Mødedato: 08.05.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Fleksible pop-up dialogfora i regi af Restaurations- og Nattelivsplan 2021

Se alle bilag
Efter to år med Dialogfora i Nordhavn (inkl. Sandkaj, Marmormolen – Århuskvarteret), Krøyers Plads og Islands Brygge, foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen at ændre formatet til fleksible pop-up fora, der kan imødekomme og tilgodese flere områder end det nuværende format. På baggrund af forvaltningens evaluering af de tre faste dialogfora (bilag 2) anbefaler forvaltningen, at formatet ændres, så kommunen opretholder netværket, og dialogfora fremadrettet vil fungere som pop-up fora, der kan anvendes, hvor der opstår et behov for en målrettet indsats for at skabe mere tryghed, mindre affald og færre støjgener ved havnefronter og parker. Teknik- og Miljøudvalget behandlede indstillingen den 6. februar 2023, hvor det ved ændringsforslag blev vedtaget at sende indstillingen i høring hos Nattelivsudvalget inden politisk behandling.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen fortsætter dialogarbejdet om mere tryghed, mindre affald og færre støjgener i pop-up dialogfora, som kan anvendes ved havnefronter og parker i København.

     

  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen fremadrettet tilbyder pop-up dialogfora i stedet for et permanent parkbrugerråd i Havneparken på Islands Brygge.

     

  3. at medlemsforslaget om oprettelse af et permanent parkbrugerråd for Havneparken på Islands Brygge, i lighed med det eksisterende parkbrugerråd for Amager Strandpark, stillet af Socialistisk Folkeparti den 5. maj 2022 i Borgerrepræsentationen, jf. bilag 3, hermed er håndteret.

Problemstilling

På baggrund af Teknik- og Miljøudvalget beslutning på mødet den 7. december 2020, om reducering af gener med affald og støj samt fokus på øget tryghed i udvalgte parker og havnearealer, blev der nedsat tre dialogfora ved henholdsvis Nordhavn (inkl. Sandkaj, Marmormolen – Århusgadekvarteret), Krøyers Plads og Islands Brygge. Efter to års drift foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen et mere fleksibelt pop-up format til dialogfora.

Den 10. oktober 2022 behandlede Teknik- og Miljøudvalget medlemsforslag om et permanent Parkbrugerråd for Havneparken, Islands Brygge. Sagen blev sendt tilbage til forvaltningen med henblik på yderligere oplysninger efter kommende evaluering af dialogforum.

Teknik- og Miljøudvalget skal med denne indstilling tage stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til fleksible dialogfora om den fremadrettede dialog ved populære havnefronter og parker, i samarbejde med politiet og øvrige myndigheder. Desuden skal der tages stilling til, at medlemsforslag om et permanent parkbrugerråd ved Havnefronten, Islands Brygge hermed er håndteret.

Løsning

På baggrund af indstilling om reducering af gener med affald og støj samt fokus på øget tryghed i udvalgte parker og havnearealer (Teknik- og Miljøudvalget 7. december 2020), har Teknik- og Miljøforvaltningen, i samarbejde med politiet og øvrige myndigheder, udarbejdet konkrete indsatsområder for at skabe mere tryghed, mindre affald og færre støjgener. Efter to år med Dialogfora i Nordhavn (inkl. Sandkaj, Marmormolen – Århuskvarteret), Krøyers Plads og Islands Brygge, vurderer forvaltningen, på baggrund af en evaluering af dialogfora i september/oktober 2022, at det er relevant fortsat at bevare samarbejdet med politiet og øvrige myndigheder.

Udgangspunktet for de eksisterende dialogfora har dog ændret sig og et pop-up format vil kunne imødekomme flere områder, hvor erfaringerne kan anvendes, hvor det er aktuelt. Forvaltningen foreslår, fremadrettet at arbejde med dialogfora som et pop-up format, der kan anvendes i en fleksibel form, hvor alle havnefronter og parker vil kunne blive tilgodeset, og ikke kun de nuværende tre områder. Som udgangspunkt vil det være kommunalt ejede områder, som prioriteres. Ved privat grundejer har kommunen ikke det samme handlerum, men vil kunne bistå med erfaringsudveksling, som det fx har været tilfældet med indføring af skærpede ordensregler for støj i den private del af havneparken på Islands Brygge.   

