Mødedato: 16.12.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Igangsættelse af anlægsprojekter i 2020 og 2021

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til status for anlægsprojekter, som igangsættes i 2020 og 2021. Herudover skal udvalget tage stilling til fremrykning af en række allerede prioriterede projekter fra 2021 til igangsættelse i 2020.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at status for anlægsprojekter, som henholdsvis er i gang og igangsættes i 2020 og 2021 tages til efterretning, jf. bilag 2, 3 og 4.

  2. at de ændrede ibrugtagningstidspunkter for berosatte projekter, som igangsættes i 2020, tages til efterretning, jf. bilag 7.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  3. at Teknik- og Miljøforvaltning på baggrund af Økonomiudvalgets beslutning 3. december 2019 om fremrykning af Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal på 76,4 mio. kr. fra 2021 til 2020 samt tildeling af yderligere anlægsmåltal i 2020 på 23,3 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget, fremrykker igangsættelse af projekter fra 2021 og 2022 til 2020 for i alt 99,7 mio. kr., jf. bilag 6.    

Problemstilling

Økonomiudvalget har 19. februar 2019 tildelt Teknik- og Miljøudvalget anlægsmåltal i 2020 på 563,1 mio. kr. og i 2021 på 563,1 mio. kr. (2020 p/l). Teknik- og Miljøudvalget prioriterede 29. april 2019 anlægsprojekter for 2020 og 2021. I Budget 2020 (BR 31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å) indgår yderligere projekter med måltal inden for Teknik- og Miljøudvalgets ressort. Forvaltningen har desuden overtaget projekter med tilhørende måltal fra andre forvaltninger, som skal igangsættes i 2020.

Endelig har Økonomiudvalget 3. december 2019 fremrykket anlægsmåltal for Teknik- og Miljøudvalget for 76,4 mio. kr. fra 2021 til 2020 samt tildelt Teknik- og Miljøudvalget et yderligere måltal i 2020 på 23,3 mio. kr. med henblik på fremrykning af allerede prioriterede projekter fra 2021 og 2022.

Det skal bemærkes, at tal i bilagene til indstillingen er angivet i 2019 p/l, mens nedenstående er i 2020 p/l, hvorfor der ikke er direkte sammenlignelighed herimellem.

Løsning

Styring af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsportefølje

Teknik- og Miljøudvalget godkendte 29. april 2019 en prioritering af anlægsprojekter, der skal igangsættes i 2020 og 2021 samt nedenstående tre principper for forvaltningens styring af anlægsporteføljen:

  • Alle anlægsprojekter, der blev prioriteret af udvalget 7. januar 2019, bliver færdiggjort.

  • Projekter med flere bevillinger behandles som hele projekter.

  • Forvaltningen kan løbende sætte alle igangværende projekter i anlægsporteføljen i bero, dog så de kan opstartes hurtigst muligt med henblik på at overholde anlægsmåltal for 2020 og 2021.

Forvaltningen har igangsat de af udvalget prioriterede projekter for 2019 og sat de ikke-prioriterede projekter i bero (TMU 7. januar og 29 april 2019). Af hensyn til kontraktmæssige forpligtelser og for at kunne afslutte de igangværende arbejder, sættes projekter ved behov i bero ved faseskift for, at projekterne kan genoptages, hvis der senere træffes politisk beslutning herom. Det bemærkes, at der er udgifter forbundet med at berosætte og opstarte projekter. Særligt kan der ved genopstart efter længere tid være sket ændringer i byens behov og projektets forudsætninger, at projektet må omprojekteres og sendes i fornyet udbud. Forvaltningen har ikke løbende sat projekter i bero for at overholde anlægsmåltal i 2019, jf. tredje princip ovenfor.

Forvaltningen har erfaring med, at den samlede forventning om forbrug på anlægsporteføljen falder hen over året. Forvaltningen har i overensstemmelse med Økonomiforvaltningen og andre forvaltninger de seneste år derfor anvendt en overbooking, da det er det mest hensigtsmæssige styringsredskab til at sikre, at anlægsmåltallet udnyttes fuldt ud. Med en overbooking på den samlede anlægsportefølje er det muligt at overføre det reelle forbrug (dvs. reperiodisere) på projekter til det følgende år, så der kan anlægges mest muligt det enkelte år. Overbookingen håndteres ved, at forvaltningen i anlægsoversigten indarbejder en procentvis reduktion på alle anlægsprojekter. Forvaltningen vil i 2020 og 2021 styre med en lavere overbooking end de 72 mio. kr., der blev anvendt i 2018 og 2019, fordi anlægsporteføljen er blevet mindre og, fordi forvaltningen har en høj eksekveringsevne.

Status på prioriterede anlægsmåltal og forventet forbrug i 2020 og 2021

Nedenstående skema angiver prioriterede anlægsmåltal inkl. overbooking for 2020 og 2021.

Skemaet giver desuden et overblik over det forventede forbrug på prioriterede anlægsprojekter for 2020 og 2021. Forbruget er således sammensat ud fra følgende opgørelser og beslutninger: 

  • De i 2019 igangværende og kontraktbundne anlægsprojekter med aktiviteter i 2020 og 2021, prioriteret af Teknik- og Miljøudvalget 7. januar 2019 og 29. april 2019, jf. bilag 2.

