Mødedato: 13.01.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om sagsbehandling af ungdomsboliger

 

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at redegøre for, hvordan forvaltningen kan styrke bygge- og plansager vedrørende ungdomsboliger, jf. motiveringen.

      (Stillet af Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre)

Motivation

Den 12. november 2019 vedtog Borgerrepræsentationen en Studiebypolitik for København. Heri indgår en beslutning om, at der skal bygges 12.000 nye ungdomsboliger. Det stiller store krav til kommunens behandling af bygge- og plansagerne, så kommunen kan sikre de billigst mulige boliger med den kvalitet, studerende har brug for. Efter dialog med både almene og private bygherrer samt indstillingsudvalgene står det klart, at en af udfordringerne er sagsbehandlernes viden om unges behov. Parterne påpegede, at Københavns Kommune blander sig meget i indretningen af ungdomsboligerne, hvilket de som sådan ikke er kritiske overfor. Hvad de til gengæld efterlyse er, at sagsbehandlerne har en større viden om ungdomsboligområdet specifikt, så man taler det samme sprog, når man diskuterer kvaliteten.

Forslagsstillerne vil gerne have redegjort for tre ting, og derudover hvad forvaltningen finder relevant at inddrage: (1) Hvad forvaltningen allerede gør for at sikre kvaliteten og samtidig holde prisen nede på ungdomsboliger, (2) muligheden for at udpege en gruppe sagsbehandlere til at være dem, der i udgangspunktet arbejder med ungdomsboligsager, (3) muligheden for at ansætte en ungdomsboligkontaktperson, og (4) muligheden for et politisk vedtaget administrationsgrundlag, der kan understøtte de politiske ønsker for ungdomsboliger.

Hvis en gruppe af sagsbehandlere kan udpeges til at være de første, der får ungdomsboligsager, kan vi sikre mere kontinuitet og gradvis opbygning af viden i sagsbehandlingen. På den måde ved sagsbehandlerne bedre, hvilke knaster man skal være opmærksom på. Er der ikke en ungdomsboligsag er tanken, at sagsbehandleren kan arbejde med mere generelle sager.

Dette er til dels inspireret af sagsbehandlingen i fx Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, hvor sagsbehandlerne først og fremmest sidder med en enkelt type af borgere, netop så de kan opbygge viden om borgergruppen, tilbuddene til dem og forvaltningen forbundet med dem.

Muligheden for at ansætte en ungdomsboligkontaktperson kan være et alternativ eller en tilføjelse til (1). Vedkommende kan støtte sagsbehandlere og bygherrer og opsamle viden fra både sagsbehandlere, bygherrer, interesseorganisationer og beboere. Således kan vi sikre mere ensartethed og bedre vidensopsamling.

Idéen til et politisk vedtaget administrationsgrundlag siger næsten sig selv. Der bliver sendt mange politiske signaler om typer og indhold af ungdomsboliger, så måske ville det være godt at lave et samlet bud på, hvad retningen er.

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. januar 2020

Medlemsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Til top