Mødedato: 22.02.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om lokaludvalgets deltagelse i Vanløse på den 2. ende 2024

Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om deltagelse i den lokale byfest "Vanløse på den 2. ende" lørdag den 8. juni 2024 og afsætte puljemidler hertil. Såfremt man beslutter at deltage, skal lokaludvalget nedsætte en arbejdsgruppe, som planlægger form og indhold i forhold til lokaludvalgets deltagelse, og som vil forpligte sig til at deltage på dagen. 
Byfesten arrangeres af Vanløse Erhvervsforening og bliver støttet med puljemidler fra Vanløsepuljen.

Tidligere beslutninger

 

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at afsætte 10.000 kr. til lokaludvalgets deltagelse i "Vanløse på den 2. ende", jf. økonomiafsnit.

2. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at nedsætte en arbejdsgruppe på minimum 8 medlemmer, som kan deltage på dagen.

Problemstilling

Byfesten "Vanløse på den 2. ende" afholdes i år lørdag den 8. juni 2024.

Byfesten er velbesøgt af mange forskellige vanløseborgere, særligt børnefamilier, som lokaludvalget har en begrænset dialog med. Byfesten danner på den baggrund en vigtig ramme, hvor lokaludvalgets bod kan være en platform for medlemmerne til at udbrede kendskabet til Vanløse Lokaludvalg til en travl målgruppe, der kan være svær at nå.

Udover at udbrede kendskab til lokaludvalget og dets arbejde, er det en ambition at få flere borgere involveret og engageret i og omkring lokaludvalget. Dette ønske skal forstås i sammenhæng med en generel motivation om, at lokaludvalget skal være mangfoldigt og bestræbe sig på at inddrage relevante samarbejdspartnere i dets egne projekter, herunder ikke mindst den aktuelle bydelsplan.

Det skal dog samtidig understreges, at erfaring fra tidligere byfester viser, at det kan være svært at komme i kontakt med borgerne denne dag, da de typisk deltager med et festligt og underholdende formål for øje. På baggrund af lokaludvalgets deltagelse i byfesterne både tidligere og sidste år er følgende betragtninger og opmærksomhedspunkter blevet fremhævet:

  • Der skal være en konkret anledning til at gå i dialog med borgerne
  • Det kan være begrænset, hvad lokaludvalget får ud af at deltage mhp. tilbagemeldinger fra borgerne
  • Et postkort med spørgsmål fungerer godt
  • Det giver mening at være til stede ift. synlighed
  • Festen er en oplagt mulighed for nye lokaludvalgsmedlemmer til at møde de borgere, de repræsenterer
  • Det er vigtigt, at de medlemmer, der deltager på dagen, er opsøgende
  • Alle temagrupper bør være repræsenteret
  • Lokaludvalget skal have et trækplaster (børneunderholdning, kaffevogn, etc.)
  • Der skal ikke være for meget på programmet
  • Den inddragelsesform, man vælger, skal være let, hurtig, sjov og underholdende
  • Man behøver ikke teltet, pavillonen er bedre til formålet.

For at kunne deltage i byfesten, skal der være bemanding nok til at kunne lave en vagtplan, som sikrer, at der er minimum to lokaludvalgsmedlemmer til stede i pavillonen i tidsrummet kl. 10-16, og minimum 4 medlemmer i hhv. start og sluttider til opsætning og klargøring samt nedtagning af pavillon og oprydning, medmindre man vil hyre nogen til at hjælpe med opstilling og nedtagning.

Visioner i forbindelse med seminar og kommunikationsstrategi

På lokaludvalgsseminaret var der et ønske om at arbejde mere eksperimenterende med forskellige former for borgerdialog for at nå bredere ud og øge kendskabet til lokaludvalgets arbejde.

I arbejdet med en kommunikationsstrategi for Vanløse Lokaludvalg blev der lagt vægt på, at lokaludvalget skal prioritere indsatser, der er er kræfter til at gennemarbejde, og som kan skabe gode resultater og historier.

Til Vanløse på den 2. ende har arbejdsgruppen mulighed for at eksperimentere med forskellige former for borgerinddragelse, der kan skabe gode historier om lokaludvalgsarbejdet.

Løsning

1. Vanløse Lokaludvalg beslutter at afsætte 10.000 kr. til lokaludvalgets deltagelse i "Vanløse på den 2. ende", jf. økonomiafsnit.

2. Vanløse Lokaludvalg beslutter at nedsætte en arbejdsgruppe på minimum 8 medlemmer, som kan deltage på dagen.

Økonomi

Budget:

Bod

2.500 kr.

Forplejning

1.000 kr.

Underholdning

5.000 kr.

Tryksager

1.500 kr.

I alt

10.000 kr.

Videre proces

Sekretariatet indkalder den nedsatte arbejdsgruppe til et planlægningsmøde.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at afsætte 10.000 kr. til lokaludvalgets deltagelse i "Vanløse på den 2. ende" og nedsatte en arbejdsgruppe til at planlægge og deltage på dagen.

Følgende meldte sig:
Jan Lindboe
Betina Nørskov
Hilde Christensen
Hanna Feddersen
Bent Christensen
Jørn Kofod
Gunnar Hestbæk (deltager måske på dagen)
Anne Fausbøll (deltager måske på dagen)
Sarah Simone Lorentzen (deltager ikke på dagen)

 

Til top