  • Anlægsprojekter med opstart i 2020, prioriteret af Teknik- og Miljøudvalget 29. april 2019 samt projekter besluttet i Budget 2020 og modtagne projekter fra andre forvaltninger med opstart i 2020, jf. bilag 3.

  • Anlægsprojekter med opstart i 2021 prioriteret af Teknik- og Miljøudvalget 29. april 2019 samt projekter besluttet i Budget 2020, jf. bilag 4.

Projekter, som udvalget har sat i bero, er samlet i bilag 5 og indgår ikke i skemaet nedenfor.

Tabel 1: Anlægsmåltal og forventet forbrug i 2020 og 2021

Anlægsmåltal

Mio. kr. (2020 p/l)

2020

2021

Anlægsmåltal tildelt af Økonomiudvalget 19. februar 2019

563,1

563,1

Overførselssagen 2018-2019 og overførsler fra andre forvaltninger i løbet af 2019

10,4

14,5

Budget 2020

52,7

70,6

Overbooking

40,8

40,8

Anlægsmåltal, inkl. overbooking

666,9

689,0

Forventet forbrug

Igangværende anlægsprojekter med aktiviteter i 2020 og 2021, jf. bilag 2

555,0

343,8

Anlægsprojekter til opstart i 2020, jf. bilag 3

111,9

214,0

Anlægsprojekter til opstart i 2021, jf. bilag 4

-

131,1

Forventet forbrug – samlet

666,9

689,0

Som det fremgår af skemaerne og bilagene kan de af udvalget allerede prioriterede projekter i 2020 og 2021 afholdes inden for de tildelte anlægsmåltal.

Fremrykning af anlægsprojekter, jf. Økonomiudvalgets beslutning 3. december 2019

Københavns Kommune har som resultat af den faseopdelte budgetlægning for 2020 opnået et højere bruttoanlægsmåltal end forudsat i budgetforhandlingerne, hvilket medfører, at der er ledigt anlægsmåltal i 2020. Teknik- og Miljøforvaltningen har på bestilling fra Økonomiforvaltningen 5. november 2019 fremsendt oversigter over, hvilke projekter der kan fremrykkes til 2020 fra 2021 og 2022. Oversigterne indeholdt mulig fremrykning af projekter for i alt ca. 350 mio. kr., jf. notat af 21. november 2019 Orientering om forventet fordeling af ekstra anlægsmåltal og fremrykning af anlægsprojekter til 2020. Økonomiudvalget godkendte 3. december 2019 at fremrykke anlægsmåltal for 76,4 mio. kr. fra 2021 til 2020 samt at tildele yderligere 23,3 mio. kr. i måltal i 2020 (i alt 99,7 mio. kr.) til Teknik- og Miljøudvalget.

På den baggrund har forvaltningen til Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse udarbejdet en liste over projekter, som anbefales fremrykket fra 2021 til 2020, jf. bilag 6. For at udnytte anlægsmåltallet for 2020 fuldt ud anbefaler forvaltningen en fremrykning af projekter for i alt 109,8 mio. kr., hvilket består af de 99,7 mio. kr. i fremrykket og yderligere tildelt måltal for 2020 samt en overbooking i 2020 på 10,1 mio. kr. (ca. 9 %). Det bemærkes, at udvalget allerede har prioriteret måltal til projekterne 29. april 2019.

Projekterne på listen i bilag 6 er valgt ud fra fokus på genopretningsbehovet i København og forvaltningens faglige vurdering af eksekveringssikkerhed, dvs. muligheden for at projekterne kan gennemføres i 2020 og 2021.

Tabel 2: Anvendelse af fremrykket anlægsmåltal

Anvendelse af fremrykket anlægsmåltal

Mio. kr. (2020 p/l)

2020

2021

Anlægsmåltal inden ØU 3. december 2019, inkluderet overbookning

666,9

689,0

Anlægsmåltal tildelt TMU på ØU 3. december 2019

99,7

-76,4

Overbooking for det fremrykkede anlægsmåltal

10,1

-

Samlet anlægsmåltal, inkl. overbooking

776,7

612,6

Forventet forbrug

 

 

Forventet forbrug på projekter før fremrykket anlægsmåltal

666,9

689,0

Projekter prioriteret i 2021, fremrykkes til 2020

97,2

-76,4

Projekter prioriteret til opstart i 2022, fremrykkes til 2020

12,6

-

Fornyet forventet forbrug, inkl. overbooking

776,7

612,5


Ændrede ibrugtagningstidspunkter
Forvaltningen har til Teknik- og Miljøudvalgets orientering udarbejdet en oversigt over nye forventede ibrugtagningstidspunkter for berosatte projekter, der igangsættes i 2020, jf. bilag 7.  

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Teknik- og Miljøudvalget vil blive orienteret, hvis der er prioriterede projekter, der sættes i bero for at overholde anlægsmåltallet.

Forvaltningen vil orientere lokaludvalg og samarbejdspartnere om anlægsprojekter, der igangsættes i 2020 og 2021, herunder de fremrykkede projekter.

Søren Wille

                                            /Lone Byskov

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. december 2019

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

Indstillingens 3. at-punkt blev med det tekniske ændringsforslag godkendt uden afstemning.

Til top