9 ud af 10 børn i daginstitutioner får sund frokostordning

Et stort flertal af forældrebestyrelserne i daginstitutioner har sagt ja til frokostordning, hvor børnene får sund, nærende og økologisk mad

I december 2014 skulle forældrebestyrelser i byens vuggestuer og børnehaver stemme ja eller nej til at være en del af den kommunale frokostordning. Resultatet blev, at 91 procent af alle børn i daginstitutioner nu er med i den kommunale madordning. En stigning på 3 procentpoint set i forhold til madvalget 2012 og dermed får nu knap 29.000 københavnske børn fælles frokost.  Det svarer til, at der serveres frokost i 85 procent af institutionerne.

Madvalget træder i kraft 1. juli 2015.

I København er der obligatorisk morgenmad og mellemmåltider i alle daginstitutioner. Det betyder, at hvis forældrene siger ja til fælles frokost, så får barnet alle de måltider, det har brug for, i daginstitutionen.