Mødedato: 27.10.2016, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Fælles udbud af personlig og praktisk hjælp (Fællesindstillingen)

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget skal tage stilling til rammerne for et kommende udbud af personlig og praktisk hjælp.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller overfor Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget,

  1. at den nugældende kontrakt med HjemmeHjælpen A/S forlænges til den 1. oktober 2017,
  2. at et kommende udbud af opgaverne vedr. personlig og praktisk hjælp i hjemmet gennemføres som udbud med prækvalifikation, at kontraktlængden bliver 6 år med mulighed for forlængelse, og at indholdet og rammerne for udbuddet bliver som nedenfor beskrevet,
  3. at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen bemyndiges til at udbyde og indgå aftale med 2-3 leverandører af personlig og praktisk hjælp til ikrafttræden 1. oktober 2017.

Problemstilling

I henhold til servicelovens § 91 skal kommunerne søge at skabe mulighed for, at borgerne har frit valg mellem flere leverandører af praktisk og personlig hjælp.

Kontrakten med den eneste tilbageværende private leverandør Hjemmehjælpen A/S udløber 1. april 2017.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen (herfra benævnt forvaltningerne) indstiller nu, at denne kontrakt forlænges til 1. oktober 2017.

Forvaltningerne indstiller endvidere, at der i 2017 gennemføres et nyt udbud af opgaverne med levering af personlig og praktisk hjælp og at udvalgene godkender rammerne for dette tilbud, herunder udbudsform og tildelingskriterier.

Endelig ønskes en bemyndigelse til forvaltningerne til at indgå aftale med 2-3 leverandører.

 

Løsning

Historik
Den 1. april 2014 overgik udførelsen af personlig og praktisk hjælp ved privat leverandør fra ca. 23 leverandører under en godkendelsesordning til 2 leverandører. Kærkommen og HjemmeHjælpen A/S blev valgt efter gennemførelse af en udbudsforretning i et samarbejde mellem Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Den 18. marts 2015 blev Kærkommen erklæret konkurs.

Lovens krav om, at borgerne skal have et frit valg mellem flere leverandører overholdes i den nuværende situation, hvor borgerne kan vælge mellem det kommunale tilbud og HjemmeHjælpen A/S. Det er dog formålstjenligt at have 2-3 private leverandører af hensyn til borgernes mulighed for frit valg og for at sikre, at ydelserne kan leveres, hvis en privat leverandør går konkurs.

Kontrakten med Hjemmehjælpen A/S løb oprindeligt til den 1. april 2016. Kontrakten blev forlænget til 1. april 2017. Dels fordi de borgere, der havde haft Kærkommen som leverandør, havde været igennem skift af leverandør, måske flere gange, i løbet af 2015, og dels fordi Sundheds- og Omsorgsforvaltningen endnu ikke havde fastlagt en løsning på, hvordan rehabiliteringsopgaverne skulle koordineres i et samarbejde mellem leverandører, myndighed og andre aktører.

Forlængelse af den nugældende kontrakt
Udløbet af den nuværende kontrakt falder sammen med, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tager et helt nyt omsorgssystem i brug. Forvaltningen vurderer, at det vil være meget uhensigtsmæssigt, hvis medarbejderne skal løse opgaven med at implementere nye leverandører samtidig med, at de skal lære et nyt omsorgssystem at kende, og der vil være en stor risiko for fejl og manglende leveringer. Forvaltningerne indstiller derfor, at den nugældende kontrakt forlænges til 1. oktober 2017. Kontrakten kan maksimalt forlænges til 1. april 2018.

Rammerne for den kommende kontrakt
Den nugældende kontrakt har virket efter hensigten, og kravene i denne foreslås derfor i vidt omfang videreført i den kommende kontrakt.

Leverandørerne skal således levere ydelser, der til enhver tid lever op til kommunens kvalitetsstandarder og der bliver ført tilsyn og gennemført brugerundersøgelser på tilsvarende måde som for de kommunale hjemmeplejer. Leverandøren skal have ansat autoriseret personale og medarbejdernes uddannelsesprofil skal svare til uddannelsesprofilen i den kommunale hjemmepleje. Leverandørerne skal tage elever ligesom de kommunale hjemmeplejer og kommunens kontraktstandarder for miljø, arbejdsklausuler osv. vil indgå i kontrakten. Dette betyder bl.a. at der skal udbetales lønninger på markedsvilkår.

Hjemmeplejeindsatserne er under konstant ændring og udvikling og der arbejdes i voksende omfang tværfagligt og anlægges et helhedssyn på den samlede pleje. En kommende kontrakt med private leverandører bør derfor tilrettelægges, så der i videst muligt omfang er taget højde for de nye indsatser og samarbejdsformer, der vil blive etableret i de kommende år. Der vil i udbudsmaterialet blive indarbejdet krav til leverandørerne om, at de skal indgå i kommunens udviklingsprojekter og i et samarbejde om velfærdsteknologi og andre nye opgaveløsninger. Der vil endvidere blive stillet krav om, at leverandørerne skal deltage i arbejdet med udredning og rehabilitering.

