Mødedato: 11.12.2014, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Udkast til sundhedspolitik 2015-2025 ’Nyd livet, københavner’, samt handleplaner

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal drøfte og godkende revideret udkast til sundhedspolitik 2015-2025 og handleplaner for psykisk sundhed samt mod misbrug af alkohol og stoffer med henblik på offentlig høring.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter og godkender udkast til sundhedspolitik 2015-2025 ’Nyd livet, københavner’ (bilag 1), handleplan for psykisk sundhed samt handleplan mod misbrug af alkohol og stoffer (bilag 2-3) med henblik på offentlig høring

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftede den 14. august 2014 udkast til ny sundhedspolitik for Københavns Kommune 2015-2025 og udkast til handleplaner for psykisk sundhed samt mod misbrug af alkohol og hash. Udkastene har efterfølgende været i tidlig udvalgshøring med henblik på at opnå et tæt samarbejde om udarbejdelsen af handleplanerne og sikre københavnerne en sammenhængende indsats på tværs af forvaltningsområder. Parallelt med høringsprocessen har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen afholdt arbejdsseminar om psykisk sundhed, borgercafeer/møder, samt idéklinik og dialogmøde med ungdomsuddannelserne om alkohol og stoffer. Udvalgshøringen og den inddragende proces har resulteret i en række input og forslag til sundhedspolitikken og handleplanerne, som er indarbejdet i de foreliggende udkast.

Ændringer i materialet, som er tilføjet siden udvalgsmødet d. 14. august 2014, er markeret med gult.

Løsning

Udvalgene er generelt positive over for sundhedspolitikken og handleplanerne og tilfredse med at blive inddraget tidligt i udarbejdelsesprocessen. Udvalgene bakker op om et styrket samarbejde på tværs af forvaltningerne og om at skabe bedre sammenhæng i indsatser og forløb for københavnerne.

Socialudvalget bifalder sundhedspolitikkens vision, mål og principper, som har et meningsfuldt overlap med Socialudvalgets pejlemærke om livskvalitet. Samtidig falder sundhedspolitikkens fokus på forebyggelse og tidlige indsatser godt i tråd med principperne i Socialudvalgets Grundlagspapir, der blev godkendt på Socialudvalgets møde den 17. september 2014.

Teknik- og Miljøudvalget vurderer, at sundhedspolitikken sætter en vigtig dagsorden for de kommende 10 års sundhedsindsatser i Københavns Kommune, og ønsker at blive inddraget i fremtidige handleplaner, som har samspil med udvalgets områder.

Børne- og Ungdomsudvalget vurderer, at det er hensigtsmæssigt at have en overordnet sundhedspolitik med et 10-årigt perspektiv suppleret med løbende konkrete handleplaner, og at de to første handleplaner er centrale i forhold til at opnå den overordnede vision. Børne- og Ungdomsudvalget fremhæver desuden vigtigheden af, at de konkrete indsatser kan implementeres i kernedriften, og indsatserne forudsætter en politisk prioritering, blandt andet i forhold til at sikre en bydækkende effekt.

Både Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bifalder tilgangen om sundhed som middel til et godt liv frem for et mål i sig selv. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget finder det desuden positivt, at psykisk og fysisk sundhed ligestilles, og at sundhedspolitikken har fokus på at tilbyde en differentieret indsats, så forskellige udsatte gruppers behov tilgodeses.

Socialudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har i deres høringssvar desuden bidraget med en række konkrete forslag til indsatser, som i samarbejde med de relevante forvaltninger er indarbejdet i det reviderede materiale. Indsatserne vil særligt i handleplanen for psykisk sundhed blive yderligere konkretiseret frem mod udvalgsmødet i marts 2015, hvor sundhedspolitik og handleplaner forelægges til endelig godkendelse.

Sundhedspolitikken
Sundhedspolitikkens vision er uddybet, så den tydeligere afspejler den forandring, vi ønsker at borgerne skal opnå ved sundhedspolitikken – at alle københavnere får mulighed for at leve et godt og langt liv med høj livskvalitet.
 
