Mødedato: 27.05.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Bevillingsmæssige ændringer 1. kvartal 2019

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til de bevillingsmæssige ændringer for 1. kvartal 2019 og samarbejdsaftalen med Sparta Atletik & Motion (Sparta) vedrørende vedligehold af Fælledparkens plæner.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at de bevillingsmæssige ændringer for 1. kvartal 2019, jf. bilag 2, godkendes.

  2. at samarbejdsaftalen med Sparta vedrørende vedligehold af Fælledparkens plæner, jf. bilag 3, godkendes, og Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsbudget på den baggrund opskrives med 0,3 mio. kr. i 2019, 2020 og 2021.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget får fire gange årligt forelagt sager om bevillingsmæssige ændringer, der omhandler ændringer af teknisk karakter, omplaceringer af bevillinger inden for udvalget eller mellem udvalg. Formålet er at sikre overensstemmelse mellem budget og forventet forbrug i forbindelse med flytning af opgaver eller igangsætning af nye opgaver. De bevillingsmæssige ændringer skal godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Endvidere ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen, at samarbejdsaftalen (bilag 3) med Sparta vedrørende vedligehold af Fælledparkens plæner godkendes, da samarbejdsaftalen har bevillingsmæssige konsekvenser.

Løsning

De bevillingsmæssige ændringer, som Teknik- og Miljøforvaltningen har registreret i løbet af 1. kvartal 2019, gennemgås nedenfor. De ændringer, som medfører budgetomplaceringer mellem udvalg, er godkendt af de relevante forvaltninger. De tal, der står i parentes efter overskrifterne, henviser til løbenumrene i bilag 2.

Ændringer på styringsområdet Service kan ses nedenfor.

Dækning af advokatudgifterne vedrørende tilskudsdeklarationssager (1)
På baggrund af styringsprincipperne på tilskudsdeklarationsområdet kan forvaltningen få dækket advokatudgifter vedrørende tilskudsdeklarationssager via kommunekassen. Styringsprincipperne på tilskudsdeklarationsområdet betyder, at indtægter og udgifter skal bogføres med modpost på kommunekassen. Indtægterne på området er øremærket til boligsociale formål. Teknik- og Miljøforvaltningen har i 2019 haft udgifter på 0,8 mio. kr. til advokatbistand på tilskudsdeklarationsområdet. Teknik- og Miljøudvalgets budget skal på den baggrund opskrives på bevillingen Ordinær drift med 0,8 mio. kr. i 2019.

Ph.d.-projekt vedr. Partnerships & Procurement: Smart City Solutions (2)
På baggrund af de tilskud som Teknik- og Miljøforvaltningen modtager fra Innovationsfonden og Realdania i forbindelse med ph.d.-projektet ”Partnerships & Procurement: Smart City Solutions”, så skal Teknik- og Miljøudvalgets budget opskrives på bevillingen Ordinær drift med 0,4 mio. kr. i 2019 og 0,1 mio. kr. i 2020 på indtægts- og udgiftssiden.

Drift af parkeringspladserne ved kommunale institutioner (3)
På baggrund af anlægsloftet er anlægsprojektet ”Åbning af parkeringspladser ved kommunale institutioner” blevet sat i bero og de to lokationer ”Randersgades Skole” og ”Blågård Skole” forventes ikke åbnet før 2021. Driftsbudgettet, som er afsat til de to lokationer, skal på den baggrund tilbageføres kommunekassen. Teknik- og Miljøudvalgets budget skal på den baggrund nedskrives med 0,2 mio. kr. på bevillingen Ordinær drift i 2019 og 2020.

Overførsel af driftsmidler til afsluttede anlægsprojekter (4)
På Økonomiudvalgets budget er der afsat en pulje til den afledte drift af de politisk vedtagne anlægsprojekter. Fra denne pulje skal der overføres budgetmidler i forbindelse med afslutningen på anlægsprojekterne ”Adgangsvej ved Følager og sydlige forplads til Ny Ellebjerg Station”, ”Scandiagade”, ”Byskov ved Selinevej”, ”Klimakvarteret - Bryggervangen, ”Skt. Kjelds Plads” og ”Vandkvalitet i søer og åer - grødeskæring”. Der skal samlet set overføres 1,9 mio. kr. i 2019 og 2,1 mio. kr. i 2020 og frem til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift.

Tilbageførsel af midler vedrørende cykel- og gangbro over Folehaven (5)
Cykel- og gangbroen over Folehaven (BR 26. maj 2016) forventes først færdig og ibrugtaget i 2020, og de afsatte driftsmidler i 2019 skal på den baggrund tilbageføres kommunekassen. Teknik- og Miljøudvalgets budget skal på den baggrund nedskrives med 0,3 mio. kr. på bevillingen Ordinær drift i 2019.

Overførsel af midler fra Megaeventpuljen til C40-borgmestertopmøde 2019 (6)
Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen er enige om, at der skal overføres 1,0 mio. kr. for at sikre tilstrækkelige kvalitet i planlægningen og eksekveringen af de aktiviteter, som skal finde sted i forbindelse med C40-borgmestertopmødet den 9.-11. oktober 2019. Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift skal på den baggrund opskrives med 1,0 mio. kr. i 2019.

