Mødedato: 12.05.2005, kl. 15:00

Samlet redegørelse for tilsyn på plejehjem, visiterede dagtilbud, og kommunale og private leverandører af personlig og praktisk hjælp i 2004

Samlet redegørelse for tilsyn på plejehjem, visiterede dagtilbud, og kommunale og private leverandører af personlig og praktisk hjælp i 2004

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 12. maj 2005

 

 

Sager til beslutning

 

9.      Samlet redegørelse for tilsyn på plejehjem, visiterede dagtilbud, og kommunale og private leverandører af personlig og praktisk hjælp i 2004

 

SOU 123/2005  J.nr. 45/1999

 

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at den samlede redegørelse vedrørende de lovpligtige kommunale tilsyn på plejehjem i 2004 tages til efterretning

at Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at den samlede redegørelse vedrørende Embedslægens tilsyn på plejehjem i 2004 tages til efterretning

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager tilsynsresultaterne fra de ikke lovpligtige tilsyn i hjemmeplejen, på dagcentre og træningscentre samt hos private leverandører af hjemmeplejeydelser til efterretning.

 

 

RESUME

Denne indstilling vedrører afrapportering af  de lovpligtige tilsyn udført af Embedslægeinstitutionen og  Den Kommunale Tilsynsenhed, der er gennemført på kommunens plejehjem.

Indstillingen vedrører desuden resultaterne af tilsyn gennemført af Den Kommunale Tilsynsenhed  i kommunenes hjemmeplejeenheder, i dagcentre og træningscentre samt hos private leverandører af hjemmepleje. Disse tilsyn er ikke lovpligtige, men er et led i Sundhedsforvaltningens overordnede målsætning om at sikre den overordnede kvalitet på ældreområdet og er politisk besluttet af Borgerrepræsentationen.

I 2004 har Den Kommunale Tilsynsenhed varetaget tilsynsopgaven for alle de kommunale tilsyn.  Rapporten vedrørende afrapportering af tilsynsresultater fra 2004 tilgår som tidligere årsrapport vedrørende tilsynet fra 2003 til Borgerrepræsentationen.

Uddybende redegørelse for tilsyn i 2004 på plejehjem, i hjemmeplejen, på dagcentre og træningscentre samt hos leverandører af privat hjælp er vedlagt denne indstilling som bilag. Desuden er vedlagt årsrapporterne angående henholdsvis Embedslægeinstitutionens tilsyn og tilsyn udført af Den Kommunale Tilsynsenhed.

 

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Embedslægeinstitutionen har udført 78 tilsyn på  62 institutioner i kommunen. De r er aflagt 2 uanmeldte tilsyn på 14 institutioner, der har 100 boliger og derover, og to opfølgende tilsyn.

Embedslægeinstitutionen konkluderer, at tilstanden i de forskellige plejehjem og beskyttede boliger også har været tilfredsstillende i 2004.

Der er sket en fordobling af antallet af plejehjem, hvor der ingen bemærkninger var om fejl og mangler.

Samtidig er der sket en halvering af plejehjem, hvor der er konstateret mindre fejl og mangler. På de to områder er der således tale om en klar forbedring.

Ved tilsynene i 2004 fremgår helt overordnet, at langt hovedparten af plejehjemmene har arbejdet med at rette op på de fejl og mangler, der blev konstateret i 2003. I langt overvejende grad er Embedslægeinstitutionens anbefalinger blevet fulgt.

Imidlertid er der sket en stigning af antallet af tilsyn, hvor der er konstateret mangler fra 18 plejehjem i 2003 til 24 plejehjem i 2004, og hovedparten af disse mangler kan henføres til medicinhåndtering. På to plejehjem, hvoraf det ene var afledt af et tilsyn i 2003, har et opfølgende tilsyn været nødvendigt, idet der blev observeret fejl og mangler ved både de sundhedsadministrative forhold, medicinhåndtering samt den sundhedsfaglige dokumentation.

Sundhedsforvaltningen har styrket indsatsen med henblik på at forbedre medicinhåndteringen og har i den forbindelse iværksat en række tiltag.

Interne opgørelser viser, at indsatsen har resulteret i, at der i løbet af 2004 er sket en forbedring, således at der i 4. kvartal 2004 ses en tydeligt forbedret medicindokumentation og medicinadministration sammenlignet med 1. kvartal. Disse opgørelser vedrører både Embedslægetilsynet og Det Kommunale Tilsyn.

