Mødedato: 12.05.2005, kl. 15:00

Høring om områdefornyelse i Øresundsvejkvarteret og Mimersgadekvarteret

Høring om områdefornyelse i Øresundsvejkvarteret og Mimersgadekvarteret

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 12. maj 2005

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Høring om områdefornyelse i Øresundsvejkvarteret og Mimersgadekvarteret

 

SOU 131/2005  J.nr. 3/2002

 

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at denne indstilling fremsendes til Økonomiforvaltningen som Sundheds- og omsorgsudvalgets høringssvar om byfornyelsesprogrammerne for Mimersgadekvarteret og Øresundsvejskvarteret.

 

RESUME

Folkesundhed København deltager som observatør og repræsentant for Sundhedsforvaltningen i styregrupperne for de to områdefornyelsesprogrammer i hhv. Mimersgadekvarteret og Øresundsvejskvarteret.

 

I processen med at udarbejde et byfornyelsesprogram har Folkesundhed København medvirket i styregruppernes konstituerende arbejde og ved de borgerinddragende aktiviteter såsom borgermøder, projektgruppemøder og møder, hvor udvælgelse og prioritering af projekter har fundet sted.

 

Byfornyelsesprogrammerne indeholder en række forslag, der ligger inden for Sundhedsforvaltningens ressortområde. Udvalget er blevet bedt om at redegøre for, hvorledes udvalget prioriterer disse områder, og hvorledes udvalget håndterer kravet om finansiering af 1/3 af omkostningerne ved realisering af byfornyelsesprogrammernes projekter og aktiviteter.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget har ved tidligere høring (Mødet i Sundheds- og Omsorsudvalget den 16. september 2005 SOU 332/2202 j.nr. 3/2002) svaret Økonomiforvaltningen, at Sundhedsforvaltningen i arbejdet med brugerne bl.a. vil fokusere på udmøntningen af Folkesundhedsplanerne vedrørende etniske minoriteter og vedrørende motion. Sundhedsforvaltningen har derfor i dialogen med de involverede parter fokuseret på disse områder.

 

Sundhedsforvaltningen finder hovedparten af de opstillede forslag meget relevante og ligeledes mulige at gennemføre i forhold til den givne tidshorisont. Fra forvaltningens side er man parat til at indgå i den videre dialog med Områdefornyelsernes sekretariater, med de to områders beboere samt andre relevante forvaltninger og samarbejdspartnere om en nærmere detailplanlægning, der kan føre frem til en endelig realisering af forslagene.

 

Der er dog en del af forslagene i byfornyelsesprogrammet for Mimersgadekvarteret, som Sundhedsforvaltningen mener hører hjemme i andre forvaltninger, og som bør henvises til realitetsbehandling i disse forvaltninger. Desuden har Sundhedsforvaltningen kommentarer til den anslåede økonomi for flere af de øvrige forslag, som man finder vil blive dyrere end anslået.

 

SAGSBESKRIVELSE

Lov om byfornyelse og byudvikling, som blev vedtaget i Folketinget den 19.12.2003, åbner mulighed for, at kommunerne kan udpege områder til gennemførelse af beslutninger om områdefornyelse. Områdefornyelse retter sig mod ældre, blandede bykvarterer, der er præget af en negativ udvikling som følge af et sammenfald af mange faktorer af såvel fysisk, social som kulturel karakter. Målet er at gennemføre en ekstraordinær indsats over en bred front i en femårig periode med henblik på at vende udviklingen og skubbe en positiv udvikling i gang.

 

Borgerrepræsentationen skal inden sommerferien godkende byfornyelsesprogrammer for Mimersgadekvarteret og Øresundsvejskvarteret efter, at programmerne har været forelagt de 7 udvalg. Herved fås en samlet prioritering af indsatsen med henblik på at opnå størst mulig synlighed og størst mulig synergieffekt.

