Mødedato: 19.06.2003, kl. 15:00

Plangrundlag for fodterapiområdet

Plangrundlag for fodterapiområdet

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 19. juni 2003

 

3. Plangrundlag for fodterapiområdet

SOU 154/2003 J.nr. 53/2002

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller

at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter forslag til plangrundlag i Københavns Kommune på fodterapiområdet,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget sender forslag til plangrundlag i høring.

 

RESUME

Den 1. april 2002 trådte en ny sygesikringsoverenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter i kraft på fodterapiområdet. I henhold til overenskomsten har Sundhedsforvaltningen nedsat et kontaktudvalg i Københavns Kommune og besluttet at etablere et plangrundlag på fodterapiområdet i samarbejde hermed.

Som aftalt i overenskomsten kan der i Københavns Kommune i indeværende overenskomstperiode som minimum tiltræde 172 fodterapeuter. Kontaktudvalget har besluttet, at tildeling af ydernummer vil ske efter en inddeling af kommunen i områder i forhold til antal indbyggere i de enkelte bydele. Dette vil ske for at sikre alle borgere i kommunen lige let adgang til en fodterapeut.

Københavns Kommune fastholder, at antallet af ydernumre skal være maksimum 172 fodterapeuter. Såfremt det på et senere tidspunkt skønnes, at der bør nedsættes flere fodterapeuter, skal dette først drøftes parterne imellem. En udvidelse udover 172 ydernumre vil kræve godkendelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Kontaktudvalget ønsker, at hjemmebehandlinger primært skal udgå fra en klinik, for derved bl.a. at sikre en faglig sparring. For at udbygge denne service er det besluttet i en periode ikke at tildele yderligere mobile ydernumre. Behovet for mobile fodterapeuter, herunder udviklingen i antallet af hjemmebehandlinger, vil løbende blive vurderet, for at sikre, at kapaciteten er tilstrækkelig i forhold til borgerens behov.

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter forslaget til plangrundlag på fodterapiområdet, og sender forslaget i høring.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Fodterapeuterne yder fodbehandling i henhold til landsoverenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter, som omhandler tilskud til:

  • Fodbehandling af sukkersygepatienter.
  • Behandling af patienter med nedgroede tånegle.
  • Fodbehandling af arvævspatienter efter strålebehandling.

Borgere, som ved første konsultation medbringer en skriftlig lægehenvisning, er berettiget til fodbehandling i henhold til overenskomsten.

Sygesikringen yder tilskud til behandlingen med ca. 40% på diabetesbehandling, og ca. 50% på behandling af patienter med nedgroede tånegle og arvævspatienter efter strålebehandling.

I forbindelse med genforhandling af overenskomsten i 2000 indledte fodterapeuterne, på baggrund af en uenighed, en konflikt på området. Konflikten løb i perioden fra den 1. september 2000 til den 31. marts 2002.

Efter forhandlinger trådte en ny overenskomst i kraft pr. 1. april 2002. I den nye overenskomst er der som noget nyt aftalt:

at der skal nedsættes et kontaktudvalg bestående af 4 medlemmer. Halvdelen af medlemmerne udpeges af amtet. Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter udpeger et medlem, og et medlem udpeges blandt medlemmerne af Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter, som praktiserer for den offentlige sygesikring i kommunen.

at amtet kan vælge at etablere et plangrundlag for den konkrete vurdering, som danner baggrund for at praktisere for den offentlige sygesikring, og at kontaktudvalget for fodterapi skal inddrages i udarbejdelsen af plangrundlaget.

Sundhedsforvaltningen har efter aftale med Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter i medio 2002 etableret et kontaktudvalg.

Sundhedsforvaltningen har vurderet, at det er vigtigt at kunne styre hvor fodterapeuterne nedsætter sig i kommunen, i forhold til at sikre alle borgere i kommunen lige let adgang til en fodterapiklinik. Kontaktudvalget har efter forhandlinger udarbejdet et plangrundlag.

Forslag til plangrundlag.

I henhold til overenskomstens § 10, stk. 2. fremgår det at:

"Amtet kan vælge at etablere et plangrundlag for den konkrete vurdering, som danner baggrund for at praktisere for den offentlige sygesikring.

Parterne er enige om, at plangrundlaget blandt andet skal indeholde overvejelser om:

  • Den behandlingsmæssige kapacitet i forhold til antallet af amtets borgere,
  • ventetider,
  • geografiske forhold,
  • den omsætning fodterapeuterne har for patienter, som ikke er dækket af denne overenskomst, samt
  • fodterapeuternes rolle i amtets samlede behandlingstilbud til diabetespatienter."

