til, at vi får udviklet en højere grad af aktivitetsbaseret budgettering og resultatopfølgning. 
 
Herudover bliver du en del af vores arbejde med de klassiske økonomistyringsdiscipliner såsom budgetlægning, budgetopfølgning og regnskab – men også med udarbejdelse af økonomiske analyser, effektiviseringsforslag, businesscases og budgetønsker.   
 
Det bliver spændende og udfordrende.   
 
Vi forventer, at du   
  • har en relevant økonomisk eller samfundsvidenskabelig akademisk uddannelse, fx cand.polit., cand.scient.pol., cand.oecon. cand.merc. eller lignende   
  • har nogle års erfaring med økonomistyring fra en politisk styret organisation    
  • kan arbejde ansvarsbevidst, selvstændigt og løsningsorienteret   
  • besidder solide analytiske evner, har sans for strategiske overvejelser og samtidigt ikke er bange for at komme ned i teknikken   
  • evner selvstændigt at drive og lede processer – både internt i Ledelsessekretariatet og på tværs af organisationen   
  • er en dreven excelbruger. Erfaring med SAP vil være en fordel.   
  • har en skarp pen og kan bidrage med gennemarbejdede indstillinger til Koncernservices og Koncern IT’s direktioner og kommunens centrale administrative beslutningsfora   
  • er udadvendt, samarbejdsorienteret og god til at kommunikere økonomiske problemstillinger    
  • trives med deadlines og et stort ansvar   
  • har godt humør og positiv energi.    
Løn- og ansættelsesvilkår   
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer. Indplacering forventes at ske som specialkonsulent eller chefkonsulent. Stillingen ønskes besat snarest muligt.   
 
Flere oplysninger   
Du kan få supplerende oplysninger om stillingen ved henvendelse hos teamleder Frej Leilund på 2498 0141 eller kontorchef Ulrik Bundgaard på 2939 8405.   
 
Søg stillingen via nedenstående link senest mandag den 28. august 2017   
Samtaler forventes afholdt i uge 35 og 36.   

Jobagent

Du kan oprette en jobagent, så du modtager en mail når Københavns Kommune opslår et job med netop din interesse.
Opret jobagent

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.