 

Sundhedsforvaltningen har lagt vægt på, at der i de to områdefornyelser også blev prioriteret indsatser indenfor folkesundhed.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget har ved tidligere høring (Mødet i Sundheds- og omsorgsudvalget den 16. september 2004 SOU 332/2202 j.nr. 3/2002) svaret Økonomiforvaltningen, at Sundhedsforvaltningen bl.a. vil fokusere på udmøntningen af Folkesundhedsplanerne vedrørende etniske minoriteter og vedrørende motion. Sundhedsforvaltningen har derfor i dialogen med de involverede parter fokuseret på disse områder.

 

Folkesundhed København deltager som observatør og repræsentant for Sundhedsforvaltningen i styregrupperne for de to områdefornyelsesprogrammer i hhv. Mimersgadekvarteret og Øresundsvejskvarteret.

 

I processen med at udarbejde et byfornyelsesprogram har Folkesundhed København medvirket i styregruppernes konstituerende arbejde og ved de borgerinddragende aktiviteter såsom borgermøder, projektgruppemøder og møder, hvor udvælgelse og prioritering af projekter har fundet sted.

 

Det har været en intensiv og hektisk proces med mange involverede aktører. Det er derfor ikke unaturligt, at en række af forslagene i programmerne af tidsmæssige grunde ikke er nået at blive detailplanlagt. Det indebærer, at nogle forslag er henført til en forkert fagforvaltning, hvilket også gælder en række forslag, hvor Sundhedsforvaltningen er blevet udpeget som ansvarlig fagforvaltning, hvor det rettelig burde være andre fagforvaltninger.

 

Det er derfor vigtigt, at der i det videre arbejde tages skridt til at konkretisere de enkelte forslag – herunder at arbejde for, at de enkelte forslag sikres en passende volumen. Fra Sundhedsforvaltningens side er man parat til at indgå i den videre dialog med Områdefornyelsernes sekretariater, med de to områders beboere samt andre relevante forvaltninger og samarbejdspartnere om en nærmere detailplanlægning, der kan føre frem til en endelig realisering af forslagene.

 

Sundhedsforvaltningens bemærkninger til forslagene.

 

Byfornyelsesprogram for Øresundsvejskvarteret

Folkesundhed København deltager som observatør og repræsentant for Sundhedsforvaltningen i styregruppen for Områdefornyelsen i Øresundsvejskvarteret. I processen med udarbejdelsen af et byfornyelsesprogram har Folkesundhed København medvirket i styregruppens konstituerende arbejde og ved de borgerinddragende aktiviteter så som borgermøder og projektudvælgelsesmøder. 

 

I byfornyelsesprogrammet er beskrevet en lang række tiltag og aktiviteter. I dette høringssvar er kun fokuseret på de forslag og planer, der omtales i afsnittet under Kultur og Idræt – med særlig fokus på idræt og fysisk aktivitet.

 

Sundhedsforvaltningen finder de opstillede forslag meget relevante og ligeledes mulige at gennemføre i forhold til den givne tidshorisont.

 

I det følgende er Sundhedsforvaltningens kommentarer til forslag, som forvaltningen finder at kunne deltage i realiseringen af. Det drejer sig om følgende forslag:

 

Idrætscontainer.

Iflg. programmet skal containeren rumme udstyr, der kan udlånes til kvarterets unge og dermed understøtte uorganiseret fysisk aktivitet som supplement til det organiserede idrætsliv.

 

Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at der er tale om et godt forslag, der rummer gode muligheder for at øge den fysiske aktivitet.

 

Det er forvaltningens opfattelse, at en sådan idrætscontainer bør organiseres på en måde, så aktiviteten er tæt forbundet med en eksisterende forening og ikke blot er et projekt med en kort levetid. En idrætskonsulent bør efter forvaltningens mening være facilitator i arbejdet med forankringen i det lokale idrætsliv.

 

Ansættelse af en idrætskonsulent.

I programmet foreslås ansat en idræts- og fritidskonsulent, som skal rådgive og informere om de muligheder for idræts- og fritidsaktiviteter, der findes i området. Konsulenten skal desuden trække aktiviteter til områder. Endelig er det tanken, at konsulenten kan være koordinator af et ISA-projekt (Idræt og socialt arbejde). ISA er idræt mv. for 1.-6. klasse på skolen efter skoletid, hvor træningen varetages af 9. klasseselever coachet af en idrætskonsulent eller en anden koordinator på skolen.

