Mødedato: 31.10.2016, kl. 15:00
Mødested: Trafiktårnet, Carsten Niebuhrs Gade 49, 1577 København V

Vejnavne til Enghave Brygge, Vesterbro-Kgs. Enghave

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af en indstilling fra Vejnavnenævnet tage stilling til et bronavn, et parknavn, tre pladsnavne og fjorten vejnavne på Enghave Brygge.

Indstilling

Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,  

  1. at en ny bro på Enghave Brygge navngives Alfred Nobels Bro pr. 15. december 2016
  2. at en ny park på Enghave Brygge navngives Henry Dunants Park pr. 15. december 2016
  3. at en ny plads på Enghave Brygge navngives Alva Myrdals Plads pr. 15. december 2016
  4. at en ny plads på Enghave Brygge navngives Christian Langes Plads pr. 15. december 2016
  5. at en ny plads på Enghave Brygge navngives Cordell Hulls Plads pr. 15. december 2016
  6. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Nelson Mandelas Allé pr. 15. december 2016
  7. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Bertha von Suttners Vej pr. 15. december 2016
  8. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Theodore Roosevelts Vej pr. 15. december 2016
  9. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Jane Addams Vej pr. 15. december 2016
  10. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Albert Schweitzers Vej pr. 15. december 2016
  11. at en ny vej på Enghave Brygge navngives George Marshalls Vej pr. 15. december 2016
  12. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Martin Luther Kings Vej pr. 15. december 2016
  13. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Willy Brandts Vej pr. 15. december 2016
  14. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Andrei Sakharovs Vej pr. 15. december 2016
  15. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Moder Teresas Vej pr. 15. december 2016
  16. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Albert Lutulis Vej pr. 15. december 2016
  17. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Garcia Robles Vej pr. 15. december 2016
  18. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Saavedra Lamas Vej pr. 15. december 2016
  19. at en ny vej på Enghave Brygge navngives Linus Paulings Vej pr. 15. december 2016
  20. at Elværksvej og Tømmergravsgade udgår som vejnavne.

Problemstilling

Enghave Brygge omdannes i disse år til et nyt bykvarter. Området ændres derfor markant og nye veje, pladser, en park og en bro anlægges. Området har derfor behov for nye navne. Dette behov omfatter fjorten nye vejnavne, tre pladsnavne, et parknavn og et bronavn.

Løsning

Vejnavnenævnet indstiller, at temaet for området skal være navne på personer, som har modtaget Nobels Fredspris samt Alfred Nobel, stifteren af Nobelprisen. Vejnavnenævnet ønsker på den måde at hædre nogle af de mennesker, som har gjort en afgørende forskel for fred verden over. Vejnavnenævnet indstiller nedenstående navne, som også fremgår af kortet i bilag 1.

Der indstilles et bronavn:

Alfred Nobels Bro (Sverige) efter Alfred Nobel (1833-1896).

Der indstilles et parknavn:

Henry Dunants Park (Schweiz), modtog fredsprisen i 1901.

Der indstilles tre pladsnavne:

Alva Myrdals Plads (Sverige), modtog fredsprisen i 1982. Christian Langes Plads (Norge), modtog fredsprisen i 1921. Cordell Hulls Plads (USA), modtog prisen i 1945.

Der indstilles fjorten vejnavne:

Nelson Mandelas Allé (Sydafrika), modtog prisen i 1993. Bertha von Suttners Vej (Østrig), modtog prisen i 1905. Theodore Roosevelts Vej (USA), modtog prisen i 1906. Jane Addams Vej (USA), modtog prisen i 1931. Albert Schweitzers Vej (Frankrig), modtog prisen i 1952. George Marshalls Vej (USA), modtog prisen i 1953. Martin Luther Kings Vej (USA), modtog prisen i 1964. Willy Brandts Vej (Tyskland), modtog prisen i 1971. Andrei Sakharovs Vej (Sovjetunionen/ Rusland), modtog prisen i 1975. Moder Teresas Vej (Albanien/Indien), modtog prisen i 1979. Albert Lutulis Vej (Sydafrika), modtog prisen i 1960. Garcia Robles Vej (Mexico), modtog prisen i 1982. Saavedra Lamas Vej (Argentina), modtog prisen i 1936. Linus Paulings Vej (USA), modtog prisen i 1962.

Høring  

Navnene var i høring hos 47 ejere og hos Kgs. Enghave- og Vesterbro Lokaludvalg. Der indkom høringssvar fra seks parter samt to bemærkninger uden for høringen. To af de indkomne svar var positive, medens seks var helt eller delvis mod forslaget. Flertallet af de adspurgte fandt det prisværdigt at ære modtagere af Nobels fredspris, men fandt samtidigt, at flere af navnene var svære at stave til og udtale, herunder forslaget om at navngive broen Carl von Ossietzkys Bro. Som følge af høringssvarene besluttede nævnet at ændre bronavnet til Alfred Nobels bro. På baggrund heraf har bronavnet været i ny høring.

