Mødedato: 09.10.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om bevarende lokalplan for Lille Kongensgade-karreen

Indstilling

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til lokalplan for Lille Kongensgade-karreen, der bl.a. fastlægger forhold om følgende:
  1. boliger skal være helårsboliger
  2. fordelingen mellem bolig og erhverv
  3. bevaringsbestemmelser for bevaringsværdig bebyggelse
  4. anvendelse af stueetagen til serviceerhverv
  5. kantzoner
  6. skiltning
  7. indretning til varelevering og affaldshåndtering
  8. færdsel i de omkringliggende byrum

(Stillet af Enhedslisten)

Motivering

København er en attraktiv by for både københavnere og alle dem, der gæster byen. Det er den bl.a., fordi den har et godt og rigt byliv. Det har ejendomsmarkedet også fundet ud af. Flere og flere ejendomme i Indre By bliver omdannet og anvendt til ’hotellejligheder’ eller Airbnb. Det er med til, at boligpriserne stiger og truer det eksisterende erhvervsliv. Der bliver igangsat en spiral, der truer det gode og rige byliv.

Lille Kongensgade karreen er et godt eksempel på denne spirende omdannelse. Flere ejendomme er blevet opkøbt med efterfølgende stridigheder med det lokale erhvervsliv ved historisk forankret værtshuse og restauranter.

Lille Kongensgade skal lukkes for gennemkørende trafik, hvilket betyder, at gaden kan og bør indrettes til mere end køreareal. Stueetagen i Lille Kongensgade får nye værdier, der kan true eksisterende restauranter i et historisk værtshusmiljø.

På den baggrund ønskes der tilvejebragt en lokalplan, der sikrer anvendelsen af eksisterende ejendomme i karreen, fastlægger bevarende bestemmelser for bebyggelsen og sikrer, at stueetagen anvendes til publikumsorienteret serviceerhverv i relation til mulighederne for omdannelse af Lille Kongensgade til mere end kørebane.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. oktober 2017  

Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:
”At Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til bevarende lokalplan for Lille Kongensgade-karreeen.”

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Det således ændrede medlemsforslaget blev godkendt med otte stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, V og Ø.
Imod stemte: C.

Til top