Embedslægen anbefaler bl.a., at der i forbindelse med de sundhedsadministrative forhold er skriftlige retningslinier for ansvar og kompetence samt for kritiske arbejdsgange.

 

De konkrete fokusområder

De konkrete fokusområder for embedslægens tilsyn er sundhedsadministrative forhold, sundhedsfaglige forhold, medicinhåndtering, adgang til sundhedsfaglige ydelser samt sundhedsrelaterede forhold.

De fleste plejehjem har udarbejdet skriftlige instrukser, som personalet følger i det daglige, herunder vejledninger for kritiske arbejdsgange. Alle steder er personalet bekendt med plejehjemmets rutiner.

Ved tilsynene i 2004 blev der konstateret fejl og mangler ved de sundhedsadministrative forhold på 3 plejehjem.

Ved de opfølgende tilsyn var forholdene bragt i orden på det ene plejehjem og der var lagt en plan for at bringe forholdene i orden inden udgangen af 2004 på de to andre plejehjem.

Embedslægeinstitutionen har over hele landet haft særlig fokus på den sundhedsfaglige dokumentation.

På hovedparten af Sundhedsforvaltningens plejehjem (ca. 75 %) var den sundhedsfaglige dokumentation fyldestgørende. Dette er en forbedring på godt 10 procentpoint fra 2003.

Fejl og mangler ved dokumentationen omhandler typisk, at der ikke er udarbejdet fremadrettede individuelle plejeplaner.

På ét plejehjem var der alvorlige fejl og mangler ved den sundhedsfaglige dokumentation samt plejen af en beboer. Forholdene blev straks bragt i orden, således at beboeren modtager den rette pleje og omsorg.

 

Den Kommunale Tilsynsenhed har i 2004 gennemført 187 tilsyn, heraf 131 tilsyn på 62 plejehjem.

At der er udført flere tilsyn end der er plejehjem skyldes, at der er udført to anmeldte tilsyn på en større institution, to opfølgende anmeldte tilsyn, to uanmeldte tilsyn på hver af tre større institutioner samt et uanmeldt opfølgende tilsyn.

Der er desuden gennemført 19 uanmeldte tilsyn i hjemmeplejen, ni anmeldte tilsyn på dagcentre og otte anmeldte tilsyn i træningscentre.

Endelig er der gennemført 20 tilsyn med private leverandører.

Temaet for Den Kommunale tilsynsenhed var i 2004 "Måltidet".

Hovedkonklusionen på de kommunale tilsyn er, at der udføres en tilfredsstillende pleje og omsorg på de københavnske ældreinstitutioner/hjemmepleje, og at langt hovedparten af brugere og pårørende er tilfredse med den omsorg der ydes. Hovedparten af medarbejderne udtrykker ligeledes tilfredshed med at arbejde på institutionerne.

På de uanmeldte tilsyn på plejehjem er der konstateret en forbedring af den plejefaglige dokumentation på 18 procentpoint for plejeplaner og 14 procentpoint for medicindokumentation fra 2003 til 2004.

Andelen af tilsyn, hvor der ikke er bemærkninger til medicinadministrationen faldt derimod med 8 procentpoint fra 2003 til 2004.

På de anmeldte tilsyn på plejehjem ses, at langt hovedparten af brugere og pårørende er tilfredse med plejen. Tre tilsyn førte til opfølgende tilsyn.

På hovedparten af  plejehjemmene arbejdes der seriøst med at tilbyde brugerne en god oplevelse ved måltiderne.

I de kommunale hjemmeplejeenheder kunne konstateres tilfredsstillende pleje og basisdokumentation, samt at de visiterede ydelser faktisk leveres. Der blev observeret mangler i plejeplaner, arbejdspladsvurderinger og på medicinområdet.

Forvaltningen har iværksat en systematisk udvikling af APV og plejeplaner i hjemmeplejen lige som medicinhåndtering er et gennemgående tema i den løbende opfølgning.

 

På dagcentrene var brugerne tilfredse. Der blev givet anbefalinger til at dokumentere indsatsen, dels for den enkelte bruger og dels dagcenterets indsats som helhed.

På træningscentrene mødte tilsynet ligeledes  tilfredse brugere og medarbejdere. Træningscentrene udarbejder en fin dokumentation på brugerne. Tilsynet har konstateret nogle problemstillinger i samarbejdet mellem træningscentrene og plejehjemmene.

