Mødedato: 19.09.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Forlængelse af uddannelsesaftale ved barselsorlov

København Kommunes praksis vedrørende udløb af erhvervsuddannelsesaftaler under barselsorlov.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget opfordrer til, at erhvervsuddannelseselever i Københavns Kommune fremadrettet tilbydes mulighed for at få forlænget deres uddannelsesaftale, hvis den udløber under barsel.  

Problemstilling

På de store erhvervsuddannelsesområder har Københavns Kommune hidtil haft som fast praksis, at elevernes uddannelsesaftale ikke bliver forlænget, hvis de bliver gravide, og barslen rækker ud over uddannelsesaftalens afslutningsdato.

Kommunens hidtidige praksis ligger på linje med KL’s vurdering. KL vurderer således, at eleven ikke har et retskrav på at få løn under den del af barselsorloven, som ligger ud over elevkontrakten. Dansk Arbejdsgiverforening har samme retsopfattelse, mens Undervisningsministeriet vurderer, at arbejdsgivere, der indgår en uddannelsesaftale, har forpligtet sig til at sikre, at eleven gennemfører uddannelsen, også selvom det medfører en forlængelse af aftalen i tilfælde, hvor eleven har lovligt fravær. KL har fastholdt sin fortolkning. Såvel tvistighedsnævnet som Østre Landsret har givet dem medhold i, at erhvervsuddannelsesloven giver mulighed for, men ikke pligt til at forlænge uddannelsesaftalen. Kommunerne har således hjemmel til selv at forlænge uddannelsesaftalerne, hvis de ønsker det. KL’s Løn- og Personaleudvalg har den 4. september 2013 godkendt denne vurdering.

FOA er uenig i KL's fortolkning af aftalen. FOA ønsker, at kommunerne skal forlænge elevernes uddannelsesaftale, hvis barselperioden løber ud over uddannelsesaftalens ophør.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har undersøgt muligheden for at ændre praksis samt undersøgt de økonomiske konsekvenser heraf.

Løsning

Uenigheden handler om, hvordan erhvervsuddannelseslovens § 58, stk. 1, pkt. 3. skal udmøntes. Den omtalte paragraf lyder således:

§ 58. Eleven og virksomheden kan indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden med et bestemt tidsrum, hvis en elev har orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption efter lovgivningen herom.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har hidtil fortolket denne bestemmelse således, at reglen ikke indeholder en forpligtelse til at forlænge uddannelsesaftalen i forbindelse med barsel, men at uddannelsesaftalen kan forlænges efter en konkret vurdering.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen anbefaler at revurdere denne praksis, så elever får elevløn under hele deres barselsperiode. Hensigten er at skabe større tryghed hos kvinderne under barsel, øget lighed samt forebygge frafald på  erhvervsuddannelserne. Ugebrevet A4 refererer den 23. august 2013 til et notat fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor det fremgår, at unge kvinder, der får børn, får reduceret deres chancer betydeligt for at tage en uddannelse. Mødrehjælpen vurderer i den forbindelse, at det vil være til stor gavn for både kvinderne og kommunerne, hvis man letter livet for kvinderne, der ellers vil tage flugten i endnu en graviditet og yderligere forværre deres chancer for at få en uddannelse. Ved at skabe sikkerhed for at de unge kan bevare deres indtægt under hele uddannelsesforløbet uanset graviditet og barsel, styrkes de unge kvinders mulighed for at gennemføre uddannelsen.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget opfordrer til at ændre praksis, så erhvervsuddannelseselever i Københavns Kommune fremadrettet får tilbudt forlængelse af deres uddannelsesaftale, hvis denne udløber under barsel, medmindre det vurderes, at eleven ikke vil kunne gennemføre uddannelsen efter endt barsel.

De øvrige fagforvaltninger er orienteret om det fremlagte forslag til ændret praksis på området.

Økonomi

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har estimeret, at de økonomiske konsekvenser ved at forlænge uddanelsesaftalerne vil beløbe sig til årligt ca. 300.000 kr. for alle erhvervsuddannelseselever, som ansættes af Københavns Kommune. Heraf forventes Sundheds- og Omsorgsudvalget at skulle afholde ca. 243.000 kr.

I tabel 1 ses de øvrige udvalgs anslåede merudgifter, såfremt Økonomiudvalget beslutter at forlænge uddannelsesaftalerne for gruppen af elever på barsel. Merudgifterne afvikles inden for de enkelte udalgs budgetrammer.

Tabel 1. Merudgifter fordelt på øvrige forvaltninger

 

Kr. (i 1000) 

Børne og ungdomsudvalget

44

Socialudvalget

Teknik- og Miljøudvalget

1

Kultur- og Fritidsudvalget

2

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

1

Økonomiudvalget

4

I alt

57

 

Videre proces

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender sagen, vil Sundheds- og Omsorgsborgmesteren, foranlediget af drøftelsen i Sundheds- og Omsorgsudvalget, rette henvendelse til Overborgmesteren og anmode om, at sagen drøftes på et møde i Økonomiudvalget.



Katja Kayser

                                                                    /Kim Maskell

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top