Mødedato: 18.08.2016, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Halvårsrapport for 1. halvår 2016

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger halvårsrapport for 1. halvår 2016 og status på strategiske fokusområder for 2016.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager halvårsrapporten for 1. halvår 2016 og status på strategiske fokusområder for 2016 til efterretning (bilag 1).

Problemstilling

I halvårsrapporten afrapporteres på indikatorer for målene i ældrepolitikken og sundhedspolitikken samt på de politisk fastsatte mål om sygefravær, sagsbehandlingstider og ventetider. Ikke alle politiske mål kan følges halvårligt, og derfor udarbejder forvaltningen ved årets udgang en mere omfattende årsrapport, der giver en status på samtlige politiske mål.

Løsning

Områder med fremgang eller opfyldte målsætninger

Halvårsrapporten viser, at det er gået fremad med at udrede og rehabilitere ældre borgere i hjemmeplejen. Målsætningen om at minimum halvdelen af borgerne skal have et positivt udbytte af deres rehabiliterende forløb er ligeledes indfriet. Desuden viser halvårsrapporten, at det er gået fremad med at hjemtage færdigbehandlede borgere fra hospitalerne. Forvaltningen fastholder fokus på at reducere antallet af ventedage.

Samtidigt har forvaltningen nået de politiske målsætninger i forhold til overholdelse af sagsbehandlingsfrister for hjemmepleje, hjælpemidler og plejebolig.

Områder med fastholdt niveau

Halvårsrapporten viser, at niveauet for genindlæggelser, forebyggelige indlæggelser og korttidsindlæggelser er uændret. Det er ligeledes lykkedes at fastholde aktivitetsniveauet på genoptræning efter sundhedsloven og patientrettet forebyggelse

rygestopområdet er der samlet set tale om en uændret status. Der har været flere borgere tilmeldt et rygestopforløb, men halvdelen af måltallet for hele 2016 er ikke nået efter første halvår. Andelen der gennemfører et rygestopforløb og kortuddannedes andel af rygestopsamtalerne er uændret. En lidt større andel af deltagerne på rygestopkurserne var kortuddannede og en lidt større andel var røgfrie ved kursets afslutning.

Områder med tilbagegang eller endnu ikke opfyldte målsætninger

Halvårsrapporten viser, at det fortsat er en udfordring at overholde 4 ugers-garantien for plejeboliger. 4 ugers-garantien har generelt været under pres de seneste år, og der har været markante periodiske udsving. Forvaltningen har analyseret mulige årsager til den manglende overholdelse af 4 ugers-garantien, og resultaterne heraf vil blive forelagt udvalget på møde den 18. august 2016. 

Ligeledes er det en udfordring at overholde ventetiderne til genoptræning efter sundhedsloven. Forvaltningen følger op på implementeringen af de forkortede ventetidsfrister med henblik på at sikre overholdelse af de fastsatte ventetider.

Status på tilsyn, fast hjælper i hjemmeplejen og sygefravær gennemgås nedenfor under status på de tre strategiske fokusområder. 

Status på strategiske fokusområder for 2016

På baggrund af resultaterne fra årsrapporten 2015 udarbejdede forvaltningen et forslag til tre konkrete strategiske fokusområder for 2016, som udvalget godkendte i april 2016. I det følgende redegøres for udviklingen på de tre strategiske fokusområder.

Sundhedsfaglig kvalitet på plejecentre

Resultaterne af tilsynene gennemført i første halvår peger i retning af en fremgang. Det er imidlertid vanskeligt at sammenligne tilsynsresultaterne direkte med resultaterne fra 2014 og 2015, da der er gennemført få tilsyn, og der for de kommunale tilsyn er fem resultat-kategorier i stedet for tre i 2016. 

I forbindelse med udmøntningen af værdighedsmidlerne er der afsat 3 millioner kr. i 2016, 2,3 millioner i 2017 og 1,5 millioner i 2018 til en indsats på udvalgte plejecentre. Forvaltningen er i gang med en omfattende forbedringsindsats på 10 plejecentre med henblik på at forbedre basiskvaliteten, herunder særligt indenfor områderne medicinhåndtering og sundhedsfaglig dokumentation.

De nuværende erfaringer tyder på, arbejdet på plejecentrene har medført et mere systematisk kvalitetsarbejde. De fem plejecentre, der i 2015 opnåede utilfredsstillende embedslægetilsyn, er startet som de første plejecentre i forbedringsindsatsen, og de har opnået en klar forbedring ved de opfølgende tilsyn i 2016. På disse fem plejecentre arbejdes der nu med at fastholde og forbedre kvaliteten på medicin- og dokumentationsområdet. Der er således etableret en kvalitetsorganisation på alle fem plejecentre og der arbejdes efter principperne i forbedringsmodellen. De næste fem plejecentre opstarter i forbedringsindsatsen i september 2016.

