Mødedato: 04.11.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Godkendelse af udviklingsplan for Kildevældsparken

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Løsning

Da udviklingsplanen er den første for parken, må den højst gælde for 5 år, mens følgende udviklingsplaner må gælde op til 10 år.

Målet med pleje- og udviklingsforanstaltningerne er at opfylde fredningens formål, som er:

  • at sikre området som park,
  • at opretholde og muliggøre en forbedring af de rekreative, landskabelige og biologiske værdier samt
  • at fastholde og regulere almenhedens ret til færdsel i parken og sikre parkens anvendelse til fritidsformål.

Udviklingsplanens vision

Udviklingsplanens overordnede vision er at bevare Kildevældsparken som klassisk park, der opleves som en del af Skt. Kjelds kvarter og den historie, der binder sig til den københavnske byplanlægning i slutningen af 1800-tallet. Det er væsentligt, at parken bevares som den helhed, der er skabt af beplantningen og det store rum over søen.  Af planen fremgår det, at parkens primære formål fortsat skal være at danne ramme om daglig rekreation for borgere i lokalområdet. Det skal være muligt året rundt at opleve dyr og planter i parken, og initiativer skal sigte mod at skabe muligheder for større biodiversitet. Pleje og indhold af beplantningen skal understøtte oplevelsen af naturen, med fokus på arter, der blomstrer og sætter frugt. Udviklingen af Kildevældsparken vil grundlæggende relatere sig til Københavns Kommunes strategier. Det gælder bl.a. Miljømetropolens mål om, at københavnerne skal benytte parkerne dobbelt så ofte som tidligere og strategi for biologisk mangfoldighed (større biodiversitet). Planen skal derudover tage højde for vedtagelsen af den grønne cykelrute i parken langs Borgervænget og de klimatilpasningsprojekter, som planlægges i kvarteret.

Udviklingsplanens indhold

En udviklingsplan for parker er en rammeplan, som fastlægger hvilke pleje- og udviklingsarbejder, der er mulighed for at gennemføre i planperioden. Dermed er det ikke fastlagt, at alle nævnte tiltag bliver nået i perioden.

Udviklingsplanen giver desuden tilladelse til nyanlæg, genopretning og ændret pleje, som understøtter følgende:

  • Landskab og natur
  • Færdsel og adgangsforhold
  • Rekreative faciliteter og inventar
  • Udvikling af beplantningen

Blandt disse tiltag er:

  • nye indgange og stier mod nord, med hegn/hæk mellem fremtidig cykelrute og resten af parken
  • ny låge og trappe mod legepladsens boldbane
  • ny opholdsplads med handikapvenlige bord/bænkesæt    
  • ponton, bro eller lignende med bedre adgang til søen
  • gummibaner på legepladsen
  • hundeløbegård i parkens sydlige del
  • ændring af græsklipning, så nogle plæner bliver til blomstereng
  • ny busk- og træplantning i det nordlige område

Udviklingsplanen beskriver derudover initiativer, der retter sig mod de nærliggende skolers og institutioners anvendelsen af parken.

Udviklingsplanen tillader, at der kan ske en samtænkning med udearealerne og et eventuelt kommende kulturhus på Kildevældsskolen. Det er et krav, at projektet for kulturhuset skal respektere parkens nuværende vision om at bevare parken som en helhed.

Processen for udarbejdelsen af planen

Udviklingsplanen er udarbejdet i samarbejde med et parkbrugerråd bestående af bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Østerbro Lokaludvalg, Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter, Københavns Ældreråd, Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd, Kildevældsskolen, Dansk Handicapforbund, Kildevæld Sogns Plejehjem og boligforeningen Østergården. Øvrig borgerdialog har fundet sted via et offentligt møde i Kildevældsparken (”parktræf”) den 14. maj 2013.

Nogle af de lokale ønsker, som er blevet tilgodeset i planen, er ønsket om at lette adgangen til parken for ældre og dårligt gående.  Derudover har samtænkningen mellem parken og det kommende kulturhus på Kildevældsskolen været diskuteret. Arbejdet med denne samtænkning ligger ud over udviklingsplanens detaljeringsgrad og fortsætter mellem forvaltningen og rådgiver for kulturhuset.

I parkbrugerrådet har der været opbakning til arbejdet med udviklingsplanen, og der er enighed om indholdet af udviklingsplanen.

Økonomi

Udgifterne til ændret pleje kan finansieres inden for forvaltningens eksisterende driftsbudget og vil ske over en årrække.

Planens forslag til nyanlæg, som især er etablering af aktivitetsfaciliteter på parkens nordlige areal, opgradering af aktivitetsmuligheder på den bemandede legeplads og etablering af en ponton/bro på søen til parkens brugerevil kræve nye anlægsmidler for at kunne realiseres. Disse anlægsmidler vil skulle tilvejebringes over kommende års budgetforhandlinger.

Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter har tilkendegivet, at de ønsker at bidrage økonomisk til etablering af aktivitetsfaciliteter på parkens nordlige areal og til opgraderingen af legepladsen.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 4. november 2013

Indstillingen blev godkendt.
Til top