Mødedato: 08.05.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om tidsmæssigt udvidet udeservering

Medlemsforslag om tidsmæssigt udvidet udeservering

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at fremlægge sag, der kan sikre adgang til tidsmæssigt udvidet udeservering på fredage og lørdage i sommerhalvåret for restauranter og cafeer på udvalgte pladser i alle bydele bortset fra Indre By og Indre Nørrebro jf. motivationen.

(Stillet af Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Venstre)

Motivation

Undersøgelsen af københavnernes holdning til udeservering viste, at der ikke alene er en positiv holdning blandt flertallet af byens borgere, men også er et ønske om mere udeservering i en lang række bydele. Samtidig har der i en årrække været et udtrykt ønsker om at mindske presset på Indre by og Indre Nørrebro og sikre en bedre spredning af kultur- og nattelivet ud over hele København.

Partierne vil derfor gerne have, at forvaltningen vender tilbage med en sag, der kan danne grundlag for, at der på 1-2 udvalgte pladser i alle bydele, bortset fra Indre Nørrebro og Indre by, kan gives tilladelse til udvidet udeservering for cafeer og restauranter til kl. 01 eller kl. 02 fredag og lørdag fra den 1. april til den 30. september hvert år.

Sagen skal både omfatte en udpegning af hvilke pladser, hvor det kan finde sted i de enkelte bydele, og hvordan en sådan ordning kan fungere indenfor rammerne af det nye administrationsgrundlag. Det bør være afmærket hvilket areal, det er, som enkelte restauratører må anvende hver især, så der er klare rammer for, hvor stor en del af en given plads, der må anvendes til udeservering, og det gøres let for både kunder og restauratører at overholde det.

Det skal baseres på følgende principper: 1) Forvaltningen udvælger 1-2 egnede pladser eller et mindre udsnit af en bred gadestrækning (hvis der ikke er egnede pladser) i hver af Københavns bydele (bortset fra Indre Nørrebro og Indre By) 2) Tilladelserne skal kunne gives til cafeer og restauranter, og den tidsmæssigt udvidede udeservering skal følge samme administrationsgrundlag som den almindelige udeservering, samt overholde de alle de gældende regler for støj og rengøring. 3) Der skal være tale om flerårige aftaler, hvor restauratørerne betaler for omkostningerne ved administration af og kontrol med overholdelsen af aftalerne, og der skal være klare bestemmelser om, at tilladelsen inddrages, hvis en restauratør ikke overholder bestemmelserne omkring udeservering. 4) Efter fire år skal ordningen evalueres og udvalget skal aktivt tage stilling til, om den skal videreføres.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. maj 2023

 

Medlemsforslaget blev godkendt med 6 stemmer mod 5. Ingen undlod at stemme.

For stemte: B, V, Ø og Å

Imod stemte: A, C og F

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti støtter ikke en forlængelse af tidsmæssig udvidelse af udeserveringen – tværtimod mener Det Konservative Folkeparti, at vi bør arbejde med initiativer der kan mindske generne fra larm og støj i byen.”

 

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

“Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti stemmer mod forslaget, da vi mener, vi bør afvente et nyt administrationsgrundlag for udeservering.”

Til top