 

Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at et sådant forslag vil kunne fremme aktiviteterne i området, der sigter på at øge den fysiske aktivitet. Dog skal idrætskonsulentfunktionen efter forvaltningens mening defineres mere præcist, og det skal eksplicit fremføres, at konsulenten skal udføre sit arbejde i tæt samarbejde med de lokale idrætsforeninger og børn og unge institutioner så som børnehaver, skoler, fritidsklubber mv. Det er også forvaltningens opfattelse, at en rækk e af de offentlighedsrettede aktiviteter, der er nævnt i programmet såsom kvarterfest, store legedag, motionsløb mv. også bør være idrætskonsulentens område.

 

Gennemførelse af en undersøgelse af idrætsaktiviteter og sundhedstilstanden i kvarteret.

I programmet foreslås en sådan undersøgelse gennemført før og efter perioden med områdefornyelsen.

 

Sundhedsforvaltningen finder en sådan undersøgelse vigtig, men finder også, at det af programmet bør fremgår, hvem der skal stå for en sådan undersøgelse og monitorering af forholdene i området.

 

Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at der i ressourceallokeringen til disse forslag ikke er medtaget eller beregnet de reelle omkostninger ved de foreslåede aktiviteter og tiltag.

 

Det er efter forvaltningens vurdering ikke muligt at aflønne en idrætskonsulent, indkøbe en container (indhold + drift), drive projekter som Idræt og Socialt Arbejde (ISA), samt have frie midler til at gennemføre borgerrettede aktiviteter så som legedage, kvarterfest, mv.

 

Der er afsat 300.000 i alt. Denne andel udgør 2/3 af det totale beløb. Hvis medfinansiering fra de relevante forvaltninger er på plads, vil der være 450.000 kr. til gennemførelse af ovennævnte aktiviteter mv. over tre år – det er utilstrækkeligt. Det bør efter Sundhedsforvaltningens opfattelse fremgå af byfornyelsesprogrammet, hvad den reelle pris på årsbasis er for de ønskede aktiviteter.

 

Et mere realistisk bud vil efter Sundhedsforvaltningens opfattelse være 1,6- 1,8 mio. kr. over tre år. Det vil sige omkring 1,2 mil. kr. fra Områdefornyelsesbudgettet og 0,6 mio. kr. fra de implicerede forvaltninger. Dette vil være muligt over 3 år indenfor de givne rammer forudsat, at prioriteringerne for de kommende års bestilling til Folkesundhed København, stadig har fokus på de involverede områder.

 

Byfornyelsesprogrammet rummer udover de tidligere nævnte forslag en række forslag, som Sundhedsforvaltningen finder relevante, men som ikke hører hjemme under forvaltningens ressortområde. Det drejer sig om følgende forslag:

 

Skøjtebane i Filipsparken.

Iflg. programmet etableres en mobil skøjtebane i vinterhalvåret. Det vurderes om skøjtebanen kan suppleres med andre tilbud, der kan øge anvendeligheden.

 

Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at forslaget vil kunne bidrage til at øge den fysiske aktivitet i lokalbefolkningen. Forvaltningen lægger vægt på, at dette initiativ forankres i det lokale idrætsforeningsliv. Det er forvaltningens opfattelse, at projektets overlevelse og forankring vil afhænge af den logiske og permanente tilknytning til lokale ressourcer.

 

Renovering af eksisterende og nyetablering af lokaler i forbindelse med Sundbyøster idrætsanlæg.

Borgerrepræsentationen har den 28.10.2004 vedtaget Lokalplan "Sundbyøsterhallen" med tilhørende kommuneplanlægning, der muliggør udbygning og renovering af hallen. Skitseprojektet indeholder en mindre renovering af hallen samt etablering af en multisal, en opvisningssal, en idrætsfritidsklub og et rekreativt område med baner til forskelligt boldspil. Områdefornyelsen vil arbejde for at en sådan udbygning realiseres.

