Mødedato: 25.02.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Fælles erklæring om beskyttelse af Øresund

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en fælles erklæring om beskyttelse af Øresund, der er udarbejdet af Øresundsvandsamarbejdet og en række organisationer i forbindelse med, at Miljø- og Fødevareministeriet har sendt Danmarks Havstrategi II i høring.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Københavns Kommune støtter Øresundsvandsamarbejdets fælles erklæring om beskyttelse af Øresund (bilag 2) til brug i høringssvar om Danmarks Havstrategi II til Miljø- og Fødevareministeriet.

Problemstilling

Københavns Kommune har siden 1996 indgået i det dansk-svenske Øresundsvandsamarbejde. Øresundsvandsamarbejdet ønsker at sende en tidligere fremsat erklæring om beskyttelse af Øresund som høringssvar i forbindelse med, at Miljø- og Fødevareministeriet har sendt Danmarks Havstrategi II, som implementerer EUs havstrategidirektiv, i offentlig høring frem til den 21. februar 2019.

Teknik- og Miljøudvalget skal derfor tage stilling til, om Københavns Kommune skal være medunderskriver af erklæringen om beskyttelse af Øresund i forbindelse med Miljø- og Fødevareministeriets høring.

Løsning

Erklæring om beskyttelse af Øresund

I april 2017 udarbejdede Øresundsvandsamarbejdet sammen med en række organisationer, herunder Danmarks Naturfredningsforening og Verdensnaturfonden, en fælles erklæring med forslag om, hvordan man kan beskytte Øresund. Erklæringen blev sendt til den danske og den svenske regering uden Københavns Kommune som medunderskriver, idet erklæringen ikke blev fremlagt politisk. I forbindelse med at erklæringen benyttes som høringssvar om Danmarks Havstrategi II til Miljø- og Fødevareministeriet anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen på nuværende tidspunkt, at Københavns Kommune er medunderskriver på erklæringen for at markere tilslutning hertil. Erklæringen vurderes ikke at begrænse den fremtidige udvikling af Lynetteholmen.

I Danmarks Havstrategi II udpeges det nordlige Øresund som beskyttet område, hvilket omfatter forbud mod trawlfiskeri og et stop for nye tilladelser til indvinding af råstoffer. Dette er i tråd med Øresundsvandsamarbejdets forslag om at beskytte Øresund. Beskyttelsen har stor betydning for havmiljøet i Øresund og dermed også kysterne ved København og Københavns Havn. Indsatsen har indflydelse på principper om mere bynatur og en ansvarlig by i Fællesskab København, samt på visionen En havn af muligheder, idet en ren havn med sund natur bidrager til at sikre rent badevand og biodiversitet i havnen. En beskyttelse af Øresund vil også øge det rekreative potentiale ved byens kyster og i Københavns Havn, hvilket gavner borgerne og kan tiltrække turister. Et beskyttet Øresund vil stadig kunne benyttes af både erhvervs- og fritidsbrugere, men de enkelte aktiviteter vil foregå på en mere skånsom og bæredygtig måde.

Om Øresundsvandsamarbejdet

Øresundsvandsamarbejdet er en dansk-svensk tværkommunal organisation med fokus på vandmiljøet i Øresund. I samarbejdet deltager syv danske kommuner, bl.a. Gentofte og Lyngby-Taarbæk, og otte svenske kommuner, bl.a. Malmø, samt Länsstyrelsen Skåne. Samarbejdet har eksisteret i over 50 år under forskellige navne.

Erklæringen er godkendt af de andre deltagende kommuner. Hvis Teknik- og Miljøudvalget ikke godkender indstillingen, imødekommes Øresundsvandsamarbejdet ønske om at fremsende erklæringen som et fælles høringssvar fra alle medlemskommuner ikke.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen Øresundsvandsamarbejdet om, at Københavns Kommune støtter den fælles erklæring om beskyttelse af Øresund. Øresundsvandsamarbejdet sender umiddelbart herefter erklæringen som høringssvar til Miljø- og Fødevareministeriet.

 

                        Pernille Andersen

                                                                  /Karsten Biering Nielsen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 25. februar 2019

Indstillingen blev godkendt.

Til top