40 % flere besøgende til kulturaktiviteter på Nørrebro på et år

Der er stor fremgang i besøgstallene hos Nørrebros kultur- og fritidstilbud.

2200Kultur, der er omdrejningspunktet for kultur- og fritidsaktiviteter på Nørrebro, har det seneste år oplevet en stigning i besøgstallet. I oktober 2015 var der 141.000 besøgende, mens der i samme måned året før var under 100.000 besøgende.

Det er særligt Nørrebrohallen, som har oplevet stigende besøgstal, hvilket skyldes succes med initiativer som banko og folkekøkken samt en øget interesse fra de lokale daginstitutioner, som kan ringe spontant og høre, om der er ledige baner. Øget fokus på markedsføring via de sociale medier har også haft stor betydning.

Desuden oplever 2200Kultur, at der er stor tilfredshed med de fysiske rammer, servicen og faciliteterne.
2200Kultur er en del af Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, og består af Nørrebro Bibliotek, Osramhuset, Nørrebrohallen, CPH Skatepark og Sjællandsgade Bad.