 

Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at en sådan renovering er en nødvendighed for at sikre en øget idrætsaktivitet i området. Det vil give børn og unge bedre mulighed for at benytte faciliteter i det nære miljø frem for at skulle transportere sig til nabo bydele. Det viser sig i praksis at have en negativ effekt på den organiserede idrætsaktivitet i disse målgrupper, når transporten er for lang og /eller besværlig.

 

 

Byfornyelsesprogram for Mimersgadekvarteret

I byfornyelsesprogrammet er beskrevet en lang række forslag. I dette høringssvar er kun fokuseret på forslag, der er forudsat finansieret af Sundhedsforvaltningen. Det drejer sig om forslag indenfor områderne fritid og idræt, børn og unge, integration samt sundhed og livskvalitet.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget har ved tidligere høring (Mødet i Sundheds- og Omsorgsudvalgt den 16. september 2004 SOU 332/2202 j.nr. 3/2002) svaret Økonomiforvaltningen, at Sundhedsforvaltningen i arbejdet med brugerne bl.a. vil fokusere på udmøntningen af Folkesundhedsplanerne vedrørende etniske minoriteter og vedrørende motion. Sundhedsforvaltningen har derfor i dialogen med de involverede parter fokuseret på disse områder.

 

Sundhedsforvaltningen finder hovedparten af de opstillede forslag meget relevante og ligeledes mulige at gennemføre i forhold til den givne tidshorisont. Fra forvaltningens side er man parat til at indgå i den videre dialog med Områdefornyelsernes sekretariater, med de to områders beboere samt andre relevante forvaltninger og samarbejdspartnere om en nærmere detailplanlægning, der kan føre frem til en endelig realisering af forslagene. Det vil være forvaltningens mål at sikre, at de enkelte forslåede aktiviteter får en passende volumen, således at flest mulig borgere tilgodeses, og muligheden for synergieffekt og forankring af indsatsen optimeres.

 

Der er dog en del af forslagene i byfornyelsesprogrammet for Mimersgadekvarteret, som Sundhedsforvaltningen mener hører hjemme i andre forvaltninger, og som bør henvises til realitetsbehandling i disse forvaltninger. Desuden har Sundhedsforvaltningen kommentarer til den anslåede økonomi for flere af de øvrige forslag, som man finder vil blive dyrere end anslået.

 

De forslag, som Sundhedsforvaltningen umiddelbart finder at kunne støtte er følgende:

 

Legetøjs- og Aktivitetscontainer.

Det overordnede formål med projektet er iflg. programmet at fremme børns og unges muligheder for at være fysisk aktive i deres lokalområde. Ideen er at placere en skibscontainer med faciliteter til leg og idræt i et boligområde med en større legeplads. Containeren indrettes og fyldes med diverse redskaber til idræt og leg, som målgruppen – børn fra 8 år og opefter – selv er med til at vælge. Der tilknyttes en ansvarlig for projektet, som sammen med børnene navngiver, maler og indretter containeren. Containeren er åben to gange ugentlig i 4 timer pr. gang, og de ansvarlige står for udlevering og indsamling af redskaber og iværksætter turneringer, stævner og foreningsaktiviteter. Projektet kan evt. forankres i eksisterende idrætsklubber i området.

 

Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at forslaget vil kunne medvirke til at øge den fysiske aktivitet i en gruppe af børn og unge, som ikke i forvejen er fysisk aktive i det organiserede idrætsliv.

Det er dog samtidig forvaltningens opfattelse, at omkostningerne ved forslaget er for lavt ansat (i alt 95.000 kr.). Der bør derfor foretages en nærmere analyse af udgiftsbehovet.

 

Det er forvaltningens indstilling, at containeren bør opstilles i eller i umiddelbar nærhed af Mjølnerparken. På den måde vil Sundhedsforvaltningens bidrag på samme tid kunne indgå i realiseringen af den samarbejdsaftale, som overborgmesteren i august måned 2004 indgik med Mjølnerparkens afdelingsbestyrelse og Lejerbo København om i et gensidigt forpligtende samarbejde at udvikle området til et attraktivt boligområde.

