Mødedato: 10.10.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til lokalplan "Heimdalsgade Syd II"

Se alle bilag

Der skal tages stilling til offentliggørelse af forslag til lokalplan ”Heimdalsgade Syd II” der skal muliggøre en ændret anvendelse af området fra offentlige formål til serviceerhverv.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at forslag til lokalplan ”Heimdalsgade Syd II” (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse i to måneder, samt
  2. at vedtage det foreslåede borgerdialogforløb, jf. bilag 3

Problemstilling

Fontaine Group A/S har anmodet om at få udarbejdet en ny lokalplan for ejendommen Heimdalsgade 35-37 på ydre Nørrebro.

 

Ejendommen har fra 1978 fungeret som ældrecenter og selskabslokaler. I 2008 bortfaldt den kommunale bevilling, og uden den kommunale støtte ser Fontaine Group A/S ingen muligheder for at drive ældrecenter på ejendommen. Samtidig har udlejningsmulighederne som følge af det snævre plangrundlag vist sig vanskelige. Fontaine Group A/S ønsker således, at anvendelsesbestemmelserne for ejendommen ændres, for hermed at lette udlejningsmulighederne og samtidig få nye og andre aktiviteter ind i bebyggelsen.

 

Da der ikke er tale om fysiske ændringer i området i form af nybyggeri, fremlægger forvaltningen lokalplanforslaget uden forudgående startredegørelse. Endelig vedtagelse af lokalplan forudsætter endelig vedtagelse af Kommuneplan 2011.

Løsning

Københavns Kommune har fundet det hensigtsmæssigt at erstatte den gældende lokalplan for området med en ny.

 

I dag skal området ifølge lokalplanen anvendes til offentlige institutioner. Den nye lokalplan (bilag 1) vil udgøre det planmæssige grundlag for en mere alsidig anvendelse med boliger og serviceerhverv og således bidrage til en mere fleksibel udnyttelse af området. Endvidere skal lokalplanen fastlægge en række mere tidssvarende bebyggelsesregulerende bestemmelser, herunder mere udførlige bestemmelser om bebyggelsens udformning.

 

Der indgår bestemmelser om ubebyggede arealer, herunder om størrelsen og indretningen af friarealer. Parkeringskravet er højst 1 plads pr. 150 m2 etageareal for biler, og mindst 2,5 pladser pr. 100 m2 etageareal for cykler. Der indgår bestemmelser om bæredygtighed, så nybyggeri skal udføres som lavenergibebyggelse, og regnvand fra tage skal opsamles og afledes lokalt.

 

Der foreligger aktuelt ingen konkrete byggeønsker fra områdets grundejere, og der er i området som helhed heller ingen rummelighed for nybyggeri, med mindre man river eksisterende bebyggelse ned. Lokalplanen vil derfor indeholde en bestemmelse om, at enkeltprojekter med nybyggeri på mere end 2.500 m2 forudsætter udarbejdelse af en supplerende lokalplan (lokalplantillæg).

 

Lokalplanen er udarbejdet inden for rammerne af forslag til Kommuneplan 2011, hvor hele lokalplanområdet, på nær en enkelt lille ejendom er udlagt som område til serviceerhverv (S). Lokalplanen forudsætter således at Kommuneplan 2011 bliver vedtaget, da anvendelsen af området ellers er i strid med rammebestemmelserne i Kommuneplan 2009, hvor lokalplanområdet er udlagt som områder til institutioner og fritidsområder (O) og områder til boliger og serviceerhverv (C).

 

Intern høring

Der er foretaget intern høring på baggrund af en redegørelse for og miljøscreening af lokalplanforslaget, hvortil der er modtaget meget få bemærkninger, som efterfølgende er blevet indarbejdet i lokalplanforslaget. Nørrebro Lokaludvalg har ikke haft bemærkninger til høringsmaterialet.

 

Tilgængelighedsvurdering

Tilgængelighedsvurdering vedlægges som bilag 2. Der vurderes ikke umiddelbart at være forhold, der er til hinder for, at tilgængeligheden sikres.

 

Borgerdialog

Forslag til Borgerdialogforløb vedlægges som bilag 3. Forvaltningen foreslår, at der ikke afholdes borgermøde, da lokalplanforslaget kun indeholder en ændring af anvendelsesbestemmelserne, og ingen fysiske ændringer i området.

Økonomi

Lokalplanen har umiddelbart ingen økonomiske konsekvenser for kommunen. Ved yderligere udbygning i området kan der forventes en øget kommunal skatteindtægt.

Videre proces

Efter Borgerrepræsentationen vedtagelse af planforslaget udsendes dette i offentlig høring i to måneder. Efter den offentlige høring forelægges udvalgene og Borgerrepræsentationen en indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Endelig vedtagelse forventes at ske primo 2012.  

 

Hjalte Aaberg                                            Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 10. oktober 2011:

 

Indstillingen blev anbefalet.
Til top