Mødedato: 22.02.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om høringssvar vedr. bustilpasning i forbindelse med Sydhavnsmetroen og KBH syd

Se alle bilag

Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til høring vedr. tilretningsforslag til bustilpasning i forbindelse med åbning af Sydhavnsmetroen og KBH syd. Høringsmaterialet er drøftet i temagruppen for Trafikken i Vanløse den 31. januar 2024, og temagruppen har udarbejdet et udkast til høringssvar.

 

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender udkast til høringssvar vedr. tilretningsforslag til bustilpasning i forbindelse med åbning af Sydhavnsmetroen og KBH syd, jf. bilag.

Problemstilling

Sydhavnsmetroen åbner sommeren 2024 med fem nye stationer. For at sikre en effektiv kollektiv betjening, skal bus- og metrodriften sammentænkes, så de understøtter hinanden. I Vanløse har høringen betydning for linjerne 7A, 9A og linje 12.

Der er høringsfrist den 7. marts 2024, høringsbrev og udkast til høringssvar er vedlagt dagsorden, de to bilagsnotater fra MOVIA er kun vedhæftet internetdagsorden og sendes ikke ud i print.

Linje 7A
I forbindelse med bustilpasningen til hhv. Sydhavnsmetroen og Letbanen i Ring 3 er linje 7A planlagt til at køre mellem Rødovre Nord St. og Hovedbanegården. Dagsfrekvensen reduceres på linjens centrale strækning med en enkelt afgang i timen, så der køres med 8 afgange i timen i stedet for de nuværende 9 afgange i timen. Der er desuden forslag om at vende de korte afgange ved Damhustorvet i stedet for Rødovre Nord St., så de korte afgange ikke længere kører i Rødovre Kommune.

Linje 9A

I tilretningsforslaget ændres frekvensen af linje 9A i dagtimerne mandag-lørdag, så der i stedet for 7-8 minutters drift vil være 10-minutters drift i dagtimerne alle ugens syv dage, og bussen dermed ikke længere er en A-bus. Desuden reduceres aftendriften mellem Ålekistevej og Rødovre
Centrum fra 6 afgange per time til 3 afgange per time.

Temagruppen for Trafikken i Vanløse finder det problematisk, at Vanløse og omegnskommunerne vest herfor mister deres vigtigste forbindelse til metroen, og at der bør findes en løsning med en anden endestation end Sydhavnen og Valbyparken, hvor transportmønstrene vil ændres med åbningen af Sydhavnsmetroen.

Linje 12
I tilretningsforslaget vil linje 12 køre uden om Frederiksberg Kommune, så der ikke længere er stoppesteder her. Forslaget betyder, at linjen ikke længere vil betjene Fuglebakken St. såvel som stoppene Nordre Fasanvej og Borups Allé. 

Temagruppen for Trafikken i Vanløse har i udkast til høringssvar påpeget, at der bør være et stoppested tæt ved Fuglebakken Station i retning mod Svanemøllen, fx på Hillerødgade før Borups Allé. I den modsatte retning er der et stoppested, der kan benyttes, selv om ruteføringen ændres.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender udkast til høringssvar vedr. tilretningsforslag til bustilpasning i forbindelse med åbning af Sydhavnsmetroen og KBH syd, jf. bilag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen inden høringsfristen den 7. marts 2024 og lægger det på lokaludvalgets hjemmeside. 

Tilretningsforslaget indgår som en del af den endelige beslutning om bustilpasning til Sydhavnsmetroen/KBH syd, som skal behandles af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen ultimo april 2024.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg godkendte udkast til høringssvar vedr. tilretningsforslag til bustilpasning i forbindelse med åbning af Sydhavnsmetroen og KBH Syd.
Til top