Overførsel af midler til Center for Indkøb i Københavns Ejendomme (7)
Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen er enige om, at der overflyttes et årsværk til Center for Indkøb til varetagelse af den juridiske rådgivning i forbindelse med det fælles indkøbsprojekt ”Styrket Indkøbsorganisation”. Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift skal på den baggrund nedskrives med 0,6 mio. kr. i 2019 og 0,7 mio. kr. i 2020 og frem.

Tilskud i forbindelse med innovative klimaprojekter (8)
I forbindelse med de innovative klimaprojekter ”Smart City Accelerator”, ”Datadrevet fjernvarme” og ”State of Green” har Teknik- og Miljøforvaltningen modtaget tilsagn fra EU om et tilskud på i alt 1,0 mio. kr. Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift skal på den baggrund opskrives med 0,6 mio. kr. i 2019, 0,3 mio. kr. i 2020 og 0,1 mio. kr. i 2021.

Budgettilpasning mellem bevillingerne Ordinær drift og Parkering (9)
På baggrund af den endelige udmøntning af budgettet for 2019 og opgavetilpasning af den økonomiske udfordring i 2019 herunder fjernelse af budgettet til lokalløn, jf. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. november 2018, ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen, at der skal overføres 0,5 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering, så budgettet afspejler opgavetilpasningen og det forventede forbrug på lokallønsområdet.

Ændringer på styringsområdet Anlæg kan ses nedenfor.

Fordeling af bevilling vedrørende luftforurening i København (10)
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen er blevet enige om fordelingen af de afsatte midler fra Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) til igangsættelse af de initiativer, der skal øge viden om de sundhedsskadelige virkninger fra luftforurening i København. Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg skal på den baggrund opskrives med 2,2 mio. kr. i 2019 og 2020 og med 1,9 mio. kr. i 2021 og 2022. Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal vil blive justeret med tilsvarende beløb.

Betaling af fondsmoms i forbindelse med ITS-verdenskongressen (11)
Teknik- og Miljøforvaltningen er blevet opmærksom på, at der ikke er blevet betalt fondsmoms i forbindelse med modtagelse af midler fra Industriens fond til ITS-verdenskonkregressen (BR 12. november 2015 og 22. juni 2017). Bidraget fra Industriens fond var på 0,6 mio. kr., og der skal på den baggrund betales fondsmoms på 0,1 mio. kr. Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg skal på den baggrund nedskrives med 0,1 mio. kr. i 2019.

Ændringer på styringsområdet Overførsler mv. kan ses nedenfor.

Salg af genbrugsprodukter på Sydhavn Genbrugsstation (12)
På baggrund af salg af genbrugsprodukter på Sydhavn Genbrugsstation forventes en omsætning på 0,02 mio. kr. i 2019, 0,3 mio. kr. i 2020 og 0,5 mio. kr. i 2021 og frem. Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet skal på den baggrund hæves på indtægts- og udgiftssiden med 0,02 mio. kr. i 2019, 0,3 mio. kr. i 2020 og 0,5 mio. kr. i 2021 og frem.

Budgettilpasning på Affaldsområdet (13)
På baggrund af den endelige vedtagelse af Ressource- og Affaldsplan 2024 blev Affaldsområdet nedskrevet med 7,1 mio. kr. til igangsættelse af indsats 1.4 ”Affaldsløsninger på vej og andre offentlige arealer” og indsats 3.2 ”Etablering af tre nye nærgenbrugsstationer”. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at budgettet på Affaldsområdet vil balancere ved årets udgang og Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet skal således opskrives med 7,1 mio. kr. i 2019.

Aftale med Sparta vedrørende vedligeholde af Fælledparkens plæner (14)
På baggrund af ekstra slid på plænerne i Fælledparken i forbindelse med afholdelse af DHL-stafetten vil Sparta og Teknik- og Miljøforvaltningen indgå en samarbejdsaftale, jf. bilag 3, hvor Sparta i 2019, 2020 og 2021 bidrager med et beløb på 0,3 mio. kr. til præventiv og genoprettende pleje af plænerne i Fælledparken. Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse af aftalen, så Teknik- og Miljøforvaltningen kan skrive under på aftalen, og Teknik- og Miljøudvalgets budget på den baggrund opskrives på indtægts- og udgiftssiden med 0,3 mio. kr. på bevillingen Ordinær drift i 2019, 2020 og 2021.

Økonomi

De bevillingsmæssige ændringer for 1. kvartal 2019 fremgår af bilag 2, hvor der også er information om udvalg, bevilling, funktion og det år, de enkelte bevillingsmæssige ændringer foretages i.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer er sendt til Økonomiforvaltningen den 30. april 2019 med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Den samlede sag behandles af Økonomiudvalget den 28. maj 2019 og af Borgerrepræsentationen den 6. juni 2019.

 

Michel Schilling

                                                /Anna Schou Johansen          

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. maj 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top