Mødedato: 03.02.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Cykel- og gangsti på Refshalevej

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal træffe beslutning om at anvende 5,0 mio. kr. til et kvalitetsløft af forholdene på Refshalevej 110-147 for bløde trafikanter i forbindelse med afholdelse af Melodi Grand Prix på Refshaleøen i maj 2014.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der anvendes 5,0 mio. kr. til et kvalitetsløft af forholdene på Refshalevej 110-147 for fodgængere og cyklister i forbindelse med afholdelse af Melodi Grand Prix på Refshaleøen i 2014. Af hensyn til hurtig eksekvering afholdes udgifterne på Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsramme.

Problemstilling

Danmark vandt i 2013 det Internationale Melodi Grand Prix (ESC) i Malmö. København skal derfor være værtsby for Grand Prix’et i ugen 4.-10. maj 2014. Showet afholdes i B&W’s gamle sektionshaller på Refshaleøen. 

Forholdene for fodgængere og cyklister er ikke gode, da vejen er smal og med nogen tung trafik samt bus i rute. Forvaltningen har udarbejdet et muligt scenarie for, hvordan adgangsvejen til og fra B&W hallerne kan forbedres for fodgængere og cyklister. Udvalget skal godkende, at forvaltningen går i gang med arbejdet med at forbedre forholdene som beskrevet.

Det mulige scenarie fremlægges med forbehold for en godkendelse fra Kulturstyrelsen, da området ligger inden for beskyttelseslinjen for fortidsminder. Forvaltningen er i dialog med Kulturstyrelsen for at afdække mulige alternativer, og denne dialog kører på grund af sagsbehandlingstiden i Kulturstyrelsen parallelt med nærværende indstilling, da tiden for eksekvering er kort.

Løsning

Fodgængere og cyklister, der skal til og fra Refshaleøen, skal primært ledes ad Danneskiold-Samsøes Allé og videre ad Kongebrovej og via den private vej Krudtløbsvej til Refshalevej (se bilag 1).

Danneskiold-Samsøes Allé og Kongebrovej er i fin stand og har ikke behov for yderligere tiltag. På Krudtløbsvej er der indgået en aftale mellem ejeren og forvaltningen om, at ejeren sætter vejen i stand og fjerner afspærring m.v.

Fodgængere og cyklister skal videre benytte den offentlige vej, hvor Krudtløbsvej støder til Refshalevej og indtil Refshalevej 147, som i dag ikke har fortov og cykelsti. Den sidste del af vejen ved nr. 147 har tillige en meget ujævn chausséstensbelægning.

Der er derfor et behov for at etablere bedre forhold for fodgængere og cyklister på stedet. Se forvaltningens skitse til forslag i bilag 2. 

Forvaltningen foreslår, at vejen gøres bredere ved at etablere fælles cykel- og gangsti i begge sider. Dialogen med Kulturstyrelsen kan dog resultere i f.eks. en alternativ stiføring, eller at der kun etableres fælles cykel- og gangsti i den ene side af vejen. Nævnte løsninger vil give større tryghed og bedre fremkommelighed for de bløde trafikanter..

Derudover skal der omlægges ca. 500 m2 chaussésten umiddelbart inden Refshalevej 147. Der etableres desuden nyt fortov på en lille del af Refshalevej – på midterøen (se bilag 2, område skraveret med orange).

På Refshalevej mellem Refshalevej 110 og Krudtløbsvej er forholdene heller ikke gode for cyklister og fodgængere, men strækningen må i tiden, hvor der holdes Melodi Grand Prix kun benyttes af busser. Der er dog beboere i området. Forvaltningen forventer derfor også, at der vil være nogen trafik for bløde trafikanter. På den strækning vil forvaltningen fjerne gammelt autoværn og i stedet opsætte nye steler samt ligeledes udvide gangarealet med grus ud mod vandsiden. Desuden laves pænere rabatter.

Endeligt skal der opsættes ny gadebelysning fra Refshalevej nr. 110 til nr. 147.

Forvaltningens projekt kan blive justeret som følge af drøftelserne med Kulturstyrelsen og politiet. Hvis projektet ændres væsentligt, vil udvalget blive orienteret herom.

Økonomi

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår at anvende 5,0 mio. kr. til et kvalitetsløft af forholdene på Refshalevej 110-147 for fodgængere og cyklister i forbindelse med afholdelse af Melodi Grand Prix på Refshaleøen i 2014. Af hensyn til hurtig eksekvering afholdes udgifterne på Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsramme, funktion 2.28.11.1 (Vejvedligeholdelse).

Herved reduceres det beløb, forvaltningen i øvrigt har til vedligeholdelse af veje og vejbrønde i 2014 med et tilsvarende beløb, hvilket vil have negativ betydning for den generelle vedligeholdelse.

Derfor vil Teknik- og Miljøforvaltningen foreslå, at de 5,0 mio. kr. tilbageføres Teknik- og Miljøudvalget som anlægs- eller driftsmidler i 2014 i forbindelse med forhandlingerne af Overførselssagen 2013-2014. Alternativt kan udgifterne finansieres via en fremrykning af Teknik- og Miljøudvalgets udisponerede anlægsramme i 2018 eller via puljen til uforudsete anlægsudgifter under Økonomiudvalget.

Videre proces

Når udvalget har truffet beslutning, vil Teknik- og Miljøforvaltningen straks iværksætte arbejderne, som i udstrakt grad forventes udført af Teknik- og Miljøforvaltningens eget personale. Arbejdet forventes være afsluttet inden 1. maj 2014.

 

 

 

         Pernille Andersen                                                                      

                                                         /Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 3. februar 2014

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte otte udvalgsmedlemmer: A, Ø, F og B
Imod indstillingen stemte to udvalgsmedlemmer: V og I
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev godkendt.

Til top