Mødedato: 26.05.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Varmeforsyning i Nordhavn

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal godkende varmeforsyningen i Nordhavn.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget

1.  at HOFOR A/S’s projektforslag (bilag 1) om fjernvarmeforsyning i Nordhavn godkendes.

Problemstilling

HOFOR har ansøgt Københavns Kommune om godkendelse af et projektforslag for fjernvarmeforsyningen af Nordhavn. Projektforslaget skal godkendes i henhold til bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (BEK nr. 374 af 15/04/2013, Projektbekendtgørelsen).

Kommunalbestyrelsen kan i henhold til Projektbekendtgørelsen kun godkende et samfundsøkonomisk fordelagtigt varmeforsyningsprojekt. Inden projektforslaget endeligt kan godkendes, skal de berørte parter høres.

Borgerrepræsentationen godkendte den 6. februar 2014 at sende projektforslaget om varmeforsyning i høring. Høringsperioden er udløbet, og der har ikke været kommentarer til projektforslaget.

Borgerrepræsentationen godkendte den 13. marts 2014 at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at udsende varmeprojekter, der kræver politisk godkendelse, i høring samt til efterfølgende at godkende projekterne.

Løsning

Da fjernvarmeforsyning af området er samfundsøkonomisk og CO2-mæssigt mest fordelagtig, indstilles det, at projektet godkendes.

Projektforslaget dækker området i lokalplanerne Århusgadekvarteret, Sundmolen m.m., Århusgadekvarteret Vest, Trælastholmen, Levantkaj Vest. Den præcise angivelse af området kan ses i ansøgningen (bilag 1, side 14).

Ansøgningen er en vurdering af forskellige teknologier til opvarmning af området i Nordhavn. Fjernvarme sammenlignes med vand til luft varmepumper og med jordvarme. Disse tre teknologier sammenlignes i forhold til tre forskellige scenarier for varmeforbrug. Vurderingerne er for en periode på 25 år. Fjernvarmeforsyningen er samfundsøkonomisk mest fordelagtig for alle tre forbrugsscenarier, og jordvarmen er for alle scenarier dyrere end luft-vand varmepumpen. En væsentlig forudsætning for den positive samfundsøkonomi for fjernvarmen er, at alle bygninger bliver tilsluttet. Det indgår derfor i en aftale med By og Havn (byudviklingsaftalen), at de ved salg af grunde i området sikrer tilslutning til fjernvarmen.

Ud over den samfundsøkonomiske vurdering indeholder ansøgningen vurderinger af brugerøkonomi, selskabsøkonomi (for HOFOR) og miljøpåvirkninger.

Brugerøkonomi
På baggrund af de sparsomme erfaringer, der er med faktisk energiforbrug i lavenergibyggeri, vurderer forvaltningen, at projektet har en positiv brugerøkonomi, hvorved projektet vil medføre billigst mulig varmeforsyning for borgere og virksomheder i området.

Brugerøkonomien i ansøgningen er afhængig af varmeforbruget. I ansøgningen er der tre scenarier for varmeforbrugets størrelse i Nordhavn: lavt, mellem, og højt. Alle tre scenarier har et lavere varmeforbrug end det øvrige København. I to af scenarierne (lavt og mellem) vil tilslutningen til fjernvarmen være en omkostning for forbrugerne. I det tredje scenarie med det relativt høje varmeforbrug, vil tilslutning til fjernvarmen give en økonomisk gevinst for brugerne på 10 mio. kr.

Selskabsøkonomi
Selskabsøkonomien for HOFOR er positiv i projektforslaget. Dette betyder, at etablering af fjernvarme i Nordhavn vil være en økonomisk gevinst for HOFOR og dermed også for byens øvrige fjernvarmeforbrugere. Økonomien i fjernvarmeselskaber skal hvile i sig selv, hvorfor en forbedre økonomi i selskabet vil komme alle fjernvarmebrugere til gavn. Den selskabsøkonomiske gevinst for HOFOR er på mellem 82 og 104 mio. kr. for hele 25-års perioden. Variationen dækker over forskellen i de tre forbrugsscenarier.

Miljøvurdering
Forsyning med fjernvarme er CO2-mæssigt den klart bedste løsning. Projektet er derfor et vigtigt skridt i forhold til Københavns Kommunes Klimaplan. En alternativ varmeforsyning med varmepumper vil i år 2037 give en merudledning af CO2 på mellem 7.500 og 23.500 tons. Fjernvarmeforsyningens lave CO2-udledning skyldes primært, at der produceres elektricitet sammen med fjernvarmeproduktionen.

Samlet vurdering
Da fjernvarmeforsyning af området er samfundsøkonomisk og CO2-mæssigt mest fordelagtig, indstiller Teknik og Miljøforvaltningen, at projektforslaget godkendes. Høringsperioden har ikke givet anledning til ændringer, da der ikke er indkommet høringssvar.

Økonomi

Projektet har ingen direkte økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Efter vedtagelse i Teknik- og Miljøudvalget sendes godkendelsen til de høringsberettigede parter, der efterfølgende har fire ugers klagefrist.

 

 

        
Pernille Andersen                            

                                                                  /Niels Tørsløv

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 26. maj 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top