Evalueringens metode og resultater (bilag 2)

Til de tre dialogmøder, som er afholdt i efteråret 2022, blev deltagerne briefet om evalueringen.  Efterfølgende fik de inviterede (i alt 88 modtagere, hvor af seks er gennemgående repræsentanter fra forvaltningerne) tilsendt evalueringsskemaet. Derudover har forvaltningen initieret et drøftelsesmøde med repræsentanter fra de tilknyttede forvaltninger i Københavns Kommune, Københavns Politi og By & Havn.

Teknik- og Miljøforvaltningen har i alt modtaget ni besvarelser. Tre fra repræsentanter fra Københavns Kommune, tre fra Københavns Politi og tre fra beboerne i områderne. De tre besvarelser, som er modtaget fra beboere, fordeler sig med én fra Nordhavn og to fra Islands Brygge. Forvaltningen har opgjort antal deltagere ved møderne i 2022 og kan konstatere, at der har været et lille fremmøde fra grundejere og beboernetværk (bilag 2). Forvaltningen kan konkludere, at mange af de oprindelige problematikker, som var årsagen til nedsættelsen af de tre dialogfora, er blevet løst i alle tre områder. Dette underbygges af politiets opgørelse for sommerperioden 2021 og 2022 over antal klager og anmeldelser om støj til ulempe i udvalgte hot spots (bilag 4).

De emner der ønskes drøftet på Islands Brygge, bevæger sig længere væk end forhold der kun handler om havnefronten. Det er fx emner om parkerede cykler på cykelstier, hastighedsgrænser o.lign., hvilket ligger udenfor rammerne og formålet med de nedsatte dialogfora.

Særligt for Islands Brygge er der et ønske fra beboerforeninger om, at dialogforummet forsætter. Forvaltningen vil fremadrettet kunne imødekomme dette ved at tilbyde et pop-up dialogmøde.

Evalueringen viser også, at særligt politiet ser positivt på samarbejdet og den lokale dialog. Forvaltningen er enig i, at samarbejdet mellem myndigheder har styrket indsatserne og opgaveløsningen.

Dialogfora fremadrettet

Forvaltningen indstiller, at det fremadrettede dialogarbejde fortsætter i fleksible pop-up dialogfora. Grundejerforeninger, beboerforeninger, myndigheder samt lokaludvalg kan bede om et dialogmøde under forudsætning af, at der er tale om en dagsorden, der er forenelig med det oprindelige udgangspunkt for etableringen af dialogfora og dermed omhandler; At skabe mere tryghed, mindre affald og færre støjgener ved havnefronter og parker.

Pop-up dialogfora muliggør dog, at andre områder i byen dækkes, at behovet er aktuelt og at myndighederne kan stille med relevante medarbejdere på baggrund af en fremsendt dagsorden. 

Forvaltningen anbefaler, at det er lokaludvalget, der kan anmode om et dialogmøde, for at sikre lokal forankring og gennemsigtighed i den demokratiske proces. 

Årligt myndighedsmøde inkl. lokaludvalg
For at opretholde netværk og samarbejdsstruktur med politiet og andre myndigheder, vil Københavns Kommune via Sikker By i Økonomiforvaltningen, én gang årligt invitere til et myndighedsmøde forud for den kommende badesæson. Til møderne vil repræsentanter fra Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Politi og By & Havn blive inviteret. For at sikre lokal forankring bliver repræsentanter fra lokaludvalg inviteret.  Efter møderne vil indgåede aftaler og indsatser for den kommende sæson blive sendt ud til lokaludvalgene til videre formidling.

Etableringen af et parkbrugerråd i Havneparken

Medlemsforslaget om at der etableres et permanent parkbrugerråd for Havneparken (Teknik- og Miljøudvalget den 10. oktober 2022), indeholdt ønske om bl.a.at fremme et større fælles ansvar blandt naboer, foreninger og virksomheder, der har en interesse i parken. Et parkbrugerråd skal drive de processer, der skal til for at løse problemer, f.eks. interessekonflikter omkring aktiviteter i parken samt udfordringer med støj og affald.

Et parkbrugerråd er normalt en midlertidig konstruktion, der etableres, når kommunen skal udarbejde en ny udviklingsplan for parker og naturområder. Ved udarbejdelsen af en udviklingsplan, etableres et parkbrugerråd, som har til formål at komme med input og ønsker til det konkrete område i den periode, som udviklingsplanen skal gælde for. Parkbrugerrådet nedlægges, når en udviklingsplan er udarbejdet.

Forvaltningen har igennem de to år med dialogforum for Islands Brygge oplevet, at de problemstillinger, der er blevet bragt op af de lokale interessenter i dialogforummet, rækker væsentligt ud over et parkbrugerråds virke. Forvaltningen foreslår derfor, at der ikke etableres et permanent parkbrugerråd i Havneparken.

