Mødedato: 04.11.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om at fastholde lukning af Lille Kongensgade, Indre By

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen går i dialog med politiet om en midlertidig opretholdelse af lukningen af Lille Kongensgade fx via skiltning, når Metroselskabet overdrager gaden til Københavns Kommune og efter indhentelse af samtykke hos Politiet, således at Lille Kongensgade fortsat vil være lukket for bilgennemkørsel med undtagelse af varelevering.

  2. at der afsættes de nødvendige midler til en midlertidig lukning inden for Teknik- og Miljøforvaltningens ordinære driftsramme.

(Stillet af Enhedslisten, Alternativet og Socialistisk Folkeparti)

Motivation

Metroselskabet overdrager i efteråret byggepladsen ved Kongens Nytorv til Københavns Kommune. Det betyder, at Lille Kongensgade vil blive afleveret som en åben gade til biltrafik igen. Det aktuelle udredningsarbejde om reducering af biltrafik i Middelalderbyen giver anledning til at fastholde lukningen af Lille Kongensgade for at undgå en situation, hvor området først åbnes op for biltrafik, og derefter sandsynligvis lukkes igen. På denne baggrund foreslås det, at Teknik- og Miljøforvaltningen forestår en midlertidig lukning af Lille Kongensgade; fx ved en skilteløsning, der er et både billigt og effektivt middel til at opretholde lukningen. Gadens erhvervsdrivende og ejendomsbesiddere har henvendt sig til Teknik- og Miljøforvaltningen med ønsker om fortsat at holde gaden fri for gennemkørende biltrafik.

Den midlertidige lukning opretholdes, indtil der er fundet en samlet og permanent ordning for Middelalderbyen.

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 4. november 2019

Det samlede udvalg fremsatte ændringsforslag om at erstatte 2. at-punkt med:
”at udgift til lukning af Lille Kongensgade undersøges af Teknik- og Miljøforvaltningen, herunder om der kan afsættes finansiering inden for egen ramme.”

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Det således ændrede medlemsforslag blev godkendt uden afstemning.

Til top