Mødedato: 22.05.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Samskabelsesprojekt på Vestvolden, Brønshøj-Husum

Se alle bilag
For sikre en bedre sammenhæng mellem Tingbjerg og Husum og for at gøre Vestvolden mere attraktiv for lokale og besøgende skal der tages stilling til, om et af forvaltningen udarbejdet idékatalog skal danne grundlag for det videre arbejde med samskabelsesprojektet på Vestvolden.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at idékataloget for Vestvolden, jf. bilag 2, udgør grundlaget for forvaltningens videre arbejde med samskabelsesprojektetVestvolden.

Problemstilling

I Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 1,5 mio. kr. til et samskabelsesprojektVestvolden. Projektet udgår fra Tingbjerg-Husum Byudviklingsstrategi og skal bidrage til at udvikle Tingbjerg-Husum til en grøn, aktiv og åben boligby.

Teknik- og Miljøforvaltningen fremlægger hermed det udarbejdede projekt i form af et idékatalog med henblik på, at det kan indgå i forhandlingerne om Budget 2018.

Løsning

I Teknik- og Miljøforvaltningens udmøntningsnotat for Budget 2016 (TMU 26. oktober 2015) fremgår det, at forvaltningen ville fremlægge samskabelsesprojektet for Teknik- og Miljøudvalget i maj 2016 med henblik på forslag til Budget 2017. På mødet den 20. juni 2016 besluttede Teknik- og Miljøudvalget en ændret tidsplan for projektet med forelæggelse for Teknik- og Miljøudvalget i foråret 2017 med henblik på forslag til forhandlingerne om Budget 2018. Forsinkelsen skyldes, at det har taget længere tid end forventet at afstemme målsætninger og proces i forhold Byudviklingsstrategien.

Forvaltningen har udarbejdet et idékatalog for projektet, jf. bilag 2. Samskabelsen har blandt andet bestået af dialog og workshops med borgere, lokaludvalg og repræsentanter for de boligsociale helhedsplaner, ligesom forvaltningen har afdækket fredningsudfordringer og potentialer ved Vestvolden.

Samskabelsesprojektet har tre målsætninger: at gøre Vestvolden mere attraktiv for lokale og besøgende, at binde Tingbjerg og Husum bedre sammen, og at binde den del af Vestvolden, der ligger i Køben­havns Kommune, sammen med den øvrige del af Vestvolden og resten af København. Bilag 1 indeholder et oversigtskort.

Samskabelsesprojektet understøtter Fællesskab Københavns 2025-målsætning om, at københavnerne opholder sig 20 % mere i byens rum, og at flere oplever deres lokalområde som levende og varieret. Revitalisering af Vestvolden vil forbedre tilgængeligheden på tværs af bydelene. Samtidig vil aktivitetstilbud og kulturhistoriske oplevelser gøre området mere attraktivt. Derved vil flere lokale og besøgende på tværs af bydelene mødes, færdes og opholde sig på Vestvolden.

Idékataloget har temamæssige overlap med Helhedsplanen for Utterslev Mose, som forelægges Teknik- og Miljøudvalget sideløbende med denne indstilling, men de konkrete forslag kan prioriteres uafhængigt af hinanden.

Idékataloget indeholder 14 initiativer, der tilsammen kan give et kvalitetsløft af Vestvolden, så området opleves mere tilgængeligt og trygt, samtidig med at de rekreative muligheder forbedres. Dette kan skabe øget fysisk og social sammenhæng mellem Tingbjerg og Husum og med resten af København. De 14 initiativer kan grupperes under tre overskrifter: Revitalisering og synlighed, Fællesskabende aktiviteter og Forsvarsværkets historie. De 14 initiativer er kort beskrevet nedenfor:

Revitalisering og synlighed

  • Markering af indgangene

En markering af indgangene til Vestvolden vil fungere som en fysisk formidling af Vestvolden og skal give flere forbipasse­rende lyst til at undersøge området nærmere. Markeringen sker ved at genetablere voldprofilet ved henholdsvis Åkandevej og Frederikssundsvej.

  • Belysning

Etablering af belysning fra Tingbjerg til Frederikssunds­vej vil understøtte trygheden, og dermed forventes det, at flere vil bruge Vestvolden som deres daglige rute.

  • Renovering af stier

Ved at renovere stierne på Vestvolden øges tilgænge­ligheden. Samtidig sikres et rekreativt grønt bindeled til Københavns andre cykelruter.

  • Udskiftning af inventar og hegn

Meget af inventaret på Vestvolden bør genoprettes eller udskiftes. Det gælder bænke, grill, skraldespande, redningsposter, skilte, hegn og gelæn­dere. Flere adspurgte har ønsket flere siddemuligheder, så initiativet indbefatter samtidig registrering af placeringer af nye bænke.

  • Beskæring af træer og buske

Flere har i forbindelse med omverdensinddragelsen nævnt, at de føler utryghed på Vestvolden. Det skyldes bl.a. den vilde og ukontrollerede bevoksning mange steder. Beplantningen foreslås beskåret på udvalgte steder, så den oplevede tryghed forbedres.