Kontaktudvalget for fodterapi i Københavns Kommune har udarbejdet et plangrundlag, vedrørende den konkrete vurdering i forbindelse med ansøgning om ydernummer, som danner baggrund for at praktisere for Den Offentlige Sygesikring.

Parterne i udvalget er enige om følgende principper, som danner grundlag for tildeling af ydernummer:

  • Den behandlingsmæssige kapacitet i forhold til antallet af borgere.

I henhold til landsoverenskomstens § 10, stk. 3 skal antallet af fodterapeuter, der kan tiltræde overenskomsten i Københavns Kommune, som minimum være 172 for nærværende overenskomstperiode.

Tildeling af ydernummer sker efter en inddeling af kommunen i områder. I hvert område skal antallet af fodterapeuter analyseres i forhold til indbyggertallet med henblik på at sikre alle borgere i kommunen lige let adgang til en fodterapeut. Inddelingen i nedenstående 10 områder er valgt ud fra tidligere praksis på området, som aftalt parterne imellem.

 

Fodterapeuter med ydernummer i Københavns Kommune

pr. 1. maj 2003

Antal min. Fodterapeuter

Fodterapeuter

Antal

i forhold til indbyggere

I alt pr.

Indbyggere

i.h.t. overenskomstens

Områder:

1.5.2003

Pr. 1.1.2003

§10, stk. 3

Indre by

7

26.421

9

Vesterbro

10

35.489

12

< P>

Østerbro

21

82.043

27

Nørrebro

14

72.915

24

Amager, incl. Chr. Havn

27

103.861

34

Bispebjerg

7

39.689

13

Kgs. Enghave

2

15.548

5

Valby

15

46.211

15

Brønshøj

11

39.989

13

Vanløse

12

36.228

12

Mobile

8

8

I alt

134

498.394

172

 

I Københavns Kommune kan der i indeværende overenskomstperiode som minimum tiltræde 172 fodterapeuter. Københavns Kommune fastholder, at antallet af ydernumre skal være maksimum 172. Såfremt det på et senere tidspunkt skønnes, at der bør nedsættes flere fodterapeuter, skal dette drøftes parterne imellem. Herefter skal parterne tage stilling til en eventuel udvidelse. En udvidelse udover 172 ydernumre kræver yderligere godkendelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

  • Mobile fodterapeuter.

Det er Kontaktudvalgets ønske, at hjemmebehandlinger primært skal udgå fra en klinik, for derved bl.a. at sikre en faglig sparring. En stor del af fodterapiklinikkerne yder i dag også hjemmebehandling. For at udbygge denne service yderligere har Kontaktudvalget derfor besluttet i en periode ikke at tildele yderligere mobile ydernumre.

Sundhedsforvaltningen vil ved henvendelser fra fodterapeuter vedrørende ansøgning om et mobilt ydernummer, anbefale fodterapeuten at blive tilknyttet en klinik, og så derfra prioritere at yde hjemmebehandlinger.

Behovet for mobile fodterapeuter, herunder udviklingen i antallet af hjemmebehandlinger, vil løbende blive vurderet, da det er Kontaktudvalgets opfattelse, at der altid vil være behov for et vist antal mobile fodterapeuter.

  • Flytning/ændring af klinikadresse.

I overenskomstens § 17 fremgår det at:

"Flytning af klinik over en kommunegrænse kan ske ved anmodning via landsforeningen til amtet. Godkendelse meddeles, medmindre det er i strid med en plan for tilrettelæggelsen af den fodterapeutiske betjening i amtet, jf. § 10, eller vilkår for tiltrædelse til overenskomsten. Flytning af klinik indenfor en kommune kræver ikke godkendelse. For så vidt angår fodterapeuter uden fast klinikadresse gælder samme regler ved ændring af geografisk placering og dækningsområde."

Da Københavns Kommune også er et amt, skal de enkelte områder derfor sidestilles med en kommune. Dette betyder, at der skal søges om tilladelse til at flytte områderne imellem. Tilladelse kan kun gives til flytning, hvis der i henhold til plangrundlaget, er ledig kapacitet i det område, man ønsker at flytte til.

  • Ventetider.

Kontaktudvalget har vurderet, at der i dag ikke er uacceptable ventetider på fodterapiområdet i Københavns Kommune. Dette er vurderet med baggrund i dels, at Sundhedsforvaltningen ikke har modtaget henvendelser fra borgere herom, dels i at fodterapeuterne i Kontaktudvalget har meddelt, at der for tiden ikke er nævneværdige ventetider på klinikkerne. Der er derfor ikke overvejelser i forbindelse med ventetider ved udarbejdelsen af plangrundlaget. Kontaktudvalget vil løbende vurdere omfanget af ventetider, og vil efter behov indarbejde eventuelle principper i plangrundlaget.