Forvaltningens vurdering er, at indsatsen har medført et stærkt øget fokus på kvalitetsarbejdet og allerede nu har medført en række konkrete kvalitetsforbedringer. Opgaven fremover bliver at fastholde og langtidssikre den positive udvikling.

Fast Hjælper i hjemmeplejen

Andelen af besøg i den kommunale daghjemmepleje, som er leveret af borgernes primære eller sekundære hjælper, er fortsat uændret. Andelen har i perioden juli 2014 til juni 2016 ligget mellem 58 og 63 procent.

I forbindelse med den politiske aftale om udmøntning af værdighedsmidlerne er der afsat 750.000 kr. i 2016 og 1. mio. kr. i 2017 til at sikre et ’gearskifte’ i forvaltningens arbejde med at sikre mere faste hjælpere i den kommunale hjemmepleje. Forvaltningen har i første halvår 2016 kvalificeret og tilrettelagt den konkrete udmøntning, og projektet igangsættes reelt ultimo juni.

Projekt Fast Hjælper – som både har til formål at øge den faktiske medarbejderkontinuitet hos borgerne og borgernes tilfreds med antallet af hjælpere - planlægges gennemført i tre spor:   

  • Spor 1 er et kultur- og organiseringsspor, som skal sikre driftsnært fokus på det politiske mål om fast hjælper. Forvaltningen gennemfører sporet som et udviklingsprojekt i Lokalområde Vanløse/Brønshøj-Husum i andet halvår af 2016 for i 2017 at kunne udbrede erfaringer om best practice til de kommunale hjemmeplejeenheder i øvrige lokalområder. De udviklede initiativer afprøves og justeres i efteråret 2016.

  • Spor 2 er et kompetencespor, som skal sikre, at disponenterne, som planlægger ruterne i hjemmeplejen, besidder de rette kompetencer. Indsatsen påbegyndes i 2016.
  • Spor 3 er et systemspor og skal sikre bedst mulig systemunderstøttelse af disponeringen i fremtiden. Sporet sammentænkes derfor med den igangværende udvikling og tilpasning af det kommende omsorgssystem CURA for derigennem at sikre, dels at viden fra projektet om mangler i det nuværende system kanaliseres over i udviklingen af disponeringsværktøjet i CURA, og dels at CURA-undervisningen af disponenterne taler ind i de erfaringer, som gøres i projektet.    

Sygefravær

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i oktober 2015 et mål om at sygefraværet for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i 1. kvartal 2016 skulle være lavere end i 1. kvartal 2015. Dette mål er ikke nået. Sygefraværet er dog ikke steget i perioden, men er på et uændret niveau. Elevfraværet er faldet, men ligger fortsat over målet. Forvaltningen vurderer, at faldet i elevfraværet formentlig skyldes bl.a. erhvervsuddannelsesreformen fra 2015, som betyder, at de elever, der ansættes, skal opfylde højere krav end tidligere og må antages at være mere motiverede og robuste.

Forvaltningen har siden efteråret 2015 igangsat en række skærpede indsatser for at nedbringe sygefraværet. Der er fx igangsat differentierede indsatser på de 20 enheder, der har det højeste korttidsfravær. Forvaltningens lokalområder har på forskellige måder arbejdet med at styrke mellemledernes roller og redskaber i fraværsarbejdet. Der er oprettet en lederrettet intranetside, som samler viden, redskaber, spørgsmål og svar om sygefraværsdata og links til steder, hvor man kan få hjælp til fraværsarbejdet. Der er udarbejdet en vejledning til ledere om rekruttering med fokus på hvordan man kan undgå at rekruttere sig til fravær, og der er sat fokus på at forbedre sagsbehandlingen i vanskelige fraværssager.

Forvaltningen vil i starten af efteråret, når enhederne har haft mulighed for at se deres opdaterede fraværstal, vurdere, om der er behov for andre eller yderligere indsatser i fraværsarbejdet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Primo 2017 vil forvaltningen præsentere årsrapporten for udvalget. Årsrapporten vil indeholde flere oplysninger om udviklingen på de politiske mål, herunder væsentlige resultater fra brugerundersøgelsen for 2016.

                    Lars Gregersen

                                                             / Daniel Schwartz Bojsen

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt

Til top