Mødedato: 31.10.2016, kl. 15:00
Mødested: Trafiktårnet, Carsten Niebuhrs Gade 49, 1577 København V

Nedlæggelse af tre parkeringspladser ifm. etablering af sikker skolevej ved Lergravsparkens Skole, Amager Øst

Se alle bilag

For at kunne anlægge et delprojekt af de tidligere besluttede projekter ”Sikre Skoleveje 2015” skal der tages stilling til nedlæggelse af tre parkeringspladser.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der nedlægges tre parkeringspladser på Lergravsvej, jf. bilag 1, i forbindelse med anlæg af projekt ”Sikre Skoleveje 2015”.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 21. januar 2016 indstilling om projektforslag til sikring af sikre skoleveje for syv skoler, herunder Lergravsparkens Skole, og forvaltningen oplyste samtidig, at projektforslagene ikke havde konsekvenser for parkering.

I forbindelse med detailprojekteringen har det vist sig nødvendigt at nedlægge tre parkeringspladser for, at krydset Lergravsvej/Strandlodsvej kan ombygges fra at være et vigepligtsreguleret kryds til et signalreguleret kryds.

Der skal derfor tages stilling til, om der skal nedlægges tre parkeringspladser, så projektet kan gennemføres.

Løsning

Ved Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) blev der afsat 10,0 mio. kr. til etablering af trygge og sikre skoleveje og nærmiljøer omkring Københavns skoler. Der blev med budget-vedtagelsen ikke taget stilling til nedlæggelse af parkeringspladser.

I forbindelse med godkendelsen af projektforslaget den 21. januar 2016, var projektet ikke konkretiseret i et sådant omfang, at det var muligt, at konstatere, at det ville blive nødvendigt at nedlægge parkeringspladser. Normalt når forvaltningen fremlægger projektforslag til godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget er disse forhold konkretiseret og dermed afklaret.

For at forbedre trafiksikkerheden og trygheden for skolebørnene, skabes bedre oversigtsforhold og krydsningsmuligheder skal vejkrydset Lergravsvej/Strandlodsvej omlægges.

På nuværende tidspunkt er der på strækningen op til vejkrydset Lergravsvej/Strandlodsvej syv parkeringspladser. Krydset er vigepligtsreguleret, og det er tilladt at parkere op til 10 meter fra vejkrydset, jf. bilag 2.

For at kunne etablere en sikrere skolevej, anlægges et signalreguleret kryds med plads til fodgængerfelt, svingende busser og plads til ventende køretøjer bag stoplinjen. Ombygningen af krydset betyder, at det er nødvendigt at nedlægge tre af de syv parkeringspladser på Lergravsvej tættest på Strandlodsvej, jf. bilag 3, da projektet ellers ikke kan gennemføres.

Konsekvenser for parkering

Der findes i øjeblikket ingen opdaterede tællinger for området, men i efteråret 2015 var belægningen på Lergravsvej mellem Badensgade og Strandlodsvej hen over døgnet følgende: Kl. 12: 93 %, kl. 17: 100 %, kl. 22: 113 %, jf. bilag 4.

Høring

Lokaludvalget er hørt og oplyser, at udvalget bakker op om nedlæggelsen af de tre parkeringspladser, som led i etableringen af en trafikregulering i krydset Strandlodsvej/Lergravsvej.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser som følge af nedlæggelsen af de tre p-pladser, da nedlæggelsen finder sted uden for betalingszonen.

Videre proces

Projektet anlægges i november 2016 og ibrugtages inden udgangen af 2016.

Pernille Andersen

                                /Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 31. oktober 2016

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:
”At parkeringspladserne reetableres i nærområdet og inden for projektets økonomi”.

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med 3 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F, Ø.

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top