Markedet
Markedet for levering af personlig og praktisk hjælp har ændret sig betydeligt siden sidste udbud. Forvaltningen vurderer, at der er 5-8 potentielle tilbudsgivere, der vil kunne byde på den samlede opgave.

Københavns Kommune har i øjeblikket kun én leverandør. Hvis Hjemmehjælpen A/S bliver én af de kommende leverandører bliver det en udfordring for den eller de andre leverandører at etablere sig på markedet, fordi Hjemmehjælpen A/S allerede kommer hos de borgere, der har valgt privat leverandør. Hvis markedet skal gøres attraktivt for nye leverandører er det derfor vigtigt, at kontraktperioden er lang nok til at sikre leverandøren tid til at opbygge en rentabel forretning og til at have en fornuftig afskrivningsperiode for virksomhedens aktiver. Forvaltningen indstiller derfor, at aftaleperioden bliver 6 år med mulighed for forlængelse i op til 3 år.

Udbudsform
Ved det seneste udbud blev anvendt almindeligt offentligt udbud. Tilbudsgiverne skulle give tilbud med priser på forskellige ydelser og derudover beskrive deres kvalitet i ydelserne, opstart mv. Der blev modtaget 15 tilbud.

Det indstilles, at der denne gang anvendes udbud efter prækvalifikation (begrænset udbud). Ved prækvalifikationen udvælges et antal leverandører på baggrund af bl.a. virksomhedernes referencer og en økonomisk og teknisk vurdering af virksomhederne efter krav om positivt driftsresultat, soliditetsgrad over 20 % og likviditetsgrad over 100 % eller en holdbar forretningsplan. Disse leverandører afgiver herefter bud på opgaverne.

Begrænset udbud anvendes for at sikre, at kun solide og seriøse virksomheder afgiver bud og for dermed så vidt muligt at forebygge, at den valgte leverandør går konkurs.

I vurderingen af leverandørerne indgår kriteriet "implementering". Heri indgår en vurdering af, om leverandøren har forståelse for opgavens størrelse og indhold og dermed evner at starte professionelt op i Københavns Kommune.

Selv om virksomheder har set ud til at være velkonsoliderede, har det vist sig, at konkurs er en reel risiko, som der skal tages forbehold for. For at sikre et fortsat frit valg for borgerne, hvis en leverandør går konkurs, vil det i udbudsmaterialet blive beskrevet, hvordan der kan skabes mulighed for, at en ny virksomhed indtræder på markedet, samtidig med at den eller de tilbageværende leverandører kan fortsætte som leverandører.

Tildelingskriterier
Ved seneste udbud af hjemmeplejen blev tilbuddene vurderet ud fra kriteriet ”det økonomisk mest fordelagtige tilbud” (benævnes nu ”bedste forhold mellem pris og kvalitet”), med tildelingskriterierne pris (50 pct.), kvalitet (35 pct.) samt implementering og samarbejde (15 pct.).

Det anbefales, at der fortsat tages udgangspunkt i ”bedste forhold mellem pris og kvalitet”. Forvaltningerne anbefaler følgende procentvise vægtning af underkriterierne:

Pris

Kvalitet

Implementering/samarbejde

Udviklingssamarbejde

50 %

35 %

10 %

5 %

Det sidste kriterium er nyt i forhold til det tidligere udbud, men skal ses i lyset af, at der er kommet øget fokus på udvikling og implementering af fx velfærdsteknologi og rehabilitering mv., og at det er væsentligt at finde leverandører, der kan indgå i dette udviklingssamarbejde.

Ophævelse af kontrakten
Kontrakten er uopsigelig fra begge sider i 6 år. Kontrakten kan dog ophæves ved væsentlig misligholdelse, fx ved gentagne forsinkede eller mangelfulde leverancer, der er byrdefulde for ordregiver

Økonomi

I 2015 blev ca. 13 pct. af ydelserne i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og ca. 11 pct. af ydelserne i Socialforvaltningen leveret af private, svarende til en samlet omsætning på knap 90 mio. kr.

Der vedlægges et fortroligt bilag om markedssituationen.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget behandler denne indstilling den 27. oktober 2016 og Socialudvalget behandler indstillingen den 2. november 2016. Udbudsmaterialet sendes herefter i høring hos Ældrerådet, Udsatterådet og Handicaprådet, FOA, relevante erhvervsorganisationer og potentielle tilbudsgivere inden gennemførelse af udbudsforretningen. Udvalgene orienteres om forløbet af udbudsforretningen og valget af leverandører på udvalgsmøderne i april 2017.

 

Katja Kayser  Nina Eg Hansen

 

Beslutning

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag:

"At 5 % af opgaven reserveres til leverandører med en socialøkonomisk profil"

For: Ø
Imod: F, A, B, O

Ændringsforslaget blev forkastet.

Indstillingen blev herefter godkendt.

SF fremsatte følgende protokolbemærkning, som Enhedslisten tilsluttede sig:

SF ser gerne, at virksomheder med en socialøkonomisk profil byder på opgaven.

Til top