 

Dialogmøder rettet mod etniske minoriteter om forskellige emner af sundheds- og trivselsmæssig karakter fx angst, depression, kost og motion m.m.

Formålet med dialogmøderne er iflg. programmet at give folk kendskab til forskellige sygdommes forebyggelse og behandling. Dialogmøderne er tænkt som fortløbende projekter, der hvert år skal tilbyde en række forskellige sundhedsfremmende temaer såsom angst, depression, kost og motion, kroppens opbygning, sukkersyge og andre sygdomme. Der vil blive etableret et samarbejde med patientforeninger.

 

Det er Sundhedsforvaltningens vurdering, at forslaget rummer  gode muligheder for at kombinere en borgerrettet indsats i forhold til en relevant målgruppe med forvaltningens øvrige indsatser rettet mod de etniske minoriteter – herunder ikke mindst en kommende uddannelse af et antal etniske sundhedsformidlere, der skal virke i de etniske miljøer.

 

Cykelkurser for nydanske kvinder.

Projektet skal iflg. programmet lære kvinderne at køre på cykel, at lære færdselsreglerne at kende og at lære at færdes sikkert i trafikken.

 

Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at kompetencen til at kunne cykle og færdes i trafikken har stor betydning for mange nydanske kvinders muligheder for at blive integreret i det danske samfund. Et cykelkursus vil gøre kvinderne mere mobile, mindre afhængige og nogle vil endog have bedre mulighed for at komme i arbejde – fx som hjemmehjælper. Samtidig vil muligheden for at cykle øge kvindernes muligheder for fysisk aktivitet.

 

Det er dog Sundhedsforvaltningens vurdering, at den anslåede økonomi er utilstrækkeligt. Det er forvaltningens opfattelse, at der bør afsættes yderligere midler udover de anslåede 6.000 kr. for at sikre et fast forankret lokalt tilbud.

 

Motionstilbud til piger og drenge – heraf med primær fokus på etniske minoriteter.

Iflg. programmet er formålet med projektet at samarbejde med områdets idrætsklubber om motionstilbud til børn. Herudover er indsatsen ikke nærmere beskrevet.

 

Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at det vil være en god idé at støtte motionstilbud til områdets børn og unge. Udover den sundhedsmæssige effekt af den fysiske aktivitet rummer deltagelse i organiserede idræts- og motionstilbud gode muligheder for integration.

 

De forslag, som Sundhedsforvaltningen finder ligger udenfor forvaltningens ressortområde er følgende:

 

Dannelse af mødregrupper for nydanske kvinder.

Iflg. programmet er formålet i første omgang at få dannet sådanne mødregrupper og dernæst at igangsætte en række aktiviteter såsom: Socialt ansvar, oplysningsvirksomhed fx om børneopdragelse, levevilkår i Danmark, kvindesygdomme, prævention, graviditet, ernæring m.m.

 

Sundhedsforvaltningen finder forslaget relevant, men finder samtidig, at forslaget hører hjemme i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens regi.

 

Støttegruppe for ordblinde.

Iflg. programmet er formålet med projektet at skabe et forum, hvor ordblinde voksne kan hente støtte og inspiration. Der etableres en gruppe, der til dels er selvkørende og dels støttes med forskellige oplæg af psykologer, lærerstuderende eller andre, der kan hjælpe gruppens medlemmer til at komme videre.

Sundhedsforvaltningen finder forslaget relevant, men finder samtidig, at forslaget hører hjemme i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

 

Fiskeklub for børn og unge.

Formålet med projektet er iflg. programmet at give gode oplevelser til forældre og børn i fællesskab ved at arrangere fisketure til søer og havne.

 

Sundhedsforvaltningen finder forslaget relevant, og det er vurderingen, at et sådant tilbud vil appellere til mange med anden etnisk baggrund end dansk. Forvaltningen finder dog samtidig, at forslaget ligger udenfor Sundhedsforvaltningens ressortområde.

