45 % cykler til arbejde og uddannelse i København

Københavns Kommune nærmer sig målet om, at halvdelen af borgerne skal tage cyklen på arbejde.

Det nyeste cykelregnskab fra Københavns Kommune viser, at 45 procent af alle ture til arbejde eller en uddannelse i København er på cykel.

Det er markant flere end de foregående år. I 2013 var det 41 procent, mens 36 procent valgte cyklen til arbejde eller studie i København i 2012.

Københavns Kommunes målsætning er, at 50 procent af alle pendlerture med destination i København er på cykel.

I Københavns Kommune bliver der i gennemsnit cyklet mere end 1,3 millioner kilometer på en hverdag.