Mødedato: 27.10.2016, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Overdragelse af plejecentret Højdevang Sogn til Københavns Kommune

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende svar til bestyrelsen for Højdevang Sogns plejehjem omkring overdragelse af plejehjemmets grund til Københavns Kommune.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at Københavns Kommune takker ja til bestyrelsen for Højdevang Sogns plejehjems ønske om at overdrage plejehjemmets grund til kommunen med henblik på at bygge et nyt moderne demenscenter. 

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen arbejder videre med at afdække mulighederne for at bygge et nyt demenscenter på Højdevang Sogns grund.

Problemstilling

Bestyrelsen for Højdevang Sogns plejehjem har i et brev til Sundheds- og Omsorgsborgmesteren den 3. april 2016 tilbudt at overdrage plejehjemmets grund til Københavns Kommune med henblik på at bygget et nyt demenscenter, hvor bestyrelse, ledelse og medarbejdere kan fortsætte (bilag 1).

Løsning

Københavns Kommune har i dag syv demenscentre, som alle er etableret ved at bygningstilpasse eksisterende plejecentre. Derfor er et mål under "Handleplan for demensindsatsen i Københavns Kommune 2015-2018" at bygge et nyt demenscenter fra bunden, hvor borgere med demens' særlige behov er indtænkt fra starten.

Højdevang Sogns plejehjem på Amager er et af kommunens første demenscentre, og har i dag 30 demensboliger, 12 aflastningsboliger- og vurderingspladser for borgere med demens samt 14 demens-aktivitetstilbud. Dertil er der 29 almindelige plejeboliger. Højdevang Sogn er ikke ombygget, men bygningsmæssigt nedslidt og lever ikke op til moderne standard. Plejehjemmet er selvejende, i egne bygninger og på egen grund. Det er et driftsmæssigt velfungerende demenscenter, som har en bestyrelse, ledelse og medarbejdergruppe med stor erfaring i at drive et demenscenter og en interesse i at videreudvikle demenscentrets faglige profil. Med tilbuddet om at overdrage grunden til Københavns Kommune ønsker bestyrelsen at skabe et fyrtårn på demenscenterområdet og bane vejen for nye innovative løsninger, som sikrer et godt og trygt hverdagsliv for borgerne.

I forbindelse med kapacitetsanalysen på demenscenterområdet, fremlagt for SOU den 25. februar 2016, viste fremskrivningerne, at Amager er et af de lokalområder, hvor der i fremtiden forventes flest borgere med demens. Det vil sandsynligvis give nogle kapacitetsmæssige udfordringer på det eksisterende demenscenter fremadrettet. Særligt fordi der altid er venteliste til Højdevang Sogn med borgere, som oftest ikke ønsker at bo andre steder i kommunen.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer på baggrund af ovenstående, at der er givet en unik mulighed for at bygge et nyt, større og moderne demenscenter på Højdevang Sogn, som fra starten har en solid faglig ballast, en engageret ledelse og en god grund til formålet. Faktorer, som alle er centrale, hvis målet om at bygget et model-demenscenter skal opnås.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller derfor, at Sundheds- og Omsorgsudvalget takker ja til bestyrelsens ønske om at overdrage grunden til kommunen, hvorefter forvaltningen i samarbejde med bl.a. Økonomiforvaltningen (der har ansvaret for køb og salg af fast ejendom) vil gå i gang med at afdække de fornødne økonomiske, juridiske og planmæssige foranstaltninger ifm. overdragelse og nyt byggeri på grunden. I den forbindelse udarbejdes diverse bygningsvolumestudier vedrørende det nye demenscenter og det afklares om kommunen eller en almen boligorganisation skal være bygherre for det nye byggeri. Endvidere indtænkes - i den videre planlægning af moderniseringsplanen - erstatningsplacering for beboere og personale i byggeperioden. 

Indstillingen har været i høring hos Ældrerådet. Rådet finder det positivt, at kommunen får mulighed for at få overdraget grunden, da der er behov for at udvide antallet af demensboliger (bilag 2). 

Økonomi

Takker Københavns Kommune ja til bestyrelsens ønske om at overdrage grunden anvendes ca. 500.000 kr. til de indledende undersøgelser herunder volumestudier. Midlerne afholdes inden for rammerne af Moderniseringsplanen.

Videre proces

Indstillingen behandles i Økonomiudvalget den 15. november 2016 og på borgerrepræsentationens møde den 24. november 2016. Godkendes indstillingen, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen gå i gang med at afklare den økonomiske, juridiske og planmæssige del af overdragelsen og byggeriet. En ny sag vedrørende den videre proces fremlægges forventeligt for Sundheds- og Omsorgsudvalget i 2017.

 

Hanne Baastrup

                                   /Lars Matthiesen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top