 

Fælles udflugter for børnefamilier.

Formålet med dette projekt er iflg. programmet at arrangere ture/udflugter "ud i det danske", så børn og deres familier kan få fælles oplevelser og se nye steder i København.

 

Sundhedsforvaltningen finder, at forslaget kan være relevant ud fra en integrationstankegang. Det er dog samtidig forvaltningens opfattelse, at en sådan aktivitet ligger udenfor Sundhedsforvaltningens ressortområde.

 

Hertil kommer en række forslag, som man i byfornyelsesprogrammet har henvist til enten at søge midler i Områdefornyelsens generelle pulje eller er helt ufinansierede.

Det er forslag, der af de involverede parter ikke i første omgang er prioriteret til at blive fuldt finansieret af Områdefornyelsen og forvaltningerne.

 

Sundhedsforvaltningen er enig i denne prioritering og forventer ikke at skulle indgå i finansieringen af disse.

 

Det drejer sig om følgende forslag:

Mesterskab i kebab/frikadelle – en konkurrence mellem opgange i ejendomme, der er tænkt at skulle fremme de sociale relationer mellem beboerne i området.

 

Gratis psykolog rådgivning til voksne i området, der har brug for et sådant tilbud.

 

Sundhedsnetværk for somaliske kvinder – udbygning af et eksisterende somalisk sundhedsnetværk, så det kommer til at gælde alle nydanske kvinder.

 

Kaffebord på gaden – et forsøg på at skabe dialog og netværk gennem det fælles morgenmåltid i det fri.

 

Opførelse af moské.

 

-     Forbedring af faciliteterne for ældreklubben i Mjølnerparken –

       bl.a. istandsættelse af lokale og ventilationsanlæg, indkøb af   

       toilet og inventar.

 

Frivilligcentret – bedre udnyttelse af de lokale ressourcer ved at oprette en "bank" af frivillige lokale borgere og med en lønnet koordinator.

 

Kvarterets viceværter – en idé om at bruge ejerne af de små butikker som en slags viceværter i området, som skal holde øje med de ting, der foregår på gaden og evt. orientere relevante myndigheder om problemer.

 

Mjølner Ringen – indføring af en alternativ valuta, der kan anvendes i forbindelse med private tjenesteydelser i kvarteret.

 

Sundhedsforvaltningen er via Folkesundhed København aktivt repræsenteret i det borgerrettede folkesundhedsarbejde i Mimersgadekvarteret. Realiseringen af de mange forslag vil ske i samarbejde med borgerne i lokalområdet og ved at inddrage aktørerne i det hidtidige LYN-samarbejde (Livskvalitet på Ydre Nørrebro),

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Økonomi

I indstillingen om områdefornyelse, som blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 30. september 2004, slås det fast, at projekter og aktiviteter, som foreslås i byfornyelsesprogrammerne, og som er ekstraordinære i forhold til forvaltningernes igangværende eller allerede planlagte aktiviteter, kan opnå tilskud fra rammen under forudsætning af, at de ansvarlige forvaltninger prioriterer de pågældende projekter og aktiviteter i egne budgetter og derved bidrager til at finansiere mindst 1/3 af omkostningerne.

 

I forhold til forslagene i de to byfornyelsesprogrammer, der vedrører Sundhedsforvaltningen, forventes det – med de usikkerhedsmomenter, der ligger i, at en række af forslagene efter forvaltningens mening er for lavt sat - at forvaltningen kan finansiere denne 1/3 af udgifterne indenfor de eksisterende budgetmæssige rammer.

 

 

Høring

Ingen.

 

 

Bilag

Høringsskrivelse dateret 12. april 2005 fra Økonomiforvaltningen.

Kvarterplan for Øresundhedsvejskvarteret dateret marts 2005.

Byfornyelsesprogram for Mimersgadekvarteret dateret marts 2005.

 

 

 

 

 

Ib Haurum

 

                                            /                     Kirsten Lee


 

Til top