Mødedato: 18.03.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om renoveringsprojektet af SAB afd. 3007 Humlevænget, Husum

Se alle bilag

Indstilling

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen, som tilsynsførende inden reel igangsættelse af renoveringsprojektet af SAB afd. 3007 Humlevænget, Husum, at sørge for, at Teknik- og Miljøudvalget får forelagt en plan for arbejdets konkrete omfang, som har direkte relevans for den enkelte beboer.
  2. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger at det indskærpes overfor den tilsynsudøvende myndighed i København Kommune, at myndigheden lever op til sin tilsynsforpligtelse i forbindelse med renoveringsprojektet af SAB afd. 3007 Humlevænget, så det sikres at beboernes rettigheder overholdes.

 (Stillet af Dansk Folkeparti)

Motivering

Baggrunden for medlemsforslaget er et ønske om at forhindre flere skandalerenoveringer som f.eks. Tingbjerg-renoveringerne og den efterfølgende retssag.

Det er den enkelte boligorganisation, som har ansvaret for gennemførelsen af arbejder i afdelingerne. Det er boligorganisationen som bygherre, der i samarbejde med entreprenøren tilrettelægger arbejdet. Det er således boligorganisationens ansvar, at arbejderne gennemføres efter de gældende regler.

Men det er Københavns Kommune, der fører tilsyn med, at de almene boligorganisationer følger de gældende regler. Københavns Kommune er således den primære tilsynsmyndighed.

Renoveringsprojektet af SAB afd. 3007 Humlevænget, Husum er godkendt på afdelingsmøde den 20/8 2017 og på organisationsbestyrelsesmøde den 25/4-2018.

Inden renoveringsprojektet reelt er gået i gang, har flere beboere meddelt, at de føler sig utrygge. Der er indsamlet 168 underskrifter ud af 398, der tilkendegiver, at beboerne er utilfredse med, at det - de blev lovet og sagde ja til - nu helt er ændret. Til eksempel fik beboerne inden helhedsplanen kom til afstemning at vide, at de kunne blive boende under arbejdet med boligen. Nu får de så at vide, at alle skal ud af deres bolig og hele boligen skal tømmes.

Forslagsstilleren ønsker, at kommunen i denne sag på alle leder og kanter skal leve op til den tilsynsforpligtelse, som kommunen har. Og at kommunen om nødvendigt bruger de redskaber, som de har, hvis det bliver påkrævet at gribe ind. Kræver dette, at der gives påbud eller at der skal indsættes en forretningsfører til at føre de beslutninger ud i livet, som træffes af de beboerdemokratiske organer, så skal de redskaber benyttes. Derfor ønsker vi som politikere at indskærpe overfor den tilsynsførende myndighed i København, at den skal leve op til sine tilsynsforpligtelser. 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. marts 2019

Sagen blev udsat.

Til top