Mødedato: 29.04.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Godkendelse af indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til endelig godkendelse af revision af indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo efter offentlig høring.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at indsatsplanen for bekæmpelse af kæmpebjørneklo 2019-2028 godkendes (bilag 2).

Problemstilling

Den nuværende indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 10. december 2008 og udløber med udgangen af 2018. Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 7. januar 2019, at en revideret indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo blev sendt i offentlig høring i 8 uger. Høringsperioden var fra 9. januar 2019 til 6. marts 2019.

Uden en indsatsplan kan Københavns Kommune ikke pålægge ejere eller brugere af arealer, hvor der findes kæmpebjørneklo, at bekæmpe den. Indsatsplanen er opdateret på baggrund af en revideret bekendtgørelse om bekæmpelse af kæmpebjørneklo og ny viden om effektiv bekæmpelse.

Løsning

Saften fra kæmpebjørneklo er giftig for mennesker, og især børn kan være udsatte. Det er en invasiv plante, som kan udkonkurrere andre planter og ødelægge biodiversiteten. Den nye indsatsplan er gældende frem til 2028, og den overordnede målsætning med planen er, at den skal udgøre et effektivt redskab til bekæmpelse af kæmpebjørneklo i København.

Målene for planen er at:

  • Forpligte private og offentlige grundejere til at bekæmpe kæmpebjørneklo, så planterne dør, og ikke kan formere sig.

     

  • Formidle viden til offentlige og private grundejere om, hvorfor og hvordan kæmpebjørneklo kan bekæmpes.

     

  • Motivere private og offentlige grundejere til at benytte ikke-kemiske bekæmpelsesmidler.

Indsatsplanen er i overensstemmelse med strategi for bynatur i København.

Høring

Der er indkommet fem høringssvar (bilag 3):

1. Høringssvar fra Lokaludvalg

  • Vanløse Lokaludvalg anbefaler, at der skal foreligge materiale til uddeling til borgerne vedr. bekæmpelse af kæmpebjørneklo, som kan uddeles i forbindelse med Lokaludvalgets arrangementer.

  • Bispebjerg Lokaludvalg anbefaler, at byrumsforvaltere, grundejerforeninger og lokaludvalget kan gå sammen om dialog i forhold til lokale indsatser i områder, hvor der findes høj koncentration af invasive arter. Bispebjerg Lokaludvalg efterlyser endvidere en større indsats mod invasive arter generelt.

  • Nørrebro Lokaludvalg anbefaler, at der sættes informationsskilte op ved de indhegninger, hvor bekæmpelsen af kæmpebjørneklo sker ved nedgræsning med dyr.

  • Valby Lokaludvalg har ingen bemærkninger og bakker op om indsatsplanen.

 

2. Høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening (DN)

  • DN København orienterer om, at DN København har indgået et samarbejde med Hans Nielsen fra Det Økologiske Råd, som på vegne af DN København tilbyder private grundejere gratis bekæmpelse af kæmpebjørneklo på deres arealer.   

     

Forvaltningens bemærkninger

Ad 1)

  • Vanløse Lokaludvalg: Teknik- og Miljøforvaltningen vil revidere den foreliggende informationsfolder om effektiv bekæmpelse af kæmpebjørneklo.

  • Bispebjerg Lokaludvalg: Teknik- og Miljøforvaltningen vil undersøge mulighederne for en dialog om effektiv bekæmpelse af kæmpebjørneklo mellem byrumsforvaltere, grundejerforeninger og lokaludvalg.

  • Nørrebro Lokaludvalg: Teknik- og Miljøforvaltningen vil undersøge mulighederne for at sætte informationsskilte op ved de indhegninger, hvor bekæmpelsen af kæmpebjørneklo sker ved nedgræsning med dyr.

     

Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer i høringsudkastet af indsatsplanen. På den baggrund foreslår forvaltningen, at den nye indsatsplan godkendes til ikrafttrædelse.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Den nye plan medfører ikke omkostninger til bekæmpelse af kæmpebjørneklo for kommunen ud over de omkostninger, som kommune allerede har til bekæmpelse af kæmpebjørneklo.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, vil arbejdet med en ny elektronisk informationsfolder blive igangsat samtidigt med, at Indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo 2019-2028 vil blive offentliggjort på Teknik- og Miljøforvaltningens annonceringsportal.

 

Michel Schilling

                           / Rikke Sønderriis

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. april 2019

Indstillingen blev godkendt.

Til top