Mødedato: 22.09.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

3. reperiodisering 2014

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende disponeringen af udvalgets anlægsramme i årene 2014 til 2018, som den ser ud efter 3. reperiodisering. Desuden skal Teknik- og Miljøudvalget tage det forventede forbrug på anlægsprojekterne i 2014 til efterretning.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 26. november 2008, at forvaltningens anlægsportefølje med forventet forbrug skal fremlægges for udvalget kvartalsvist.

Bevillingerne periodiseres i overensstemmelse med projekternes forløb således, at budgetterne er til rådighed i de år, hvor de skal bruges. Dette gøres af hensyn til kommunens likviditet og i henhold til bevillingsreglerne.

Samtidig sikrer periodiseringen, at bevillingen bliver fremskrevet indtil det år, hvor den skal bruges, hvorved risikoen for merforbrug som følge af prisudviklingen på bygge- og anlægsområdet minimeres.

Løsning

Reperiodiseringen af budgetterne mellem årene forårsages af teknisk periodisering for at tilpasse anlægsrammen til kommunens anlægsmåltal, justering af projektprognoser samt aktivitetsforskydninger i forskellige projekter.

Konkret betyder det, at der med 3. reperiodisering foretages følgende ændringer:

  • Byfornyelse anlæg nedskrives med netto 33,8 mio. kr. pga. aktivitetsforskydninger på projekter, hvor forvaltningen ikke selv er bygherre på byfornyelsesprojekterne. Af eksempler på projekter kan bl.a. nævnes Bremensgade 47-73, A. F. Beyersvej 3 / Gudenåvej 39 og Gl. Kongevej 51 / Værnedamsvej 18-20.
  • Bevillingen Ordinær anlæg opskrives med netto 22,7 mio. kr. pga. tekniske årsager for at tilpasse anlægsrammen til kommunens samlede anlægsmåltal
  • Bevillingen Takstfinansieret anlæg nedskrives med netto 0,8 mio. kr. pga. mindre justeringer på anlægsprojekt. Det konkrete projekt som bliver nedskrevet er Genbrugsstation, Sydhavn.
  • Bevillingen Klima anlæg opskrives med netto 0,5 mio. kr. pga. mindre justeringer på et anlægsprojekt. Det konkrete anlægsprojekt som bliver opskrevet er CP V - Cykelrute Amagerbanen sammentænkning med klimatilpasning.

Som opfølgning på Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om kvartalsvis fremlæggelse af anlægsporteføljen gives der i bilag 1 og bilag 2 en samlet redegørelse for forvaltningens anlægsområde i årene 2014 til 2018.

Den samlede anlægsramme indeholder bevillingerne Ordinær anlæg, Byfornyelse anlæg, Takstfinansieret anlæg og Klima anlæg. I 2013 var anlægsområdet (ekskl. Takstfinansieret anlæg og Klima anlæg) underlagt måltal. På Økonomiudvalgets møde den 28. januar 2014 blev det besluttet, at anlægsmåltallet for de enkelte udvalg ophæves i 2014, og at et eventuelt anlægsloft i 2015 afventer kommuneaftalen for 2015. Derfor foretager Teknik- og Miljøforvaltningen nu en reperiodisering af budgetterne ud i de år, hvor de forventes anvendt. Styringen og opfølgningen på bruttoanlægsudgifterne sker fremadrettet i forbindelse med de fire sager om anlægsoversigten (reperiodiseringerne) og i de tre sager om forventet regnskab.

Bilag 1 er en komplet oversigt over anlægsprojekterne i 2014 på Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Byfornyelse anlæg, Ordinær anlæg, Takstfinansieret anlæg og Klima anlæg med forventet forbrug primo 2014 på projektniveau.

Det korrigerede budget for 2014 udgør i alt 1.370,4 mio. kr. brutto for den samlede anlægsramme, dvs. bevillingerne Ordinær anlæg, Byfornyelse anlæg, Takstfinansieret anlæg og Klima anlæg efter reperiodiseringen.

Særlige projekter i fokus
Med denne indstilling oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen desuden om status på 9 projekter, som er i fokus blandt andet som følge af særlige (økonomiske) risici i projekterne. Projekterne er udvalgt på baggrund af, hvor stort politisk fokus der er på projektet, samt projektets økonomiske størrelse. Det drejer sig om følgende projekter:

  • Nordhavnsvejen
  • Bro over Inderhavnen
  • Israels Plads
  • Superkilen
  • Bro over Vejlands Allé
  • Klimatilpasningsmidler
  • Udskiftning af gadebelysning
  • Renovering af trafiklyssignaler og ITS – Trafikledelse og grøn mobilitet
  • Cykelpakker.

Status på de 9 projekter i fokus findes i bilag 3.

I bilag 4 findes desuden status på forvaltningens igangværende anlægsprojekter mht. ibrugtagning og økonomi. Det fremgår af bilaget, at Teknik- og Miljøforvaltningen i 18 % af de aktive, ikke-ibrugtagne anlægsprojekter forventer, at det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt bliver overskredet med mere end 6 mdr.

Til dette skal det bemærkes, at forvaltningen har 61 røde projekter (dvs. at ibrugtagningstidspunktet er overskredet med mere end 6 måneder), hvoraf 36 % skyldes eksterne faktorer, såsom at forvaltningen ikke selv er bygherre på projektet, at eksterne sagsbehandlingstider har trukket ud eller tvister med entreprenører. Med andre ord forhold som forvaltningen ikke selv kan styre. Det resterende mindre antal projekter er forsinket blandt andet på grund af politisk godkendte ændringer i projekterne, koordinering med andre projekter samt interne forhold i forvaltningen.

I forhold til økonomioverskridelser forventes TMF at overholde budgettet for 87 % af de aktive, ikke-ibrugtagne anlægsprojekter.

Derudover forventes det, at 1 % af de ikke-ibrugtagne, aktive anlægsprojekter overskrider budgettet med mere end 5 mio. kr. eller med mere end 10 % af det korrigerede budget. Projektet som forventes at overskride budgettet er Hastighedszoner Nørrebro med ca. 11 t.kr. svarende til 10,4 % af budgettet.

Økonomi

Reperiodiseringen sker i overensstemmelse med det forventede forbrug på projekterne og tager ikke længere højde for et forvaltningsspecifikt anlægsmåltal jf. Økonomiudvalgets beslutning fra 28. januar 2014, men for Københavns kommunes samlede anlægsmåltal.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningens reperiodiserede anlægsoversigt indgår i Københavns Kommunes samlede anlægsoversigt, det vil sige alle forvaltningers anlægsprojekter, som behandles af Økonomiudvalget den 23. september 2014 og af Borgerrepræsentationen den 2. oktober 2014, jf. cirkulæret for budgetopfølgning 2014.

Pernille Andersen

                                                                  / Signe Skovgaard

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top