Indkomne høringssvar

Dong Energy havde ingen bemærkninger til navnene. Frederiksberg Kommune fandt forslagene gode. By og Havn ønskede alternative navne, der umiddelbart kan udtales på dansk. NPV A/S foreslog et andet navnetema, der refererer til øer og vand. NPV A/S oplyste, at de har kaldt tre boligøer for Kærholm, Myrholm og Klitholm og foreslog, at disse tre navne fastsættes som nye vejnavne og at de øvrige veje i området navngives med lignende navne.  Vesterbro Lokaludvalg fandt det valgte tema prisværdigt, men så hellere et tema med større tilknytning til stedet, f.eks. navne med reference til energi eller havnen. Lokaludvalget fandt desuden, flere af de foreslåede navne er svære at udtale og stave til. Kgs. Enghave Lokaludvalg tilsluttede sig Vesterbro Lokaludvalgs bemærkninger.

I høringen om nyt bronavn – Alfred Nobels Bro - indkom to høringssvar, som begge var positive.

Uden for høringen indkom et forslag om at navngive den nye bro Moder Teresas Bro. En anden borger fandt det foreslåede tema prisværdigt, men mente samtidigt, at navnet Moder Teresa burde udgå og at navnene Garcia Robles og Saavedra Lamas burde genovervejes. Borgeren fandt, at Moder Teresa er uegnet at navngive efter, og at de to andre er ukendte for de fleste. Borgeren forslog disse alternative navne: Kvækernes Gade, Lester B. Pearson, Gene Sharp, Johan Galtung og Jan Øberg. Borgeren foreslog, at de tre sidstnævnte navne evt. reserveres til senere brug.

Høringssvarene og øvrige indlæg fremgår af bilag 2.

Forvaltningens bemærkninger til høringssvarene

Ifølge adressebekendtgørelsen må der ikke fastsættes et nyt vejnavn, når det samme eller et næsten enslydende vejnavn allerede er fastsat for en anden navngiven vej inden for en radius af 10 km. Navnet Kærholmen må derfor ikke benyttes, da der eksisterer en vej i Vanløse af samme navn. Navnet Klitholmen må ikke benyttes, da en eksisterende vej Klinteholm i Glostrup er næsten enslydende. Navnene Kvækernes Gade og Lester B. Pearsons Gade kan benyttes. Gene Sharp, Johan Galtung og Jan Øberg er nulevende og må ifølge gældende regler hverken benyttes eller reserveres til senere brug.

Høringen af de berørte parter viste, at flertallet fandt det foreslåede tema prisværdigt. Flertallet mente dog samtidigt, at nogle af navnene er svære at udtale og stave til. En enkelt fandt, at Moder Theresa ikke er egnet til at navngive efter. Nævnet blev orienteret om dette på et møde i nævnet den 20. juni 2016. Denne indstilling imødekommer – i overensstemmelse med Vejnavnenævnets beslutning – delvist parternes ønsker om enklere navne, idet det oprindelige forslag om navnet Carl von Ossietzkys Bro er ændret til Alfred Nobels Bro.

Adressemæssige konsekvenser  

Området rummer pt. seks navngivne veje; Landvindingsgade, Fiskerihavnsgade, Tjæregade, Enghave Brygge, Tømmergravsgade og Elværksvej. Med vedtagelsen af Lokalplan 494 ”Enghave Brygge” blev det allerede dengang besluttet at nedlægge de fire førstnævnte veje i takt med udviklingen af området. Det blev endvidere besluttet jf. lokalplanen, at afkorte og omlægge Elværksvej og Tømmergravsgade. Vejnavnenævnets forslag medfører, at Elværksvej og Tømmergravsgade også udgår som vejnavne. Eksisterende adresser ændres dog først i takt med, at de nye veje er anlagt.

Økonomi

Der er kun mindre økonomiske konsekvenser i forbindelse med opsætning af vejnavneskilte og skilte til ændrede husnumre, der afholdes over forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når navnene er godkendt i Teknik- og Miljøudvalget vil de blive offentliggjort. Ikrafttræden vil ske den 15.12 2016

Morten Kabell
Formand for Vejnavnenævnet

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 31. oktober 2016

Indstillingens 1.-14. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 15. at-punkt blev godkendt med 8 stemmer mod 0. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, I, V og Ø.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: B. 

Indstillingens 16.-20. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Til top