  • Geografiske forhold.

I Kontaktudvalget er der enighed om at belyse omfanget, samt koncentrationen af pendlingen til Københavns Kommune, når der foreligger statistisk materiale herom. Dette med henblik på bl.a. at vurdere, om der er behov for at nedsætte flere fodterapeuter i f.eks. området indre by, end det beregnede antal ud fra antal indbyggere, idet der er koncentreret en del arbejdspladser i dette område.

Der foreligger ikke opdateret statistisk materiale på grund af konflikten på området i perioden 1. september 2000 – 31. marts 2002. Analysen af de geografiske forhold skal foretages med udgangspunkt i antallet af ydede behandlinger, samt behandlede borgere fra den nye overenskomsts ikrafttræden pr. den 1. april 2002. Når de geografiske forhold er analyseret nærmere, vil Kontaktudvalget vurdere, om resultaterne af analysen giver anledning til en ændring af principperne for den behandlingsmæssige kapacitet. Analysen vil blive iværksat i løbet af efteråret 2003.

  • Den omsætning fodterapeuterne har for patienter, som ikke er dækket af denne overenskomst.

Fodterapeuterne med ydernummer i Københavns Kommune yder ligeledes almindelig fodbehandling til borgerne, som der ikke ydes sygesikringstilskud til.

Parterne er enige om, at det er vigtigt at følge fodterapeutens sygesikringsomsætning i forhold til den samlede omsætning i klinikken. Dette skal ske for at belyse, om antallet af sygesikringsbehandlinger er stigende. Viser det sig, at omfanget af sygesikringsbehandlinger er stigende, og der derved er begrænset mulighed for at yde almindelig fodbehandling, skal det vurderes om antallet af fodterapeuter skal øges. En udvidelse af ydernumre udover de maksimum 172, som er aftalt i landsoverenskomsten, kræver yderligere godkendelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Det har derfor været drøftet i Kontaktudvalget, om man skulle overveje at indhente oplysninger hos den enkelte fodterapeut, vedrørende sygesikringsandelen i forhold til den samlede omsætning i klinikken, da denne ikke er kendt af Sundhedsforvaltningen.

Parterne er enige om, at dette skal afdækkes bl.a. for at sikre, at den behandlingsmæssige kapacitet er dækket fuldt ud i forhold til kommunens borgere, herunder også almindelig fodbehandling til pensionister, som der ikke ydes sygesikringstilskud til.

  • Fodterapeuternes rolle i amtets samlede behandlingstilbud til diabetespatienter.

Diabetesudvalget i H:S og Københavns Kommune har ikke inddraget de praktiserende fodterapeuter i deres arbejde, som bl.a. er at følge diabetesomsorgen i primærsektoren i Københavns og Frederiksberg Kommuner samt i H:S, og at foreslå initiativer til forbedring af kvaliteten af diabetesomsorgen på baggrund af Sundhedsstyrelsens redegørelse fra 1994 samt danske og internationale erfaringer. Sundhedsforvaltningen holder løbende Kontaktudvalget orienteret vedrørende Diabetesudvalgets arbejde, for derved at kunne aftale og indarbejde eventuelle principper i forbindelse med plangrundlaget.

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter forslaget til plangrundlag på fodterapiområ ;det, og sender forslaget i høring.

MILJØVURDERING

Ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Ingen yderligere økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen, udover de som er aftalt i overenskomsten. Af overenskomsten fremgår det, at de årlige amtslige udgifter til fodterapeutisk behandling skal fastholdes på 1999-niveau med følgende tillæg:

  • som følge af aftalte honorarstigninger pr. 1. april 2002,
  • som følge af løn og prisregulering af honorarerne pr. 1 april 2002 og senere i henhold til overenskomstens bestemmelser herom,
  • som følge af regulering i forhold til antallet af patienter.

Udgiftsudviklingen inden for overenskomstens område følges af parterne i halvårlige opgørelser. Hvis udgifterne til fodterapi overstiger den aftalte ramme, er parterne (dvs. Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter) enige om straks at indlede forhandlinger med henblik på at foretage ændringer i overenskomsten, således at den aftalte økonomiske ramme kan overholdes. Kan der ikke opnås enighed mellem parterne inden for 3 måneder fra overskridelsen er konstateret, nedsættes honorarerne for alle overenskomstens ydelser.

HØRING

Sundhedsforvaltningen indstiller til, at forslag til plangrundlag i Københavns Kommune på fodterapiområdet sendes til høring hos ældreråd og ældreorganisationer.

BILAG

Forslag til plangrundlag i Københavns Kommune på fodterapiområdet.

 

 

Ib Haurum

/ Jens Egsgaard

 

 

Til top