Mødedato: 04.11.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Vedtagelse af nye affaldsregulativer

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende regulativ for husholdningsaffald og erhvervsaffald efter endt høring. Regulativerne ændres som led i udmøntning af Ressource- og Affaldsplan 2018 og med udgangspunkt i genopretningsplanen for økonomien på affaldsområdet.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende,

1. at husholdningsaffaldsregulativ (bilag 1) og erhvervsaffaldsregulativ (bilag 2) træder i kraft 1. januar 2014.

Problemstilling

De hidtil gældende husholdnings- og erhvervsregulativer indeholder en gebyrstruktur, hvor gebyret for boliger bliver fastsat efter antallet af husstande på ejendommen, og gebyret for virksomheder bliver differentieret i forhold til virksomhedernes branchekode og antal ansatte samt opkrævet direkte via faktura.

Opkrævning af gebyrer hos de enkelte virksomheder har vist sig at være både administrativt og økonomisk tungt. Selve administrationen omkring opkrævning i 2011 kostede ca. 10 mio. kr. De øgede udgifter til dagrenovationsordningen bliver ikke i tilstrækkelig grad dækket af indtægterne ved virksomhedernes betaling for brug af dagrenovationsordningen.

Hertil kommer, at de faste gebyrer har betydet, at der ikke har været et økonomisk incitament til at kildesortere affaldet, da brugerne betaler samme gebyr uanset hvor meget affald, der produceres på den enkelte ejendom. Husstande og virksomheder har ikke kunnet opnå en besparelse ved at udsortere mere genanvendeligt affald fra husholdningsaffaldet.

På baggrund af ovenstående er der udarbejdet et nyt forslag til gebyrstruktur, som er indarbejdet i regulativerne, og som reducerer de administrative omkostninger samt øger tilskyndelsen til at sortere affaldet. Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 9. september 2013, at affaldsregulativerne (bilag 1 og 2) blev sendt i offentlig høring. Regulativerne har været i høring fra perioden den 10. september til den 8. oktober 2013. Der har i høringsperioden været afholdt et møde med brugerforum (repræsentanter fra boligselskaber og store grundejere) og et møde med repræsentanter for erhvervslivet. Der har tidligere i processen været afholdt en workshop med miljøpunkter og lokaludvalg.

Løsning

Det foreslås, at gebyropkrævningen ændres, så der sker en opkrævning af det samlede dagrenovationsgebyr hos grundejeren. Det vil give en administrativ lettelse for kommunen samt en større sikkerhed for, at erhvervene og husholdningerne betaler for deres reelle brug af dagrenovationsordningen.

Gebyret fastsættes i forhold til den tilmeldte beholdervolumen på ejendommen, hvilket skaber økonomisk incitament for husholdningerne og erhverv til at kildesortere deres affald, da der opnås en besparelse ved reduktion af mængden af dagrenovation. Ændringen i gebyrstrukturen forudsætter en række ændringer af affaldsregulativerne for husholdninger og erhverv. Det er disse ændringer, som foreslås godkendt i denne indstilling.

Virksomheder er selv ansvarlige for, at deres dagrenovation bringes til et forbrændingsanlæg. Dog kan virksomheder i blandede bolig- og erhvervsejendomme aftale med grundejeren, at de benytter ejendommens kommunale dagrenovationsordning. Med den nye gebyrstruktur bliver betaling for brug af ordningen et anliggende mellem virksomheden og grundejeren/udlejeren. Kommunen skal i udgangspunktet ikke involveres i forholdet, og kommunens udgifter til dagrenovationsordningen dækkes ved det gebyr, som opkræves hos grundejeren.

Høringssvar
Der er indkommet ni høringssvar, fordelt på fire henvendelser fra lokaludvalg, to fra miljøpunkter, to fra brancheorganisationer og ét fra en borger. Høringssvarene og forvaltningens bemærkninger hertil er samlet i bilag 3. Høringssvarene falder hovedsageligt indenfor følgende temaer: incitamentet i den nye gebyrstruktur, sprogbrug i regulativerne, fleksibilitet i systemet, tømmesystemer i regulativet, krav til emballagerengøring, afgiftsfritagelse af nyttehaver, erhvervsregulativet og andet, der ikke direkte relaterer sig til regulativerne. Nedenfor fremgår hovedpunkterne fra tre temaer, som indgår i de fleste af høringssvarene.

To lokaludvalg og to miljøpunkter anser forslaget til ændret gebyrstruktur for en væsentlig og principiel forbedring i forhold til ressourcegenanvendelsen. De to miljøpunkter ønsker en gebyrstruktur med ren volumengebyr for etageejendomme og uden grundgebyr og foreslår ligeledes, at takststrukturen opbygges som fjernevarmeafgiften, hvilket er mere vidtgående end blot et volumengebyr.

De to miljøpunkter mener desuden, at der i affaldsregulativerne bør være mere fokus på, at affald udgør en ressource. Nørrebro Miljøpunkt mener endvidere, at teksterne i regulativerne er meget lukkede med mange faglige termer. Der er behov for en ordliste eller en parallel udgave af regulativet, som er nemmere at forstå og mere borgerrettet. Valby Lokaludvalg påpeger ligeledes, at der mangler en ordliste, så den bedre kan læses og forstås af borgere og virksomheder.