  • Renovering af broer

Den københavnske del af Vestvolden har fem parkbro­er, der alle er i dårlig stand og derfor bør opgraderes. En renovering vil både øge sikkerheden og forbedre tilgængeligheden i området.

Fællesskabende aktiviteter

  • En bemandet legeplads

Københavns bemandede legepladser i udsatte byområ­der skaber fællesskab og tiltrækker børnefamilier fra hele byen. En bemandet legeplads med naturen som tema vil skabe positive historier om området samt muligheder for at mødes på tværs af sociale klasser.

  • Naturbyen

Naturbyen vil blive et eksperimentarium, der inspirerer familier til at lære om naturen og bygge bæredygtige løsninger. Det er Lokaludvalgets ønske, at Naturbyen skal videreudvikle EnergiCenter Voldparken, der fungerer som et mødested og lokalt aktivitetshus i Husum. Initiativet vil høre under Børne- og Ungdomsforvaltningen.

  • Skole- og nyttehaver

Skole- og nyttehaver vil understøtte, at både lokalområ­dets institutioner, skoler og beboere får mulighed for at dyrke haver og lære om bynatur og områdets biodiversitet. Initiativet vil høre under Børne- og Ungdomsforvaltningen.

  • Temamåned og events på Vestvolden

For at synliggøre Vestvoldens natur- og kulturhistorie, foreslås en tilbagevendende årlig begivenhed, en temamåned for både lokale og besøgende til området. Temamåneden kan formidle kulturhistorien gennem eksempelvis midlertidigt opsatte kunstværker og andre events. Initiativet vil høre under Kultur- og Fritidsforvaltningen.

  • Træningsredskaber

Træningsredskaberne er et ønske fra de nærtliggende plejehjem og reha­biliteringscenter. Forvaltningen foreslår initiativet som et supplement til legepladsen ved Bystævnet, som er i umiddelbar nærhed til de mange borgere med behov for genoptræning i Bystævneparken.

Forsvarsværkets historie

  • Skilte

Det foreslås at opstille et skilt ved Voldalléen, så besøgende bliver opmærksomme på det gemte forsvarsværk for enden af tunnellen. Derudover foreslås det at opstille et befæst­ningsskilt ved Utterslev Mose for at tiltrække mosens besøgende op langs Vestvolden.

  • Synliggørelse af forsvarshistorien

Opsætning af kopier af kanoner på udvalgte steder vil give besøgende en indsigt i voldens oprindelige formål og understøtte forståelsen af fortidsmindet. Placering foreslås bl.a. ved legepladsen ved Bystævnet.

  • Dobbeltkaponieren

Det foreslås at give fæstningsværket nyt liv ved at indtage rummene til naturformidling. Bygningsværket Dobbeltkaponieren kan kobles til den bemandede legeplads og Naturbyen, så institu­tioner og skoler kan bruge fæstningsværket, ligesom privatpersoner kan blive klogere på naturen i området.

Høring

Idékataloget har været til høring hos Brønshøj-Husum Lokaludvalg samt Styregruppen for Tingbjerg-Husum Byudviklingsstrategi. Styregruppen er meget tilfreds med idékataloget. Den eneste bemærkning fra Styregruppen er, at henvisninger til placering af den bemandede legeplads samt placering af skole- og nyttehaver fjernes. Årsagen er, at Byudviklingsstrategien lægger op til at anvende disse placeringer til andre formål, eksempelvis nybyggeri. Teknik- og Miljøforvaltningen har imødekommet denne kommentar.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har udtrykt tilfredshed med, at der med idékataloget kommer yderligere fokus på Vestvolden og dens potentialer. Brønshøj-Husum Lokaludvalg foreslår blandt andet, at den bemandede legeplads tænkes mere sammen med den eventuelt kommende Naturby. Teknik- og Miljøforvaltningen har tilrettet idékataloget efter lokaludvalgets kommentar. Under initiativet om mere belysning på Vestvolden henstiller Brønshøj-Husum Lokaludvalg til, at Kagsmosen ikke belyses, da området er meget sårbart i forhold til natur og dyreliv. Teknik- og Miljøforvaltningen har fjernet denne del af belysningen fra idékataloget. Hele Brønshøj-Husum Lokaludvalgs høringssvar og Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger hertil fremgår i bilag 3.

Økonomi

I Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 1,5 mio. kr. til et samskabelsesprojektVestvolden. Midlerne blev stjernemarkeret og blev frigivet ved vedtagelsen af budgettet. Der blev ikke afsat finansiering til initiativerne i idékataloget, og forvaltningen vil derfor udarbejde budgetnotat med henblik på, at initiativerne kan indgå i forhandlingerne om Budget 2018.

Videre proces

Forvaltningen vil udarbejde et budgetnotat for initiativerne i idékataloget til brug for forhandlingerne om Budget 2018, hvor hvert af initiativerne er prissat. Der vil blive afsøgt mulighed for fondsfinansiering af initiativerne.

 

Pernille Andersen

/Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. maj 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top