Høring af Nattelivsudvalget

Indstillingen har været i høring hos Nattelivsudvalget. Forvaltningen har modtaget fire høringssvar (bilag 5). Af høringssvarene har to ingen bemærkninger. Desuden er der høringssvar fra Københavns Politi og Ungerådet. Politiet bemærker, at de generelt anser de faste dialogfora som en god løsning og at fleksible pop-up dialogfora ikke på samme måde inddrager de lokale grundejerforeninger, erhvervsliv mv. De bemærker, at samarbejdet over tid kan blive udfordret, hvis initiativet placeres hos lokaludvalgene. I høringssvaret fra Ungerådet, bemærkes det, at brugere af parkerne/havnearealer skal inddrages på deres egne præmisser og at der skal gøres en særlig indsats for at inddrage unge, hvis det lægges ud til lokaludvalgene.

Imødekommelse af høringssvar

På baggrund af høringssvarene vil forvaltningen have øget fokus på et samarbejde med lokaludvalgene. For at imødekomme høringssvarene, vil det også være muligt for grundejerforeninger, andre myndigheder mv. at anmode om et pop-up dialogforum direkte i forvaltningen, hvorefter forvaltningen vil sikre at lokaludvalgene inddrages i arbejdet. Alt efter problemstillingerne der løftes i pop-up dialogforaene, kan forvaltningen til enhver tid anmode lokaludvalgene om, at sikre inddragelse af fx brugere og unge. Forvaltningen bemærker, at det myndighedsnetværk, der er opbygget igennem de nuværende dialogfora, fastholdes. Det fortsætter med minimum ét årligt myndighedsmøde, hvor det tætte samarbejde mellem myndigheder fortsat skal styrke indsatserne og opgaveløsningen i at skabe mere tryghed, mindre affald og færre støjgener ved havnefronter og parker.

Politisk handlerum

  • Udvalget kan beslutte at etablere et permanent parkbrugerråd for den kommunale del af Havneparken. Hvis der henvises finansiering til administration af et parkbrugerråd, til udarbejdelse af udviklingsplan samt eventuelle midler til en pulje til fysiske tiltag i den kommunale del af parken, vil interessenter blive hørt. Teknik- og Miljøudvalget skal efterfølgende årligt behandle en indstilling om forslag til fysiske tiltag.
  • Udvalget kan som alternativ til at etablere et parkbrugerråd beslutte, at dialogforummet i Havneparken, Islands Brygge, ikke nedlægges, hvorefter dette forum vil fortsætte med to faste årlige møder.
  • Udvalget kan beslutte, at deltagerkredsen på de eksisterende dialogfora skal skaleres, så myndighederne stiller med færre medarbejdere.

Økonomi

Forvaltningen vurderer, at der kan afholdes op til seks pop-up dialogmøder årligt indenfor forvaltningens egen driftsramme.  Gennemførelse af flere pop-up dialogfora end de angivne, vil afhænge af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i kommende budgetaftale.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen via Sikker By orientere repræsentanter fra de tre dialogfora samt politiet og øvrige myndigheder om beslutningen, og indkalde til et årligt myndighedsmøde forud for den kommende badesæson 2023. Forvaltningen vil også orientere lokaludvalgene om fremtidigt koncept.

Forvaltningen vil orientere udvalget ultimo 2024, hvis der viser sig behov for væsentlige ændringer i konceptet for dialogfora.

 

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. maj 2023

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 2. at-punkt:

 

”at dialogen på Islands Brygge fastholdes ved halvårlige møder i de næste to år, hvorefter ordningen evalueres.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, C, F, Ø og Å

Imod stemte: B og V

 

Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:

 

”dog således, at indsatsen evalueres efter en toårig periode, og at evaluering ser på muligheden for at effektivisere eller opskalere.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at kommunen i forbindelse med de fleksible pop-up dialogfora er opsøgende i forhold til at sikre kontakten til borgerne, grundejerforeningerne, lejerforeningerne og Politiet – det er vigtigt at vi sikrer, at der er bredt informeret om, at der er nedsat et dialogforum. Det Konservative Folkeparti ønsker en evaluering af ordningen efter 2 år.”

 

Radikale Venstre og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

"Partierne stemmer imod ændringsforslaget fra Enhedslisten, der øremærker indsatsen til et område, men opfordrer alle aktører, der fortsat har brug for indsatsen, herunder beboerne på Islands Brygge til at bruge indsatsen, såfremt der er brug for det. Så alle er lige stillet."

Til top