Miljøpunkt Indre By og Danmarks Restauranter og Caféer er positive overfor opkrævningsformen, hvor grundejer både opkræves for erhverv og boligenheder. Da der ikke er anført retningslinjer for, hvor meget de enkelte erhverv opkræves hos grundejer, er Danmarks Restauranter og Caféer samt HORESTA bekymrede for, at grundejer vil anvende muligheden til at opkræve skjulte afgifter for erhvervslejemålene. Miljøpunkt Indre By foreslår, at grundejer får mulighed for at kontakte en medarbejder i Københavns Kommune, som kan hjælpe med fordelingen. HORESTA foreslår, at Københavns Kommune overfor grundejerne gør det klart, at fordelingen af opkrævningen forventes baseret på den faktiske fordeling.

Forvaltningens bemærkninger
I forhold til høringssvarene vedrørende gebyrstrukturen bemærkes det, at kombinationen af et grundgebyr og et volumengebyr mindsker udsvingene i gebyrbetalingen før og efter ændringen i forhold til et rent volumengebyr, hvilket er årsagen til forvaltningens forslag. Gebyrstrukturen giver mulighed for på længere sigt at øge incitamentet til genanvendelse ved at nedsætte eller fjerne grundgebyret. Forvaltningen bibeholder grundgebyret i forhold til etageejendomme i husholdningsregulativet, men vil i årene fremover se på mulighederne for at fjerne grundgebyret, så det skabes mere incitament til at sortere. Ønsket om at takststrukturen opbygges som fjernvarmeafgiften, som er synlig for og i høj grad opkræves hos borgeren, er ikke mulig i forhold til de regler, som er fastlagt i affaldsbekendtgørelsen.

Hvad angår sprogbrug og brugen af faglige termer i affaldsregulativerne bemærkes det, at regulativerne udarbejdes på baggrund af en skabelon med faste tekster, som er bilag til affaldsbekendtgørelsen. De mere konkrete beskrivelser af den enkelte ordning er defineret i servicedeklarationerne, som kan findes på www.kk.dk/affald. Københavns Kommunes Ressource- og Affaldsplan 2018 fastsætter de mål og tiltag, der skal arbejdes med for at udvikle affaldsområdet.

Fordelingen af udgiften mellem boliger og erhverv vil typisk være fastlagt i ejendommens vedtægter eller de indgåede lejekontrakter. På kommunens hjemmeside vil forvaltningen lægge en oversigt over forskellige branchers typiske affaldsproduktion baseret på kommunens erfaringer. Huslejen, herunder betaling for renovation, fastsættes i henhold til lejelovens regler.

Samlet set giver høringssvarene ikke Teknik- og Miljøforvaltningen anledning til at ændre i indholdet af affaldsregulativerne, udover mindre sproglige rettelser. Høringssvarene bekræfter forvaltningen i, at det er vigtigt at arbejde med at informere om den nye gebyrstruktur overfor grundejere, virksomheder og borgere. Teknik- og Miljøforvaltningen vil udarbejde en lettere læselig udgave af regulativet, som efterspørges i flere af høringssvarene. efterspørges.

Andre ændringer i regulativerne
De gældende regulativer blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 15. december 2011. Siden da er affaldsbekendtgørelsen ændret flere gange. De faste og lovmæssigt ufravigelige tekster i regulativerne, jf. Affaldsbekendtgørelsens bilag 6 og 7, er nu indarbejdet.

Der er endvidere foretaget ændringer i husholdningsaffaldsregulativets § 22, Ordning for Storskrald, for at bringe ordningen i overensstemmelse med initiativerne i Ressource- og Affaldsplan 2018 samt udvalgets beslutning om økonomisk genopretning af affaldsområdet på mødet den 3. juni 2013.

Endelig er der tilføjet en bestemmelse til husholdningsaffaldsregulativets § 9, Ordning for dagrenovation, hvorefter Teknik- og Miljøforvaltningen i helt særlige tilfælde kan fritage en grundejer for at benytte dagrenovationsordningen, hvis dagrenovationen kan håndteres ved grundejerens egen foranstaltning. Dette er bl.a. med henblik på at kunne fritage ejendomme med en eller meget få lejligheder på ejendomme, hvor der er meget store erhvervsarealer.

Økonomi

Der vil ikke med takstomlægningen ske en ændring i det samlede gebyrprovenu i forhold til budget 2014. Takstoversigten 2014 er vedtaget som led i budgetbehandlingen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget affaldsregulativerne, bekendtgør forvaltningen regulativerne i henhold til reglerne i affaldsbekendtgørelsen ved, at regulativerne gøres tilgængelige på Miljøstyrelsens hjemmeside.

         Pernille Andersen                                                                   
                                        
                                                                /Lis Napstjert

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 4. november 2013

Indstillingen blev anbefalet.
Til top