Samtidig er det tydeliggjort, at vi skal differentiere vores indsatser, så vi sikrer særlig hjælp og støtte til dem med de største behov. Hele sundhedsvæsenet skal have et særligt fokus på sårbare borgere i både opsporing, tidlige indsatser, behandling og rehabilitering. Det betyder eksempelvis også, at der skal være et særligt fokus på dem, der er i risiko for at få udfordringer. Det gælder fx børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer, og som vi ved selv har stor risiko for at få et problematisk alkoholforbrug, som kan påvirke deres trivsel og mulighed for blandt andet at gennemføre en ungdomsuddannelse og få eller fastholde et arbejde. Tidlige indsatser og særlig støtte skal sikre, at alle københavnere får mulighed for at leve et liv med høj livskvalitet.

Handleplan for psykisk sundhed
På baggrund af udvalgenes høringssvar og input fra inddragelsesprocessen er en række forslag til indsatser tilføjet handleplanen. I forhold til børn og unge handler de primært om at sikre kulturer og inkluderende miljøer i dagtilbud og skoler, hvor børn og unge støttes i at udvikle robusthed, og hvor lærere og pædagoger er opmærksomme på mistrivsel og oplever, at de har gode handlemuligheder. Psykisk sårbare unge på ungdomsuddannelser skal støttes gennem psykologrådgivning og sparring med lærere og vejledere, ligesom psykisk sårbare unge udenfor arbejdsmarkedet skal sikres øgede chance for at komme i uddannelse eller arbejde, blandt andet gennem tilbud om psykologhjælp . 

I forhold til voksne københavnere er handleplanens fokus på stress udvidet til psykiske lidelser, blandt andet fordi mange ledige københavnere har psykiske problemer som den primære udfordring i forhold til uddannelse og arbejde. De tilføjede indsatser handler primært om at større fokus på mestring, samt på at sikre bedre sammenhænge på tværs af sektorer i forhold til tidlig indsats, recovery og rehabilitering.

Handleplan mod misbrug af alkohol og stoffer
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har på baggrund af høringssvar fra Socialudvalget udvidet handleplanen til at omfatte stoffer i samarbejde med Socialforvaltningen. Derudover er en række forslag til indsatser tilføjet handleplanen. I forhold til børn og unge handler det primært om at sikre, at lærere, sundhedsplejersker og pædagoger kender signalerne hos børn, hvis forældre har et alkoholmisbrug, og at de kender til de handlemuligheder, de har for at sikre hjælp til både børnene og familien.

Samtidig skal den opsøgende indsats på skoler og institutioner, som kan udskyde de unges rusmiddeldebut og forebygge, at de unge får rusmiddelproblemer, styrkes. Ligeledes skal der tilbydes forløb til ledig unge med et for stort alkohol- og stofforbrug, så de har bedre muligheder i forhold til uddannelse, praktik og job.

I forhold til voksne københavnere skal der tilbydes forløb for ledige med et for stort alkohol- og stofforbrug, som en del af den beskæftigelsesfremmende indsats, ligesom der skal udvikles nye metoder i borgernes lokale miljø til at inkludere aktivitetsparate med rusmiddelproblemer på arbejdsmarkedet.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser. Konkrete indsatser i handleplanerne skal løftes i budgetforhandlingerne. Med handleplanerne følger således en politisk forpligtelse til at prioritere de konkrete indsatser, hvis intentionerne skal realiseres.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen sender sundhedspolitik og handleplaner i offentlig høring i perioden 5. januar - 26. februar 2015. Handleplanerne er udarbejdet af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i tæt samarbejde med særligt Socialforvaltningen, samt Børne- og Ungdomsforvaltningen. Da handleplanerne går på tværs af forskellige forvaltningsområder vil der i forbindelse med høringen blive lagt op til fælles handleplaner for de relevante forvaltninger og fagudvalg, da det er afgørende for realiseringen af handleplanerne at de løftes i fællesskab, så alle københavnere får en bedre livskvalitet. Hvis der ikke kan opnås enighed om fælles handleplaner vil indholdet blive justeret i handleplanerne. 

Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges sundhedspolitik 2015-2025 samt handleplaner for psykisk sundhed og mod misbrug af alkohol og stoffer til endelig godkendelse den 19. marts 2015, med henblik på godkendelse i Økonomiudvalget den 14. april og vedtagelse i Borgerrepræsentationen den 30. april således, at der kan følges op i forbindelse med budgetprocessen for 2016.

 

Katja Kayser
                                                                 /Katrine Schjønning

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med de afgivne bemærkninger.

 

Til top