På de uanmeldte tilsyn med de private leverandører er borgerens tilfredshed med tøjvask, personlig pleje, og indkøb ret høj, mens den ligger lavere for så vidt angår praktisk bistand og grundig rengøring. Der ses mangler i dokumentation for leverancerne, der ifølge leverandørkravene skal stilles til rådighed for PO-kontorerne.

Der er god overensstemmelse mellem Den Kommunale Tilsynsenhed og Embedslægens resultater.

 

Årsrapporten fra Sundhedsstyrelsen og Embedslægevæsenet vedr. hele landet udkommer primo maj 2005. Det er derfor ikke muligt for nuværende at redegøre for København Kommunes placering i forhold til resten af landet.

 

Sundhedsforvaltningens opfølgning på Embedslægetils ynene og De Kommunale Tilsyn

Tilsynenes resultater danner udgangspunkt for den tilsete institutions udarbejdelse af en handleplan. Derudover igangsættes en række decentrale og centrale tiltag i forvaltningen.

Af forvaltningens indsatsområder nævner Embedslægeinstitutionen de to interne auditeringer på alle forvaltningens plejehjem, dialogmøder med Embedslægeinstitutionen, forberedelser til at implementere dosisdispenseret medicin, revision af egenkontrolskema, revision af  kravgrundlaget "Sådan håndterer du medicin" samt efteruddannelsesprojektet "Kvalitet i medicinhåndtering".

De vigtigste indsatsområder for plejehjemsområdet grupperer sig inden for hovedområderne:

Sundhedsadministrative forhold

·        Skriftlige instrukser samt individuelle ansvar - og kompetenceforhold

·        Revision af Kvalitetsstandarder

 

Sundhedsfaglige forhold

·        Sundhedsfaglig dokumentation

·        Plejeplaner/handleplaner

·        Elektronisk dokumentation, KOS

·        Medicinhåndtering

·        Revision af kravgrundlaget "Sådan håndterer du medicin"

·        Efteruddannelsesprojektet "Kvalitet i medicinhåndteringen" (KIM)

·        Dosisdispensering

·        Auditprogram i medicinhåndtering samt uddannelse af auditorer og gennemførsel af to interne audit på alle forvaltningens plejehjem.

·        Dialogrække med Den Kommunale Tilsynsenhed og Embedslægeinstitutionen

·        Enstrenget medicindokumentation

·        Personalerettede forhold

·        Ændringer i ledelsesforhold

·        Større mulighed for uddannelse og udvikling af medarbejderne, herunder medarbejderudviklingssamtaler (MUS).

·        Sygefravær

 

Sundhedsrelaterede forhold

·        Aktivitetsmuligheder på plejehjemmene i aftentimerne og i weekenderne.

·        Samarbejde mellem praktiserende læger og sygehusvæsen (H:S)

 

I hjemmeplejen koncentrerer indsatsen sig om:

·        Sundhedsfaglig dokumentation

·        Hjemmeplejens arbejdsmiljø, herunder APV

 

I to notater vedlagt denne indstilling som bilag redegøres for tilsynskonceptet samt for resultater og opfølgende aktiviteter.

Desuden redegøres kort for det fremadrettede arbejde i 2005 samt tilsynskonceptet for 2005.

Endelig vedlægges årsrapporterne fra Embedslægeinstitutionen og Den Kommunale Tilsynsenhed.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

HØRING

Indstillingen er sendt i høring hos Ældrerådene, Ældresagen, Pensionisternes Samvirke, Ældremobiliseringen og Organisationen af Selvejende Institutioner.

 

Der er modtaget høringssvar fra Ældrerådenes Fællesudvalg.

 

Høringssvar er behandlet og kommenteret af forvaltningen og fremgår af bilag 4 og 5.

 

BILAG

Bilag 1: Samlet redegørelse for resultater og opfølgning på tilsyn i 2004  på plejehjem, i hjemmeplejen, på dagcentre og træningscentre samt hos private leverandører af hjemmeplejeydelser.

Bilag 2: Årsrapport vedrørende Embedslægeinstitutionens tilsyn med plejehjem i Københavns Kommune 2004.

Bilag 3: Kommunale tilsyn på ældreområdet i København, Årsrapport 2004

Bilag 4: Sundhedsforvaltningens svar til høringsparter

Bilag 5: Høringssvar fra eksterne høringsparter

 

 

Jesper Fisker                    

/Birgit Gundorph-Malling

 


 

Til top