Mødedato: 26.08.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Revisionsberetningen for Københavns Kommunes regnskab 2012

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende udvalgets bemærkninger til kommunens eksterne revisors samlede beretning om revision af Københavns Kommunes årsregnskab for 2012.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at Teknik- og Miljøudvalgets bemærkninger til revisionsberetningen vedrørende revision af regnskabet for 2012 videresendes til Økonomiudvalget med henblik på behandling og godkendelse i Borgerrepræsentationen.

Problemstilling

Kommunens eksterne revisor Deloitte (herefter revisor) har den 6. august 2013 sendt den samlede beretning om revision af Københavns Kommunes årsregnskab for 2012 til Borgerrepræsentationen.

Ifølge styrelsesloven § 42, stk. 4 skal kommunens revisor afgive en årsberetning om revisionen af kommunens årsregnskab. Af kommunens revisionsregulativ fremgår det, at Revisionsberetningen skal besvares af de stående udvalg snarest muligt og senest 4 uger efter modtagelsen. Udvalgenes besvarelse skal sendes til Økonomiudvalget, som afgiver en samlet revisionsbetænkning til Borgerrepræsentationen.

Løsning

Revisionsberetningen

Udvalget skal ifølge revisionsregulativet besvare revisionsbemærkningerne i den del af Revisionsberetningen, der vedrører Teknik- og Miljøudvalget.

Der er ingen revisionsbemærkninger i revisionsberetningen, som skal besvares af Teknik- og Miljøudvalget.

Nedenfor fremgår de bemærkninger, der skal besvares andre udvalg eller som ikke er resulteret i revisionsbemærkninger.

Afsnit 3.2 Bevillingssystemet

I revisionsberetningens afsnit 3.2 ”Bevillingssystemet”, som skal besvares af Økonomiudvalget, er der dog omtalt et merforbrug under Teknik- og Miljøudvalgets bevilling til takstfinansieret drift, i alt overførsler på 21,4 mio. kr. Bevillingsområdet omfatter to områder, dels affaldsområdet og dels deponering af forurenet jord på Kalvebod Miljøcenter (KMC).

Revisor finder, at der ikke foreligger den fornødne klarhed i udformningen af regnskabsforklaringerne til det konstaterede merforbrug. Endvidere konstaterer revisionen, at årets budgetopfølgning ikke har været tilstrækkelig til at hindre merforbruget.

Teknik- og Miljøforvaltningen har igangsat et arbejde med henblik på at forbedre styringen af de to områder på bevillingen til Takstfinansieret drift og vil i samarbejde med Økonomiforvaltningen sikre, at den årlige bevilling på det takstfinansierede område bedre afspejler videreførelsen af over- eller underskud mellem årene med henblik på at ”hvile i sig selv”.

Det fremgår dog af afsnit 2.2.2 ”Uddybning af konklusionen” på den udførte revision under overskriften ”Bevillingssystemet, jf. afsnit 3.2”, at revisor på grundlag af sin gennemgang af udvalgsregnskaberne kan tilslutte sig, at der i 2012 har været en tilfredsstillende budgetstyring på  bevillingerne på styringsområderne service, anlæg og overførsler mv., som er klart forbedret i forhold til tidligere år. Det konstaterede merforbrug på bevillingen takstfinansieret drift, som hører under styringsområdet overførsler mv., har derfor ikke resulteret i en revisionsbemærkning.

Det, som skal besvares af Økonomiudvalget i afsnit 3.2, vedrører således alene en generel bemærkning til bevillingsafvigelser vedrørende finansposter.

Afsnit 4. Redegørelse for den udførte finansielle og juridisk-kritiske revision

I afsnit 4.2 ”Øvrige indtægter og udgifter” oplyser revisor, at de som led i revisionen har gennemgået den del af de generelle it-kontroller, som de har vurderet relevante for aflæggelse af et årsregnskab uden væsentlig fejlinformation.

På baggrund af gennemgangen af de generelle it-kontroller, har revisor identificeret to væsentlige områder til forbedring, hvoraf det ene vedrører Teknik- og Miljøforvaltningens Navision-system, som i det daglige administreres af Koncernservice. Revisor har konstateret, at systemudviklere har uovervåget adgang til TMF-Navision produktionsmiljø. Af de detaljerede rapporter fremgår det, at revisor har anbefalet der som udgangspunkt kun må tildeles vis-adgang for systemudviklere til produktionsmiljøet, og såfremt dette undtagelsesvis ikke er tilstrækkeligt, bør udviklernes handlinger i produktionsmiljøet overvåges og kontrolleres.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Koncernservice er enige i observationen og har i 2012 iværksat kompenserende kontroller, hvor udviklernes handlinger i produktionsmiljøet overvåges og kontrolleres. Kontrollen udføres halvårligt af en medarbejder, som ikke er tildelt ”kritiske roller”.

Økonomi

Denne indstilling har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Den samlede revisionsbetænkning behandles af Økonomiudvalget den 8. oktober 2013 og af Borgerrepræsentationen den 31. oktober 2013, hvor revisionen af årsregnskabet afsluttes med en godkendelse af regnskabet.

Carsten Riis                                                                 
                                                                         /Martin Nordrup Andersen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 26. august 2013

Indstillingen blev godkendt.
Til top